Bringes med økonomisk støtte fra Det Kongelige Bibliotek

Det Kongelige Bibliotek, Nationalbibliotek og Københavns Universitetsbibliotek, er en del af Kulturministeriet. 

Peter Belli & søn øverst på Dansktoppen
Peter Bellis største Dansktop-hit er fra 1973 og er en af mange, hvor Bellis familie var med på pladerne. De hyppige selvbiografiske elementer i Bellis musik er pudsige, fordi han sjældent har skrevet teksterne selv.

Coveret til albummet ’Peter Belli og Søn’.

Coveret til albummet ’Peter Belli og Søn’.

Den kendte sanger Peter Belli blev far for første gang i foråret 1973. I slutningen af oktober kunne de, som ikke havde opdaget det, høre Belli selv synge sin glæde ud på Dansktoppen:

Første vers lød som du kan se i citatboksen lidt længere nede. Og som han sang i c-stykket var han ’så glad, så glad, så glad, så glad for den lillebitte dumme rad’.

Det samme var hans pladeselskab nok for sangen, for den fik efterfølgende hele ni uger på Dansktoppens førsteplads.

Dansktoppens børn

Det var faktisk tredje gang, en sang om en kunstners egne børn nåede Dansktoppen. I 1971 havde Ulla Pia nemlig sangen ’Karina’ til datteren af samme navn placeret, og i ligesom Belli & søn nåede den også helt til tops.

Teksten var skrevet af Keld Heick, som vist nok i første omgang havde kaldt pigen ’Corina’, i overensstemmelse med sangens engelske originaltitel. Men Ulla Pia syntes meget passende, at man lige så godt kunne skifte o’et ud og lade sangen handle om sin egen datter.

Året efter skrev Heick så sangen ’Det’ op til dig Annette’ til sin egen datter, som dog ikke fik mere end en enkelt uge på Dansktoppen. Det lignede med andre ord nærmest en trend, da Peter Belli kom med sin sang, som blev den mest populære af de tre.

Upersonlig tekst

Selv om sangen tydeligvis handlede om hans eget liv, havde Peter Belli ikke selv skrevet teksten. Det havde kollegaen Bent Werther, som dog var afgået ved døden tidligere på året, inden han blev helt færdig med den.

Fakta

Ugens Hit



Dette er den 21. i en række artikler, som forskningsbibliotekar på Det Kongelige Bibliotek Henrik Smith-Sivertsen hver uge skriver om forskning i dansk populærmusiks historie.



Få flere informationer i den fulde artikel på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside

Alligevel valgte man at lade Peter Belli indspille sangen, som blev skrevet færdig i studiet. Alle krediteringerne gik dog til Werther, hvorved hans enke, som var blevet alene med deres fælles baby, fik lidt ekstra at leve af i den svære tid.

At teksten til Peter Belli & søn var skrevet af en anden end Peter Belli selv forklarer måske den noget upersonlige tekst, hvor det følelsesmæssige indhold begrænser sig til, at Belli var ’så glad for den lille bitte dumme rad’ og ’så lyk’lig og glad’ for sin kone, som ’godt må bli’e boende’, selvom hun ’må stille sig i kø’n, hvis hun vil ha et glimt af Peter Belli og søn’.

Der var i hvert tilfælde langt til den form for blottelser af private følelser, som blandt andre John Lennon efterhånden havde gjort almindeligt.

Omvendt var det helt normalt for ham, at andre skrev teksterne. Sådan havde det været siden han begyndte at synge på dansk i 1965, efter at brugt de foregående år på at erhverve sig en position som den danske pigtrådsscenes absolut største stjerne.

’Den slemme dreng’ i pop-branchen

Sammen med orkestret Les Rivals stod han med sin karakteristiske stemme og en energisk, men cool, fremtræden på scenen i spidsen for den pigtrådsbølge, der rasede over landet i 1964 og 65.

Og selvom nogle måske hoppede fra, da han i 1965 udgav den dansksprogede single ’Helt igennem respektabel’/’Det du ka’ li’’ og året efter fulgte op med ’Ulven Peter’/’I avisen’, var det ikke særligt uventet, at det var ham, der løb med hæderen, da popbladet Børges læsere, som fortrinsvis bestod af unge, kårede ham til årets sanger i 1966.

Titlen på B-siden til den anden dansksprogede single, ’I avisen’, afspejler fint, hvordan Peter Belli på dette tidspunkt på godt og ondt var blevet en offentlig person.

