På molekylærbiologisk institut/iNANO centeret på Aarhus Universitet er man ved at gøre sig klar til fremtiden biologiforskning med en ny elektronisk laboratoriebænk - den såkaldte ’eLabBench’.
Den banebrydende teknologi integrerer mange digitale ressourcer, som er en del af moderne biologi, med mere traditionelle fysiske redskaber såsom kolber og reagensglas.
»Vi har erstattet en gammeldags bænk med en ny, som har indbygget multi-touch skærm, objektsporing, videokamera, RFID læser, og en masse anden teknologi.«
Det fortæller Jakob E. Bardram, som er professor på IT-Universitetet og leder af projektet. Han tilføjer:
»Den overordnede idé er at forske i fremtidens laboratorieteknologi og sørge for, at moderne laboratorieeksperimenter, der i høj grad involverer digitale materialer og værktøjer, kan integreres med den mere traditionelle og manuelle del af biologiske eksperimenter.«
På tide at integrere digital teknologi i laboratoriet
»Mængden af digitale data og computerbaserede værktøjer til sekvensanalyse vokser eksplosivt i disse år og spiller nu en helt afgørende rolle i enhver form for biologiske eksperimenter,« siger adjunkt Ebbe S. Andersen fra Molekylærbiologi og iNANO på Aarhus Universitet og fortsætter:
»Alligevel er indretningen af vores laboratorier fuldstændig som for 100 år siden. Det er på høje tid at man begynder at tænke den digitale biologi ind i laboratoriet.«
»Med eLabBench har vi fået et blik ind i fremtiden, hvor man langt nemmere kan få ens arbejde på computeren - in silico - til at hænge sammen med det praktiske - in vitro - eksperiment i laboratoriet,« siger Ebbe S. Andersen.
Tværdisciplinært projekt
eLabBench er blevet udviklet som en del af det femårige projekt ’Mini-grid’, der blev påbegyndt i 2007 og er støttet af Det Strategiske Forskningsråd.
Projektet er tværdisciplinært og involverer forskningsgrene som datalogi, bioinformatik, og molekylærbiologi. Endvidere deltager virksomheden CLC Bio i projektet.