Videnskab.dk fylder fem år
Flere end 10.000 artikler og 25 millioner besøg er det blevet til, siden Videnskab.dk åbnede for fem år siden. Videnskab.dk har sat helt nye standarder for forskeres formidling, mener professor Vincent F. Hendricks fra Københavns Universitet.

Det er fem år siden, Videnskab.dk gik i luften med nogle dedikerede mennesker ved roret. Siden da er det blevet til 25 millioner besøg og næsten 60 millioner sidevisninger. (Foto: Kristian Secher)

Det er fem år siden, Videnskab.dk gik i luften med nogle dedikerede mennesker ved roret. Siden da er det blevet til 25 millioner besøg og næsten 60 millioner sidevisninger. (Foto: Kristian Secher)

Videnskab.dk har netop fejret sin fem års-fødselsdag. I løbet af sine første fem år har Videnskab.dk haft 25 millioner besøg, som har udløst næsten 60 millioner sidevisninger.

De godt 10.000 artikler om forskning og videnskab, der er bragt siden åbningen, har givet næsten 12.900 citater i andre medier, fremgår det af databasen og søgemaskinen Infomedia. Og siden introduktionen af sektionen ’ForskerZonen’ for et år siden har stadig flere forskere skrevet populært formidlede artikler til Videnskab.dk.

Vincent F. Henricks, professor i filosofi ved Københavns Universitet, talte ved fejringen af 5 års-fødselsdagen om betydningen af forskningskommunikation og de ændringer i den kommunikation, som etableringen af Videnskab.dk har medført:

»I universitetslovens formålsparagraf fra 2003 står der, at universiteterne skal udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund og tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige debat. Men der er ingen retningslinjer for, hvordan vi som forskere rent faktisk skal gøre det. Her er Videnskab.dk kommet ind og har sat en helt ny standard for det, som ikke fandtes før. Det er vigtigt, og det viser, at vi har brug for Videnskab.dk. Som forskere kan vi i særdeleshed lære noget af jer.«

Læs også artiklen 'God formidling er at forenkle uden at forsimple' hvor Vincent F. Hendricks udtaler sig om forskningskommunikation.

Videnskab.dk har taget udfordringen op

Vincent F. Henricks henviste også til et forskningsprojekt om differentieret forskningskommunikation, der viser, hvordan forskellige grupper af danskere forholder sig vidt forskelligt til forskning. Hvor let det er at nå de veluddannede og tilsvarende svært at nå dem uden akademiske kompetencer.

Fakta

Videnskab.dk bringer hver dag omkring seks artikler om forskning.

Dertil kommer etableringen af en række projekter, hvor de vigtigste er:
Undervisning.videnskab.dk med inspiration til undervisningen i gymnasieskolerne
ScienceNordic med engelsksprogede forskningshistorier fra hele Norden (i samarbejde med forskning.no)
ForskerZonen med artikler skrevet af forskerne selv

»Alle de forskellige offentligheder skal Videnskab.dk henvende sig til. Det er udfordringen, som Videnskab.dk har været i stand til at indfri på fornemste vis,« sagde Vincent F. Hendricks.

Videnskab.dk blev etableret i 2008, med afsæt i anbefalinger fra ’Tænketanken vedrørende forståelse for forskning’, bestående af en gruppe mediefolk, som i 2003/2004 rådgav daværende videnskabsminister Helge Sander (V) om, hvordan forskning og forskningsbaseret viden i højere grad kunne trækkes frem i lyset til den brede offentlighed – med særligt fokus på de unge.

Dækker forskning over en bred kam

Formanden for Videnskab.dk’s styregruppe, professor ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet Kirsten Drotner, fremhævede det særlige kendetegn ved Videnskab.dk, at man her dækker forskningen over den bredest mulige kam – ikke kun naturvidenskab og teknologi, men også samfundsvidenskab og humaniora.

»Internationalt set er det helt unikt,« sagde Kirsten Drotner.

Ved fødselsdagsarrangementet takkede Videnskab.dk’s chefredaktør Vibeke Hjortlund de mange, der har støttet op om Videnskab.dk og gjort det muligt at etablere et uafhængigt specialmedie, som dagligt når ud med artikler om forskning til et bredt publikum og i dag har rundet 600.000 unikke brugere om måneden.

Takketalen var blandt andet rettet mod Uddannelsesministeriet, Forskningsrådene og Kulturstyrelsen, som er blandt Videnskab.dk’s faste støtter.

En kanal fra forskere til borgere og medier

Fakta

Videnskab.dk har fået udgivet tre bøger.

I serien ’Spørg Videnskaben’ henholdsvis:
’Hvorfor lugter mine egne prutter bedst?' (2011)

’Hvad gør mest ondt – en fødsel eller et spark i skridtet?' (2012)

Fagbogen ’Slip din viden løs – håndbog i faglig formidling’ (2013)

Også Videnskab.dk’s mange samarbejdspartnere blev fremhævet. Blandt partnerne er eksempelvis de andre medier, såvel brede medier som specialmedier, universiteter og andre forskningsinstitutioner, og andre organisationer som på forskellig vis arbejder med formidling og videnspredning.

Om de opnåede resultater i form af stor trafik og gode samarbejdsrelationer sagde Vibeke Hjortlund:

»Det afspejler, at Videnskab.dk har markeret sig både som en kilde til viden for almindelige borgere, en kanal fra forskningsverdenen ud til omverdenen, og et knudepunkt for andre medier som også er interesserede i forskningsstoffet.«

I forbindelse med 5 års-fødselsdagen blev det i øvrigt offentliggjort, at Videnskab.dk fremadrettet vil have sin institutionelle forankring på Danmarks Medie- og Journalisthøjskolen.

Gennem de første år har Danmarks Tekniske Universitet været vært for Videnskab.dk og derigennem bistået med at hjælpe projektet i gang. 

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.