Nanoteknologi: Naturens egen opfindelse
Nanoteknologi forbindes ofte med eksotiske rumrejser og computerteknologi. Men vidste du, at nanoteknologi rent faktisk er baseret på naturens egne designs? Hør hvordan i denne video fra Syddansk Universitet.

Nano-partikler, nano-sekunder og molekyler på nano-skala. Bliver du også ør i hovedet, når snakken falder på nanoteknologi? Det behøver du måske slet ikke, for det behøver faktisk ikke være så svært at forstå for de af os, der ikke nørder den med fysik, kemi, biokemi og matematik til daglig.

For det viser sig faktisk, at forskere, der arbejder med nanoteknologi, bruger de selvsamme principper for evolution, som naturen har gjort brug af igennem milliarder af år.

Arbejder med teknologiens kæmpe potentiale

På Institut for Teknologi og Innovation på SDU arbejder ph.d. Peter Nielsen med nanoteknologiens kæmpe potentiale ved at betragte naturen. Det er nemlig sådan, at naturen såre sjældent frembringer dårlige designs. 

De svageste led er nemlig blevet frasorteret ved hjælp af naturlig selektion, og det princip forsøger Peter Nielsen at overføre til sin forskning ved hjælp af en teknik kaldet 'Buttom-up' eller celleorganisering. Her tilsætter Peter Nielsen blandt andet forskellige stoffer, syrer og væsker i nano-strukturer, så de rette betingelser for vækst og udvikling opstår - nøjagtig som i naturen. 

Nanoteknologi er grundstenen i al computerteknologi

Fakta

Nanoteknologi er anvendt naturvidenskab. Ordet udspringer af det græske ord, dværg.

Nano betyder en milliarddel af en enhed.

Inden for nanoteknologi arbejder forskere med størrelser, der er mange tusind gange mindre end f.eks. størrelsen på et menneskehår.

Formålet er, at få nano-strukturer til at danne sig selv og lave nye og forbedrede cellestrukturer. Det skyldes, at nanoteknologi er grundstenen i al computerteknologi og et værktøj med et kæmpe potentiale. Det gælder især i udviklingen af nye apparater til brug inden for medicin, elektronik og produktion af energi.

Resultaterne af forskningen skal anvendes i praksis i den nærmeste fremtid. Det kan ifølge Peter Nielsen eksempelvis være i udviklingen af såkaldte 'sniffere', hvilket vil sige censorer baseret på nanoteknologi, der kan opsnappe sprængstof-molekyler i lufthavne og dermed på sigt afskaffe bombe- og narkotikahunde.

Se videoen, der giver dig et smugkig ind i nanoteknologiens fascinerende verden, øverst i denne artikel.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.