Nyt forskningsskib er en maritim schweizerkniv
Aarhus Universitets nye forskningsskib blev i fredags døbt. Aurora skal hun hedde, og udover at være stille som en opvaskemaskine har hun et hav af udnyttelsesmuligheder og kan blandt andet finde en iPad på bunden af havet.

Aurora er bygget på A/S Hvide Sande Skibs- og Baadebyggeri, og var færdigt i marts måned. (Foto: Anne Marie Lykkegaard)

»Jeg ønsker dig alt muligt vind i sejlene. Gid lykke og held må følge dig og din besætning. Jeg døber dig Aurora.«

Det var med disse ord fra miljøministeren Kirsten Brosbøl (S), en champagneflaske og tre gang kanonsalut, at Aarhus Universitets nye forskningsskib i fredags blev døbt.

Det er 30 år siden, at der sidst er blevet bygget et egentlig forskningsskib i Danmark, men Aurora adskiller sig markant fra de tidligere, fordi hun kan have mange med ombord og kan lastes med forskningsudstyr fra biologer, geologer og andre med interesse i havets dyb.

»I fremtiden vil havforskning være endnu vigtigere, da den menneskelige påvirkning af jorden og behovet for havets ressourcer stadig øges. Det er derfor vigtigt, at danske havforskere har adgang til moderne og veludrustede forskningsfartøjer, hvis Danmark skal blive ved med at have den høje standard inden for havforskning,« sagde Niels Christian Nielsen, der er dekan for Science and Technology på Aarhus Universitet, i sin tale til Auroras dåb.

Aurora kan finde din forliste iPad

Begejstringen for Aurora er stor blandt forskerne, og det er forståeligt, for Aurora kan indeholde al den nyeste teknologi til havundersøgelser. 

»Det her skib vil med det udstyr, vi har ombord, kunne finde din iPad, hvis du tabte den og den tilfældigvis satte sig vertikalt i havbunden,« forklarer Peter Grønkjær, der er formand for skibsgruppen og lektor ved Institut for Bioscience – Akvatisk biologi på Aarhus Universitet.

Aurora er udstyret med flere computerskærme, hvor forskerne kan overvåge havbunden. Her kan de for eksempel se, hvilke jordlag bunden består af, finde iPads, hvis det skulle være nødvendigt, og tage vand- og jordprøver.

Stille som en opvaskemaskine

Alle, der har sejlet med et skib, ved, at de ikke er de mest lydløse maskiner i verden, og det kan ofte være svært at få ørenlyd, hvis du står på dækket. Men Aurora er modsat andre skibe ganske stille. 

Fakta

Aurora har kostet 40 millioner kroner, hvor af de 30 kommer fra Forskning- og Innovationsstyrelsen.
Max hastighed: cirka 11 knob
Længde: 28 meter
Bredde: 8,5 meter
14 personer inklusiv besætning kan deltage på et togt på op til 10 dages varighed.

»Prøv at lytte… skibet er ligesom en opvaskemaskine. Det siger ingenting,« griner Peter Grønkjær.

Det er helt bevidst, at Aurora stort set er lydløs, men det har også været en svær opgave, forklarer Peter Grønkjær.

»Vi har blandt andet været nødt til at importeret specielle propeller fra den amerikanske flåde, som larmer mindre. Det gør for eksempel, at vi kan lave nogle bedre forskningsresultater, fordi støjen fra skibet ikke ødelægger eventuelle prøver. Samtidig kan besætningen koncentrere sig om deres forskning, fordi skibets støj ikke forstyrrer dem,« forklarer han. 

Han viser sovekabinerne frem, mens motoren er i gang, og det er kun bølgernes gang, der afslører, at vi er på et skib.

Fleksibilitet er nøgleordet

Skibet er Aarhus Universitets skib, fordi de ved siden af Forskning- og Innovationsstyrelsens 30 millioner kroner har sponsoreret skibet med 17 millioner kroner, hvor de ti gik direkte til bygningen af skibet, og de sidste syv bliver brugt til togter for Aarhus Universitet. (Foto: Anne Marie Lykkegaard)

Det nærmest lydløse og højteknologiske skib har siden dets undfangelse på et stykke papir skulle have en særlig egenskab; fleksibilitet.

»Det smarte ved skibet er dets fleksibilitet. Det kan sejle ud som et biologiskib den ene dag og som et geologiskib den anden. Der er intet udstyr, der er fastlåst til skibet, så forskerne kan bare hive deres udstyr med, sætte det op og pille det ned igen,« fortæller Peter Grønkjær og tilføjer:

»Det styrker forskningen, at der er flere grupper, der kan bruge skibet. Det er ikke kun forbeholdt havbiologerne.«

Han fortæller, at skibet ikke kun er til Aarhus Universitets forskere, men andre universiteter i Danmark kan også leje skibet til togter.

Forskningsskibe er nødvendige

Fakta

Aurora er en omskiftelig gudinde for morgenrøde i den romerske mytologi.

Navnet Aurora blev valgt, fordi det starter med AU, ligesom Aarhus Universitet.

Derudover kan skibet ligesom Aurora forny sig hver morgen, fordi det kan indeholde forskelligt udstyr til forskellige togter.

Aurora er det nyeste skud på stammen af danske forskningsskibe, hvor DANA er det seneste med 33 år på agterenden.  Og ifølge seniorforsker Henrik Fossing, giver Aurora nogle helt andre muligheder end de andre forskningsskibe.

»Aurora giver os mulighed for, at vi kan komme længere omkring, fordi passagerne kan overnatte ombord.  Og så kan skibet lave så meget mere forskning end de andre skibe, vi har til rådighed,« siger en stolt Henrik Fossing, der er en del af skibsgruppen bag Aurora og seniorforsker på Institut for Bioscience – Marin økologi på Aarhus Universitet.

Auroras togt-kalender er allerede spækket, og skibet kan blandt andet opleves til Folkemødet på Bornholm og til Euroscience Open Forum (ESOF) i København fra 21. – 26. juni. 

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Ugens videnskabsbillede

Læs mere om billedet i denne artikel, og se flere flotte billeder på Videnskab.dk's Instagram-profil.


Det sker