Er dette en ufo?
En satellit har opfanget et mærkeligt aflangt objekt, som bliver oplyst i et øjeblik, hvor Solen har en overfladeeksplosion. Ufo-entusiaster er ikke i tvivl om, hvad videoen viser – men hvad siger forskerne?

En video på YouTube har påkaldt sig usædvanlig stor opmærksomhed fra ufo-entusiaster de sidste par dage. Indtil videre har langt over en million mennesker set den.

Videoens optagelser stammer fra en af NASA’s to STEREO-satellitter, som begge kredser om Solen for at registrere dens overfladeeksplosioner. På billederne er satellitten rettet mod Merkur, idet Solen har en af sine voldsomme eksplosioner, et såkaldt soludbrud. Da de store mængder solatmosfære rammer forbi Merkur, toner et aflangt objekt i samme øjeblik frem ved siden af den lille planet.

Videoens ophavsmand kommenterer den 2 minutter og 40 sekunder lange sag, bl.a. med ordene: »Obviously it’s cloaked and doesn’t appear until the CME hits it.« (Den er tydeligvis sløret og viser sig ikke, før solmassen bliver slynget imod den) og fortsætter:

»This is some sort of manufactured object, and it definitely looks like a ship to me.« (Det her er en form for kunstigt fremstillet objekt, og for mig ligner det helt sikkert et rumskib).

Forstyrrende objekter på satellitternes billeder

Videnskab.dk har kontaktet vores helt egen solblogger, postdoc og ph.d. Christoffer Karoff fra Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet, for at få et bud på en videnskabelig forklaring på de mærkelige billeder.

Han må desværre skuffe de ivrige sjæle, som allerede har rullet den røde løber ud for rumvæsnerne.

»Jeg er helt overbevist om, at dette ikke er en ufo. Billederne ser sådan ud på grund af den behandling, man laver på satellitternes billeder,« siger Christoffer Karoff og fortsætter:

»STEREO-satellitterne skal observere Solens udbrud for at holde øje med, om nogen af dem kan være til fare for os her på Jorden. Sommetider kommer der forstyrrende objekter som Merkur eller kometer med i billedet, og så er man nødt til at lave billedbehandling for at få udbruddet til at stå klarere frem.«

Merkur burde være sløret fra billederne

Når billederne fra satellitterne er blevet forstyrret af andre objekter, laver eksperterne en såkaldt ’baggrundssubtraktion’ på dem, så baggrunden bliver svag, og selve udbruddet træder tydeligere frem.

Fakta

Soludbrud er eksplosioner i solatmosfæren over aktive solpletregioner. Ved sådanne eksplosioner kan der skabes byger af meget energirige solpartikler – f.eks. elektroner og protoner.

Lokalt skaber solpartikler kraftigt lys og røntgenstråling, en såkaldt solfakkel. Eksplosioner kan også udsende store mængder af den glødende solatmosfære. Et sådant udslip sker oftest i form af en stor sky af ophedet solgas, der slynges bort fra Solen med 500-1000 km/s. Det er sådan en sky, vi ser på videoen.

Ifølge Christoffer Karoff slår denne behandling dog nogle gange fejl, hvis et særligt klart og lysende objekt har været med i billedet.

»Billedbehandlingen bliver foretaget af computere, og nogle gange fanger de ikke alt. Merkur er for klar til en baggrundssubtraktion, og derfor står den meget klart frem, selvom billederne er blevet behandlet.«

Eftersom videoen er en serie af billeder, der er sat sammen, er det faktisk Merkur selv et par dage før, man kan se i billedet.

»Det burde der selvfølgelig være taget højde for, så det er altså en fejl i softwaren,« forklarer Christoffer Karoff og fortsætter:

»Vi modtager billeder fra satellitterne hvert minut, og jeg vil tro, at der er en fejl på dem dagligt. Det er altså langt fra unormalt.«

Objektet ér kunstigt fremstillet – af os

Men hvorfor ligner Merkur så pludselig et tallerkenformet objekt, som ifølge kommentarsporet på videoen med uomtvistelig sikkerhed har form som et rumskib?

»Det skyldes, at Merkur er så klar, at billederne ikke kan vise den rigtigt. Lyset fra den fylder pixlerne på billedet helt op, og når de er fyldt op, flyder lyset videre til den næste pixel i billedet. Det er det, der giver denne aflange form,« siger Christoffer Karoff.

UFO-entusiasterne må altså nok i gang med at lede videre i arkiverne over satellitbilleder for at finde tegn på liv i rummet. Vores solblogger slutter med ordene:

»Videoens kommentator har ret i, at det er et kunstigt fremstillet objekt – det er bare os, der har fremstillet det.«

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.