Peter Belli var stort set her, der og alle vegne i medierne, og han var i udpræget grad god til at bære ved til bålet. Han udfyldte fint rollen som den langhårede rebel, men stillede samtidigt op til det meste.

Offentligt familieliv

I en alder der nærmer sig de 70 år er Peter Belli stadig aktiv på den danske musikscene. (Foto: Mikkel B. Stegmann)

I 1966 eksploderede det hele, da han blev anklaget og dømt for hash-rygning. Peter Belli blev nærmest et begreb, hvilket fint blev illustreret af protestsangeren Cæsars sang Peter Belli.

Sangen er en fin parodi på den moralske panik, Peter Belli var genstand for i disse år. Cæsars opbakning var dog ikke nok til at Belli undgik at måtte tilbringe en rum tid i fængslet i 1967 på grund af sagen.

Den oplevelse kunne man følge tæt i Børge, som bragte hans dagbog fra cellen, og hans friluftsbryllup samme år var en mediebegivenhed.

I det hele taget var Peter Belli ikke karrig med at dele ud af sit privatliv allerede tidligt i karrieren. Han inviterede gerne medierne indenfor i sit privatliv, og ægteskabet med June og det senere familieliv blev en central del af hans brand.

Den selvbiografisk popsanger

Som eksemplerne med Ulla Pia og Keld Heicks sange til deres respektive børn viser, har det ikke været noget særsyn, at dansktopkunstnerne har inddraget deres privatliv i sangene. Men ingen har gjort det i så udpræget grad som Peter Belli.

Som nævnt var der allerede tidligt i karrieren sange, som havde direkte relation til begivenheder i hans eget liv, og især i hans 1970’er-repertoire var der mange mere eller mindre selvbiografiske sange.

Mest eksplicit gjaldt dette sangen ’Rock’n’roll jeg gav dig mine allerbedste år’. I den sang fik man en tur op gennem Bellis karriere fra starten med langt hår og The Beatles og Chuck Berry som læremestre over tiden i ’de gode gamle dage’ i Hit House og livet på landevejene til tilværelsen som dansktopsanger.

Personlige sange, men…

Teksten var under det fælles pseudonym Claus Lyne skrevet af Johnny Reimar og Peer Juul på baggrund af det amerikanske forlæg, Kevin Johnsons selvbiografiske ’Rock 'n' Roll I Gave You The Best Years Of My Life’.

Reimar og Juul havde ændret fortællingen, så den passede til Belli, og resultatet var et af de mere vellykkede eksempler på denne praksis.

Hurra, hurra, hurra, hurra
Min kone har gjort mig til far
Jeg har få’t en dejlig lille dreng med spræl i
Så’n en rigtig super duper Peter Belli.
Så når jeg igen skal ud at synge
Og få hele tivoliet til at gynge
Er det så sandt, som det er sagt
At når jeg hæver min løn
Skal der stå i min kontrakt
Til Peter Belli og søn

Peter Belli, 'Peter Belli og Søn'

At der var tale om en sang, som oprindeligt var skrevet af en helt tredje person var ikke særligt opsigtsvækkende, for det gjaldt langt størsteparten af Bellis sange, såvel de selvbiografiske som i det hele taget.

Fra starten var det tekstforfatteren Thøger Olesen, som stod for Bellis tekster. Ifølge Bellis selvbiografi fra 1999, ’Jeg er som jeg er’, var det Thøger Olesen, der ikke kun foreslog, at Belli skulle droppe det engelske og kun synge på dansk, men også synge om ting, han kunne genkende fra sit eget liv.

Oversat fra svensk

Da Peter Belli i 1969 skiftede pladeselskab til Johnny Reimars Polydor, var Olesen sammen med Reimar selv og den svenske musikforlægger Stig ’Stikkan’ Anderson med i en lille eksklusiv gruppe, som planlagde og udviklede Bellis videre stil og karriere.

I sin biografi mindes Belli, at flere af de sange, der blev valgt til ham, var skrevet på baggrund af specifikke lokal- eller landspolitiske begivenheder, såsom byfornyelsen på Christianshavn, eksempelvis ’Bliv væk fra vort kvarter’ (1970), ’Kære gamle tog’ og ’Min mølledam’ (begge 1971).

Eller som i tilfældet ’Hvad mon du tænker du lille’ fra 1969, skrevet til en bestemt person. I alle fire tilfælde var der dog i praksis tale om næsten ordrette oversættelser af svenske udgaver af oprindeligt amerikanske sange.

Læs mere om, hvordan disse indspilninger blev til, og hvordan Peter Bellis familieliv i høj grad var en del af hans brand i de følgende år i resten af artiklen på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.