Tidernes største rumflop
Rumfarten har budt på en række storslåede flop. Nazisternes rumraket Silbervogel kom aldrig i luften, og den amerikanske atombomberaket Orion kom aldrig længere end tegnebrættet.

Sådan kunne Silbervogel have set ud, hvis den nogensinde var kommet på vingerne. (Illustration: United States Defence Visual Information Center/NASA)

Sådan kunne Silbervogel have set ud, hvis den nogensinde var kommet på vingerne. (Illustration: United States Defence Visual Information Center/NASA)

Sommeren 1944.

Vi befinder os i et alternativt univers, hvor Hitlers krigslykke er vendt, og de allierede lider store tab. Hvad er der dog sket?

På Lüneburger Heide syd for Hamborg finder vi svaret. Luften dirrer over den varme aluminium på det flynderformede fly.

Det er tyskernes hemmelige trumfkort, rumflyet Silbervogel, som står klar til at blive skudt af sted.

Rumflyet er sat fast til en raketslæde. Slæden står for enden af et tre kilometer langt skinnende spor af metal, som peger mod den disede blå sommerhimmel.

'Zehn... neun... acht...sieben'.

Nedtællingen gjalder hen over betonen. Raketmotoren på slæden spyr ild. Slæden med Silbervogel begynder at komme op i fart. Den når enden af skinnen. Små smæld lyder fra sikringsboltene. Silbervogel løsner sig og er kommet fri.

Flammerne vælter ud af flyet, som stiger og stiger. Piloten i spidsen af flyets flade næse følger med på instrumenterne. Den blå himmel udenfor bliver først mørkeblå og så sort. Højdemåleren viser 145 kilometer.

Raketmotorerne stilner af. Piloten stiger vægtløs op fra sædet. Udenfor ses Jordens krumning. Silbervogel er i verdensrummet.

Rumbomber på 3½ ton

Den tyske sølvfugl var en del af det militære program Amerika Bomber. Planen var at skyde rumflyet op i verdensrummet. Den flade flykrop skulle springe hen over de øvre lag af atmosfæren som en sten, der slår smut på vandoverfladen.

Hvert hop ville blive kortere, hvorefter farten ville aftage, så Silbervogel måtte svæve ned mod jorden igen. Men på det tidspunkt ville rumflyet have tilbagelagt strækningen fra Tyskland til USA.

Fra lastrummet skulle Silbervogel så slippe en bombe med en vægt på over tre et halvt ton.

Hvis disse bomber havde ramt deres mål i USA, ville de allieredes krigsindustri have lidt kraftige tab. Måske ville Hitlers krigslykke have vendt med hjælp fra dette raketbombefly.

Hvis Boeing X-20 Dyna-Soar var blevet til noget, havde den muligvis set sådan ud. (Illustration: NASA)

Sådan gik det dog heldigvis ikke. De første prototyper blev bygget på samme tid som Tysklands invasion af Sovjetunionen i 1941. Men det tyske flyvevåben skrinlagde projektet; krigen kostede for meget, og det havde ikke længere råd til sådan nogle avancerede projekter.

Raketforskere flygtede

Den østrigske ingeniør Eugen Sänger beholdt alligevel tegningerne, efter krigen var overstået.

Tyske raketforskere var jaget vildt, da Anden Verdenskrig var slut. Russerne tog mange, og Stalin skulle endda have forsøgt at kidnappe Sänger, men det mislykkedes.

Andre flygtede mod vest og overgav sig til amerikanerne. Blandt dem var Walter Dornberger. Han var blandt andet medansvarlig for at udvikle V2-raketten, som dræbte over 7000 mennesker i Storbritannien og Holland.

Neil Armstrong skulle have testet amerikansk rumfly

Dornberger kendte også til Sängers tegninger af Silbervogel. Derfor er det måske ikke så underligt, at det amerikanske luftvåben i 1957 begyndte at udvikle et rumfly, som mindede meget om det tyske.

