Bringes med økonomisk støtte fra Det Kongelige Bibliotek

Det Kongelige Bibliotek, Nationalbibliotek og Københavns Universitetsbibliotek, er en del af Kulturministeriet. 

Sommerhit i frostvejr
De første måneder af 1963 var blandt de koldeste i Danmark i det 20. århundrede. Så mange har nok syntes det var lidt mærkværdigt, at Cliff Richards sang "Summer Holiday" ramte hitlisterne netop da. Her er historien bag.

I januar og februar 1963 lå middeltemperaturen på henholdsvis 5,3 og 4,5 graders frost, hvilket var en del koldere end de normale 0 grader.

Den 5. marts 1963 kunne aviserne endelig berolige danskerne med, at varmen og foråret var på vej. Ganske rigtigt slog vejret om i de følgende dage, men det må stadig have været svært at finde forårsfornemmelserne frem.

Selvom middeltemperaturen steg i marts, nåede den ikke højere end lige i nærheden af frysepunktet, og kombineret med et rekordlavt antal soltimer, 50 mod de for marts normale 110 timer, var det ret surt.

Derfor må det have været yderst enerverende for realisterne, der bare ikke kunne holde det ud længere, rart for dem, der hentede styrke i drømmen om bedre tider, og for de fleste nok noget mærkværdigt, da Jørgen Mylius for første gang præsenterede og spillede den engelske sanger Cliff Richards nyeste hit, Summer Holiday, i Top 20 den 5. marts 1963.

Forhistorien

Cliff Richard (født Harry Rodger Webb) blev i 1958 forsanger i gruppen Drifters, og sammen hittede de i hjemlandet allerede i første forsøg, da de under navnet Cliff Richard & The Drifters pladedebuterede i august samme år med singlen Move It / Schoolboy Crush hos EMI.

I lighed med mange andre unge sangere i slutningen af 1950’erne, lagde Richard sig fra starten direkte i slipstrømmen på Elvis Presley, som var braget igennem i 1956/57 med sine helt særlige hoftebevægelser og fraseringer.

Især på debutsinglens A-side pegede Richards diktion, fremførelse og sågar accent i allerhøjste grad mod Elvis og USA. Det samme gjaldt de tre efterfølgende singler og de første Lp’er, som var pakket med amerikanske Rock’n’roll-hits som Blue Suede Shoes, Be Bop A Lula, Ready Teddy og Whole Lotta Shakin' Goin' On.

Når man hører disse sange, står referencerne til først og fremmest Presley, men bestemt også Buddy Holly og dennes karakteristiske hick-ups, ganske enkelt i kø i en sådan grad, at man nærmest kan tale om et decideret skifte, da Richard i april 1959 gik i studiet og indspillede den sang, der blev hans endelige gennembrud, Living Doll.

Fakta

Ugens Hit


Dette er den niende i rækken af artikler, som forskningsbibliotekar på Det Kongelige Bibliotek Henrik Smith-Sivertsen hver uge skriver om forskning i dansk populærmusiks historie.


Artiklen er en forkortet udgave af en længere artikel på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside

I direkte sammenligning med de foregående indspilninger var der ganske enkelt tale om et vokalt stilskifte, hvor de fleste direkte nik til Elvis og Holly var skrællet bort.

I stedet hørtes den lyse, afslappede og smilende stemme, som blev Cliff Richards eget varemærke. Den amerikanske accent beholdt han dog.

Orkestret, hvoraf ingen af de oprindelige musikere var tilbage i 1959,  måtte derimod foretage et navneskifte i foråret 1959 i takt med den stigende berømmelse. I USA var der nemlig allerede et The Drifters, som siden 1953 havde tilhørt eliten på R&B-scenen, og for at undgå bøvl skiftede man navn til The Shadows.

Cliff Richard og Danmark

I dansk sammenhæng var det netop Living Doll, som førte Cliff Richard ind i folks bevidsthed. Sangen var således at finde på den månedsliste, som B.T i fællesskab med Musikbureauet Quan udgav på dette tidspunkt, fra september 1959 til maj 1960 med en førsteplads som højeste placering.

