Når du bliver syg på grund af en virus eller bakterie, husker din krop det ved hjælp af immunforsvaret.
På den måde kan kroppen bedre bekæmpe sygdommen, hvis du bliver smittet igen.
Når man får en traditionel vaccine, udnytter man det samme princip. Man bliver smittet med en meget mild og ufarlig udgave af sygdommen, som er lavet i et laboratorie.
Så lærer immunforsvaret, hvordan sygdommen ser ud, og hvordan den skal bekæmpes i fremtiden, så man ikke bliver syg.
Her i temaet kan du også læse om nyere vacciner, der har mere avancerede teknologier, men princippet er det samme: Immunforsvaret trænes til at genkende og bekæmpe en sygdom.
Det virker ulogisk, at man skal bekæmpe en sygdom ved først at indføre den i kroppen, men ikke desto mindre er det sådan, en vaccine fungerer.
Allerede i 1774 foretog landmanden Benjamin Jesty, hvad der menes at være den første rigtige vaccination, ved at smøre pus fra køer inficeret med kopper ind i et sår på huden.
Han fik ideen, da han opdagede, at malkepiger, der havde deres daglige gang i kostalden, undgik at blive smittet med den mere alvorlige variant af koppesygdommen. Han gennemskuede, at de havde udviklet immunitet.
Det var dog den britiske læge Edvard Jenner, der tog æren for opfindelsen af vaccinationen, da han i 1796-1798 gennemførte en række kontrolforsøg og derigennem spredte metoden i verden.