Kunst og litteratur er måske ord, der giver mindelser om hornbriller og rullekraver - eller en bestemt smag med andre ord.
Men faktisk er Game of Thrones og gyserfilm også kunst, ligesom Twilight-bøger er litteratur - og det er altsammen noget, som mange forskere bruger store ressourcer på at undersøge.
I temaet her kan du læse om, hvordan horror måske gør dig til et lykkeligere menneske, lytte til middelaldermusik og få forskernes svar på, hvilken af de to superhelte Batman og Superman, der er den bedste.
Det er ikke altid, at kunst og videnskab kommer godt overens.
Den berømte, amerikanske digter Walt Whitman beskriver i sit digt ‘When I heard the learn’d astronomer’, hvordan jeg’et bliver træt og helt syg af at høre om tal, beviser og diagrammer - og i langt højere grad foretrækker at spadsere i den mystiske natteluft under stjernerne - i perfekt stilhed fra videnskabsfolkenes forklaringer.