At dømme efter såvel hitlister som de ungdomsblade, som i stigende grad skrev om de udenlandske popstjerner, var han dog i første omgang næsten at betragte som et one-hit wonder i Danmark.

I såvel Tempo som Filmjournalen, hvor musikstoffet ellers fyldte ganske meget fra foråret 1960, var Cliff Richard i modsætning til Elvis Presley en yderst sjælden gæst. Det samme gjaldt i hitlistesammenhæng, hvor man skulle helt frem til august 1961 for atter at finde ham i Top 10 med A Girl Like You.

Samme måned gav han for første gang koncert i Danmark, hvilket sandsynligvis har været stærkt medvirkende til, at han fra da af fik en position som Elvis' britiske rival.

I september 1961 blev han indlemmet i Tempo’s fan club, hvor man siden 1959 havde kunnet erklære sig som fan af en række danske og udenlandske idoler.

I samme blad kunne man i slutningen af oktober finde en stor reportage fra koncerten, hvor en heldig fan fra Ribe som led i serien "Prinsesse for en dag" havde haft mulighed for at tilbringe hele dagen i selskab med Cliff. 

På mange måder var der tale om en gentagelse af den måde, Tommy Steele var blevet lanceret i Danmark i 1957.
I begge tilfælde var selve tilstedeværelsen og tilgængeligheden et væsentligt kort for opbygningen af de to engelske herrers idolstatus i Danmark.
Det var bestemt ikke hverdagskost, at en udenlandsk popstjerne besøgte Danmark, og i fraværet af såvel Elvis som de øvrige amerikanske idoler havde det stor betydning, at først Steele og siden Richard og The Shadows besøgte landet.
Johnny Reimar, som sammen med The Cliffters med direkte reference til Cliff i selve orkesternavnet var ved at slå igennem på netop dette tidspunkt, fortæller i sin biografi om, hvordan han og de andre musikere i orkestret sad forrest til koncerten i august 1961.
Dagen efter gik de i gang med at indøve dansetrin og få bestilt Fenderguitarer og en ekkomaskine hjem fra England for at kunne opnå samme lyd som idolerne. Denne form for indirekte erfaringsudveksling havde der ikke været mulighed for uden de engelske musikeres fysiske tilstedeværelse. 

Mere omtale

I månederne efter koncerten steg omtalen af Cliff Richard i bladene markant, og han blev også fast inventar på de hitlister, der nu var adskillige af på dansk grund.  
Helt til tops kom han dog først med The Youngs Ones, som lå på førstepladsen på samtlige lister i juni 1962.
Efterfølgeren, It’ll Be Me, nåede kun lige ved og næsten, men tendensen er tydelig: Cliff Richard var blevet et sikkert hit i Danmark, og hans plader solgtes i store oplag. Det samme gjorde hans backinggruppe, The Shadows, som havde opnået selvstændig berømmelse med deres instrumentale udgivelser.
På denne baggrund er det ingen større overraskelse, at Cliff Richard var med fra starten, da Danmarks Radio i slutningen af januar 1963 lancerede Top 20.
Som bekendt var forhistorien, at en 16-årig skoledreng ved navn Jørgen Mylius havde brokket sig over ungdomsudsendelserne i det nyoprettede P3.
En af hans idéer var, at man kunne bringe ugentlige hitlister, og han fik selv opgaven og mikrofonen.
På den første hitliste, som blev sendt tirsdag den 29. august 1963, var Cliff Richard sammen med The Shadows placeret på såvel anden- som fjerdepladsen med henholdsvis Bachelor Boy og It’ll Be Me. Han var dermed på flere måder kun overgået af forbilledet Elvis Presley, som dels tog sig af førstepladsen med Return To Sender, og dels med hele tre sange havde flest placeringer på denne hitliste.
Ugen efter var billedet nøjagtigt det samme og de fire første placeringer faktisk identiske med ugen før, men i uge 7 vendte billedet.
Nu skiftede Elvis og Cliff plads helt i toppen. Bachelor Boy holdt førstepladsen indtil uge 10, hvorefter først Gitte Hænning med Ta’ med ud å fisk’ og siden Grethe & Jørgen Ingmann med deres Dansevise for en stund brød den engelsksprogede dominans.
Dansevise holdt skansen i hele fire uger indtil uge 18, hvor Cliff Richard atter toppede listen, denne gang med Summer Holiday.

