Professor: Robotter må ikke ligne tyske panservogne
Geminoid-DK ligner, taler og opfører sig som et menneske - men den er en robot. Det nytter ikke, at robotter ligner skræmmende maskiner, hvis vi skal stole på dem, siger professor Henrik Schärfe.

»Hvorfor ligner den et menneske?« blev professor Henrik Schärfe spurgt om, da han lørdag gæstede Videnskab.dk’s telt på den gratis videnskabsfestival Science in the City sammen med sin tro robotkopi Geminoid-DK.

Besøget af verdens mest menneskelignende robot var uden sammenligning dagens absolutte højdepunkt, da festivalen blev skudt i gang.

Robotten både taler, blinker, trækker vejret og opfører sig i det hele taget som et rigtigt menneske, og så er den altså som snydt ud af næsen på Henrik Schärfe selv. Hans svar på spørgsmålet om, hvorfor robotten skal ligne et menneske, lød:

»Hvis man forestiller sig sådan en maskine, der hjælper børnene med at lave lektier og går med hunden, så nytter det ikke noget, at den ligner en tysk panserkampvogn.«

Hør Spørg Videnskaben LIVE søndag

I videoen herover kan du se robotten samt uddrag af de andre fede ting, der fandt sted på Videnskab.dk’s scene lørdag. Besøgende har blandt andet fået testet deres smertetærskel, fået smagsprøver fra Det Nordiske Køkken og kunnet se flotte fysikeksperimenter med både ild, røg og eksplosioner.

Science in the City løber frem til på torsdag, 26. juni 2014. Søndag kan du blandt andet opleve Spørg Videnskaben LIVE på scenen, når ph.d. Bo Chawes fra Dansk Børneastma Center svarer på spørgsmål i stil med:

Hvordan undgår børn at få astma og allergi?

Kan man kureres astma?

Får mine børn allergi fra hunden?

Er det godt mod allergi at spise jord?

The Euroscience Open Forum (ESOF) er Europas største videnskabsfestival, som bliver afholdt hvert andet år i en europæisk hovedstad.

I sommeren 2014 er København værtsby, så fra 21. til 26. juni kommer topforskere, forskerspirer og videnskabsinteresserede fra mindst 40 forskellige lande til Danmark for at debattere, formidle og udveksle viden.

Programmet, i de fire dage festivalen varer, er spækket med arrangementer, som bliver afholdt i Carlsberg Byen i København.

Sideløbende kommer videnskaben og forskerne ud til folket med festivalen Science in the City, som er arrangementer, udstillinger og alternativ forskerformidling, der foregår både i Carlsberg byen og på forskellige steder i København.

ESOF og Science in the City er arrangeret af Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser.

Læs mere på www.esof2014.org og www.scienceinthecity.dk.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs mere om Goliath-frøen, som du kan se på billedet herunder.