Gå sms-amok fra toppen af Mount Everest
Ny mobilmast gør det muligt at ringe og sende sms fra toppen af verdens højeste bjerg med en almindelig mobiltelefon.

Afbryd stilheden på Mount Everest med din ringetone. Nu kommer der forbindelse på bjergets top. (Foto: Colourbox)

Afbryd stilheden på Mount Everest med din ringetone. Nu kommer der forbindelse på bjergets top. (Foto: Colourbox)

Nepal Telecom er ved at stille en mobilmast med satellitforbindelse op ved foden af Mount Everest.

Masten skal gøre det muligt at tale i mobiltelefon overalt på verdens højeste bjerg, skriver Nepals største avis República.

Der er i forvejen syv mobilmaster i omegnen af Mount Everest, i højder fra 2.800 meter over havets overflade, til 3.440 meter over havets overflade. Ingen af dem kan dog nå helt hen og op til bjerget.

Den nye mast bliver placeret i 5.160 meters højde i Gorak Shep, som normalt er det sidste stoppested for bjergbestigere, inden de kaster sig over bjerget.

God forbindelse med normal telefon

Alt hvad der kræves for at bruge den nye forbindelse, er en normal gsm-mobiltelefon.

Masten kan tage imod 3.000 opkald på samme tid, hvilket skulle være mere end rigeligt til at dække bjergbestigningsekspeditionernes behov.

Jørgen Bach Andersen, professor emeritus ved Ålborg Universitet, er ikke sikker på at netforbindelsen holder hele vejen.

Fakta

BJERGBESTIGNING

Bjergbestigning

Videnskab.dk følger Mogens Jensens anstrengelser på bjerget, og vi giver dig den videnskabelige vinkel på bjergbestigning. Læs med i artikelserien, der starter i dag.

Dansk astmatiker kappes med legendarisk sherpa på mount Everest

Sherpa dræbt på Everest-ekspedition med dansk deltagelse

Everest-ekspedition bliver slået af fugle

Mount Everest har kostet mere end 200 bjergbestigere livet

»Det kommer an på, om der er line-of-sight hele vejen. Signalerne kan jo ikke trænge gennem Mount Everest,« siger Jørgen Bach Andersen.

»Til gengæld vil det være godt for sikkerheden, hvis det fungerer. Så kan man jo nemt ringe efter hjælp, hvis man har uheld,« tilføjer han.

En normal basestation, som man kender den fra landlige områder i Danmark, skal have nogenlunde uforstyrret vej fra masten til telefonen. Signalet kan dog trænge gennem mindre forhindringer som husmure og skov.

Slår telegrafen med fire dage

Da Edmund Hillary og Tenzing Norgay som de første besteg Mount Everest i 1953, gik der fire dage, inden resten af verden hørte om bestigningen - via telegraf.

Mogens Jensen fra Eco Everest ekspeditionen bruger i dag en satellittelefon til at kommunikere hjem med. Med sin satellittelefon kan han både ringe og sende e-mail. Men det er hverken driftsikkert, let eller billigt.

Nu skulle der altså blive bedre mulighed for at holde forbindelsen i live, selvom han når toppen af verdens højeste bjerg.

Det er endnu ikke offentliggjort, hvor meget det kommer til at koste i minuttet at ringe fra Mount Everest. Men det bliver formentligt ikke helt billigt.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs her om, hvordan den danske fotograf tog det prisvindende billede af næseaben herunder.