Sangen og filmen

Summer Holiday debuterede som nævnt på Top 20 i uge 10.
At dette ellers udprægede sommerhit havnede på hitlisten i marts måned, skyldtes det simple forhold, at singlen med Summer Holiday blev udgivet i Danmark i netop denne måned.
I dansk sammenhæng kom singlen dermed før den film, sangen udgjorde titelmelodien til.
Filmen havde nemlig først dansk biografpremiere 25. marts 1963.
I England, hvor filmen havde London-premiere 11. januar samme år, blev singlen først udsendt en måned senere og fire dage før den nationale premiere.
Dermed var der noget bedre sammenhæng i tingene end i Danmark, hvor man altså måtte vente et par uger på begrundelsen for at man skulle høre om sommer og sol i marts måned. Dette forklarer givetvis, hvorfor sangen havde en noget langsom start på Top 20.
I såvel begyndelsen af 1960’erne som i det foregående årti var musikfilmen et vigtigt format, når man skulle lancere musik. Det var ganske enkelt den uden sammenligning bedste, og ofte eneste, mulighed for at se de store udenlandske stjerner i noget nær levende live.
Elvis Presley, som på snart sagt alle måder var den, de andre kunstnere havde skelet til siden 1956, havde i begyndelsen af 1963 allerede medvirket i hele 11 film.
Alene i 1962 kunne man se og høre ham i tre nye film. For Cliff Richards vedkommende var det blot den fjerde film. Af de tre foregående var især The Young Ones, som havde dansk premiere den 28. maj 1962, blevet en stor publikumssucces. Det samme blev efterfølgeren.
Summer Holiday er i udpræget grad en film af typen, hvor handlingens primære funktion er at føre skuespillerne fra den ene sang til den anden.
Plottet er kort fortalt, at fire mekanikere, med Cliff i spidsen i rollen som Don, bygger en gammel dobbeltdækker om til et mobilt hotel og kører mod Sydfrankrig, men ender i Athen på flugt fra en kendt ung amerikansk sangerindes meget ambitiøse mor og agent.
Skæbnen vil nemlig, at sangerinden, som forklædt som dreng er stukket af hjemmefra, er blevet samlet op af Don og vennerne.
Hun får dog snart afsløret først sit sande køn og siden sin identitet, og selvom Don straks bryder ud i sang og med den velkendte sang erklærer, at han vil være ungkarl (Bachelor Boy) til sin dødsdag, falder han efterhånden for pigen.
Virkeligheden og den onde mor indhenter dog de unge i Athen, hvor Don og de andre drenge arresteres for kidnapning.
I den store finale vinder kærligheden dog heldigvis, og alt ender lykkeligt for de unge, som endelig får sig den sommerferie, de drømte om.
Som det anes, er der bestemt ikke tale om stor filmkunst, men indenfor genren fungerer Summer Holiday fint, og hvis man først og fremmest gik i biografen for at se og høre Cliff, blev man bestemt ikke skuffet.
Selve titelnummeret bliver fremført to gange i filmen. Første gang er et par minutter inde i filmen, hvor drengene har fået bussen klargjort og bevæger sig fra England ned gennem Frankrig.
Her korresponderer det tekstlige indhold i sangen fint med scenen. Budskabet er ganske simpelt, at man er på vej på ferie, og at det bliver fantastisk med blå himmel og skinnende sol.
Det bliver det så først til allersidst, hvor hovedpersonerne sammen synger sangen, mens bussen ruller ned til stranden og de unge mennesker kan kaste sig ud i bølgerne.  
På premieredatoen har de fleste biografgængere sikkert stadig haft sangen og billederne i hovedet, da de tog overtøjet på og kastede sig ud i virkeligheden, som i følge Politikens vejrudsigt for dagen bød på frisk vestlig og sydvestlig vind, tiltagende til blæst, ret mildt, gennemgående overskyet og diset vejr med regn vestfra.
Dette er en forkortet version af artiklen. Læs resten af artiklen på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside her.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.