Hjælp forskerne: Hvad brugte man Tesla-apparater til?
I 1930’erne var de såkaldte Tesla-apparater meget populære til behandling af alt fra ømme muskler til astma og hårtab. Steno Museet i Aarhus har omkring 30 apparater, men efterlyser nu historier om brugen af dem.

 

Hvis du har fregner, rynker, gigt eller ømme muskler, kan du komme af med skavankerne ved at sætte højfrekvent strøm til kropsdelene.

Lyder det fuldkommen skørt?

Det var det ikke i 1930’erne, hvor de såkalte Tesla-apparater var ganske populære til hjemmebehandlinger.

Nogle mente sågar, at elektrobehanlingen kunne afhjælpe såkaldt hysteri hos kvinder.

Ifølge en brochure fra den tid var det den verdensberømte franske læge Jacques-Arsène d'Arsonval, der indså, at man kunne bruge nogle højfrekvente strømme til helbredelse og lindring af en række lidelser.

De højfrekvente strømme havde fysikeren Nikola Tesla havde opfundet - deraf navnet på apparatet.

Hvad blev apparaterne blev brugt til, og virkede de?

Fakta

Nikola Tesla (10.7.1856-7.1.1943) var en serbisk-amerikansk opfinder og forsker, uddannet ved universiteterne i Graz og Prag, emigreret til USA i 1884. Tesla opfandt princippet om anvendelse af roterende magnetfelter i vekselstrømsmotorer og -generatorer. Han fortsatte sine studier af vekselstrømme ved højere frekvenser og gjorde flere opfindelser af betydning for udvikling af radioteknikken. (Kilde: Den Store Danske)

På Steno Museet - Danmarks Videnskabshistoriske Museum – har de omkring 30 velbevarede Tesla-apparater, som er doneret af borgere og plejehjem.

De opbevares i læderimiterede kufferter og indeholder elektroder, håndtag til påsættelse af elektroder og energikilde.

Men selvom museet har et relativt højt antal i samlingen, har de ingen historier om, hvad apparaterne rent faktisk har været brugt til, og om behandlingerne virkede.

»Vi har flere brugsanvisninger til apparaterne, der anpriser deres evne til at kurere hvad som helst fra gigt til rynker og give 'strålende sundhed'. Men ét er, hvad der står i folderne. Noget andet er, hvad de faktisk har været brugt til. Det mangler vi nogle fortællinger om,« siger Museumsinspektør på Steno Museet Morten A. Skydsgaard.

Hvis du kender nogen, der har brugt den særlige behandlingsmetode, eller hvis du selv har brugt den, vil forskerne på Steno Museet meget gerne høre fra dig.

Du kan kontakte dem på telefon: +45 2162 0511 eller email: skyd@sm.au.dk.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.