Flyet fik navnet X-20 Dyna-Soar. Sängers raketslæde var erstattet med en almindelig raket, men dette bombefly skulle gøre det samme som sit tyske forbillede; 'slå smut' hen over ydergrænserne af atmosfæren. Det kunne også gå i kredsløb om Jorden.

Første affyring var planlagt til 1963, og blandt testpiloterne, som var udvalgt til programmet, var Neil Armstrong, som senere skulle blive den første mand på månen.

Rumkapslerne vandt kapløbet

Samtidig med at Dyna-Soar blev udviklet, byggede amerikanerne også de første Mercury-rumkapsler. En rumkapsel er simplere og hurtigere at udvikle end et rumfly, og tiden var kostbar.

Russerne var forrest i rumkapløbet med Jurij Gagarins tur i kredsløb om Jorden i 1961. John Glenn fulgte efter i en Mercury-kapsel i 1962, og Dyna-Soar blev sat på stand-by. Projektet blev endeligt skrinlagt i december 1963.

Men selv i dag, når man kigger på amerikanske rumfærger, kan man se slægtskabet med Silbervogel.

Og når de første betalende rumturister letter fra Spaceport America i New Mexico om nogle år, flyver de i et rumskib, som også minder om Silbervogel: Virgin Galactics SpaceShipTwo.

Måske vil Silbervogel leve videre i flere slanke rumfly i fremtiden. De vil dog bruges til at fragte mennesker op i rummet og ikke til at kaste bomber.

Rumskib med atombomber i halen

Våben kan altså vendes til fredelige romplaner. Og det grusomste af alle våben skulle tæmmes i det utrolige projekt Orion i 1950erne.

En kunstners bud på en mindre 6000-tons-version af Orion-rumskibet i en bane om Saturn. Gløden fra en atombombeeksplosion ses i baggrunden. (Illustration: NASA)

Ideen var at skyde en række af små atombomber ud fra halen af en raket. Bomberne skulle eksplodere 60 meter fra rumskibet, hvorefter en tyk plade med støddæmpere skulle opfange og udjævne trykket og dermed give rumskibet fremdrift.

Noget af det utrolige ved Orion var, at den skulle bygges meget større og tungere end nutidens rumskibe, for at teknikken med støddæmperen kunne virke.

Det betød, at Orion-rumskibet kunne være flere etager højt og fragte folk og forsyninger nok til en rumbase på Månen, Mars eller endnu længere ud.

En rejse tur-retur til dværgplaneten Pluto ville ifølge lederen af forskerteamet, som udviklede Orion, Freeman Dyson, kun tage et år.

Takket være den enorme energi i atombomberne kunne Orion-rumskibene rejse mange gange hurtigere og med en større last ud i verdensrummet end selv verdens største raket, måneraketten Saturn 5.

Kunne nå Alpha Centauri

I 1959 lagde firmaet General Atomics en plan for fremtidens Orion-rumskib. Det største blev kaldt Super-Orion og skulle veje otte millioner ton. Det svarer til vægten af en hel by.

Ved at bruge hydrogenbomber i stedet for almindelige atombomber kunne et sådant rumskib komme op i en fart på 10 procent af lysets hastighed. Så ville vores nabostjerne Alpha Centauri kun være 44 års rejsetid væk.

Alt dette kan lyde som vilde drømme, men det rumskib kunne have været bygget allerede i slutningen af 1950erne. I en periode var der mange, der arbejde på Project Orion.

Det, der satte en stopper for planerne, var ikke teknologien. Det var prøvestopaftalen fra 1963, som forbød atomprøvesprængninger over Jordens overflade.

Den amerikanske forsker og forfatter Carl Sagan foreslog i TV-serien Cosmos i 1980erne at udnytte kernefysisk brændstof fra de store atomvåbenlagre til at sende et rumskib ud i rummet. Så kunne vi nedruste og udforske verdensrummet samtidig.

Vil et Orion-rumskib nogensinde sætte kurs mod fjerne planeter?

Teknologien er der. Det er blot et spørgsmål om, hvorvidt vi er villige til at bruge den.

© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte, døde og vaccinationer i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs mere om det utroligt velbevarede dinosaur-foster, som du kan se herunder.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med 1 million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk