Bringes med økonomisk støtte fra Det Kongelige Bibliotek

Det Kongelige Bibliotek, Nationalbibliotek og Københavns Universitetsbibliotek, er en del af Kulturministeriet. 

Rabalderstræde - Gasolin' på toppen
I 1970'erne var en plads på DRs radiohitlister som regel garant for en god placering på salgshitlisten. I 1972 fik Gasolin' sit første store gennembrud med den første dansksprogede sang på Tipparaden, og i 1975 gik ’Rabalderstræde’ nr. 1 i samme uge som Gas 5 på salgslisten. LP’en slog efterfølgende Danmarksrekorden i salg.

Coveret til Gasolin's single 'Rabalderstræde'/'Kvinde min'.

Coveret til Gasolin's single 'Rabalderstræde'/'Kvinde min'.

Hvis nogen var i tvivl om, at Gasolin' var tidens mest populære beatorkester i 1975, kunne de blot konsultere de hitlister, der udkom i uge 43.

På Danmarks Radios Top 20-liste over de meste solgte singler og LP'er, var Gasolin's netop udsendte LP Gas 5 gået direkte ind på førstepladsen. Og på Tipparaden, hvor lytterne bestemte, lå sangen Rabalderstræde ligeledes øverst, hvilket var noget af en præstation.

Det var nemlig første gang i programmets levetid, at en dansksproget sang lå på Tipparadens førsteplads. Gasolin' havde også været de første, som overhovedet fik en sang på dansk ind på denne liste, da der blev åbnet for danske sange i efteråret 1972.

Kunne ikke komme på Dansktoppen

Fra programmets begyndelse i starten af 1969 og godt tre et halvt år frem var det nemlig et krav, at sangene skulle fremføres på andre sprog.

At reglerne blev ændret, hænger muligvis sammen med, at en række danske musikere havde protesteret over, at deres musik ikke fik chancen på Dansktoppen.

Netop Gasolin' var med, da foreningen Dansk Beat holdt det, der blev beskrevet som en ’kortere’ sultestrejke af en lille times varighed foran Radiohuset, som i øvrigt var helt tomt for chefer den dag.

Selve demonstrationen var vist ret kikset, men man fik masser af spalteplads, og der blev efterfølgende gjort indrømmelser på flere måder, hvoraf muligheden for at teste dansksprogede sange på Tipparaden synes at have været det vigtigste resultat af forløbet.

Gasolin - kendt fra radio og tv

En liveudgave af Gasolin's hit 'Rabalderstræde'.

I Tipparaden fik Gasolin', som indtil da havde solgt nogenlunde, men aldrig nok til at blive placeret på hitlisterne, nemlig den platform, de indtil da havde savnet i deres bestræbelser på at nå bredere ud til den danske befolkning.

Allerede ugen efter deres debut på Tipparaden med ’På en sommerdag’ i oktober 1972 kom de også for første gang ind på salgslisten med samme single, som var en forløber for deres anden LP, ’Gas 2’, som udkom kort efter.

Den røg direkte til tops på den officielle LP-salgsliste i slutningen af november 1972 og blev liggende på førstepladsen de følgende tre måneder, sandsynligvis godt hjulpet af et tv-portræt, som blev sendt op mod jul det år.

Hithjulet kørte videre

Gasolin' havde muligvis klaret sig uden hjælp fra Tipparaden, men omvendt forekommer der at have været en ganske fin sammenhæng mellem placeringer på denne hitliste og det efterfølgende pladesalg.

En plade, der kom på Tipparaden var ofte at finde på salgslisten ugen efter og blev dermed igen spillet i radioen, og så kørte hjulet videre.

Gasolin' var det første dansksprogede orkester, som blev noget nær fast inventar på Tipparaden, og Rabalderstræde var således deres niende sang på listen.

Ugevis på førstepladsen

De fleste af sangene røg også på salgslisten, men her var det dog i stigende grad LP'erne, der regerede. I 1973 valgte man nemlig at blande formaterne, så singler og LP'er lå side om side.

Fakta

Ugens Hit



Dette er den 20. i en række artikler, som forskningsbibliotekar på Det Kongelige Bibliotek Henrik Smith-Sivertsen hver uge skriver om forskning i dansk populærmusiks historie.



Få flere informationer i den fulde artikel på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside

Da Gasolin's tredje LP udkom mod slutningen af 1973, fik den fire uger på førstepladsen og hele 22 uger i alt. En kort overgang lå deres første LP, som var blevet udgivet allerede i 1971, også på førstepladsen i 1974, hvilket muligvis skyldes, at den var kommet på udsalg.

Under alle omstændigheder afspejlede det, at Gasolin' var ved at blive rigtigt store, og deres næste album, som fik titlen ’Stakkels Jim’, strøg direkte til tops på Top 20, da det udkom i slutningen af november 1974.

Her blev den liggende i hele 14 uger og røg først helt ud af hitlisten i maj 1975. Hermed var der redt godt op til næste Gasolin'-udspil.

Rabalderstræde

Vanen tro blev singlen sluppet et par uger før LP'en. På singlen lå ’Rabalderstræde’ og ’Kvinde min’, hvilket tilsammen vel nok udgør en de stærkeste danske singler igennem tiden.

I Danmarks Radio valgte man at teste A-Siden, og lytterne kunne derfor stemme Rabalderstræde ind på en femteplads i uge 40.

Samme uge røg singlen ind på salgslistens tiendeplads, og to uger senere var det kun Pink Floyd og deres ’Wish You Were Here’-album, som forhindrede Gasolin' i at komme helt til tops med ’Rabalderstræde’.

Hævnen var sød

Hævnen var dog sød, for ugen efter blev Pink Floyd og al anden modstand skubbet brutalt til side efter ’Gas 5’ var kommet i handelen. Ifølge dagspressen var der blevet forudbestilt 18.000 eksemplarer af pladen, og de næste mange uger blev der langet Gasolin'-plader over disken i rekordfart.

Coveret til 'Gas 5' - Gasolin's bedst sælgende album

Allerede efter 14 dage i handelen var der solgt over 30.000 LP'er, og i februar 1976 kunne Ekstra Bladet melde, at ’Gas 5’ var det mest solgte album i Danmark nogensinde med over 100.000 eksemplarer.

Gasolin' beholdt dog ikke salgsrekorden ret længe, fordi ABBA var så bissede at udsende et Greatest Hits-album, som omkring en kvart million danskere bare måtte eje, og Shu-Bi-Dua tog den rent danske rekord i 1977 med deres fjerde album.

Gasolin på toppen

Men salgstallene for ’Gas 5’ var så afgjort en illustration af, at Gasolin havde opnået en særlig status blandt de hjemlige orkestre. Og hvad angår førstepladser på Top 20, havde selv ABBA ikke en chance:

’Gas 5’ holdt sig nemlig på salgslistens førsteplads helt frem til slutningen af marts 1976 og forsvandt først ud af listen i midten af juli. Her lå Gasolin' igen øverst på såvel Tipparaden som Top 20, denne gang med henholdsvis ’Hva' gør vi nu lille du’ og livepladen ’Gasolin' – live sådan’.

Salgsmæssigt kunne de dog ikke hamle op med forgængeren, som i alt mentes at have solgt i 200.000 eksemplarer, da Gasolin' officielt var gået i opløsning i 1979.

Selvom der blev solgt mange Gasolin'-plader, var der heller ikke andre af deres efterfølgende udgivelser, der kunne leve helt op til ’Gas 5’, og på mange måder var den både toppen og starten på nedturen for orkestret.

 

Læs mere i Henrik Smith-Sivertsens spændende artikel på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.