Reaktionerne var præget af begejstring og optimisme, da det i april blev annonceret, at NATO havde udvalgt Danmark som base til forsvarsalliancens nye center for kvanteteknologi.

Nu kaster forskere på Niels Bohr Institutet, hvor NATO-centret vil have base, imidlertid skår i glæden ved udsigten til at få det prestigefyldte kvantecenter på dansk jord. 

Fem af instituttets forskere kritiserer i Uniavisen samarbejdet med forsvarsalliancen. De fem kritikere forsker alle i den kvanteteknologi, som NATO-satsningen er motiveret af. 

Forskerne mener blandt andet, at forløbet med centret har været topstyret, at planen for centret er uigennemsigtig, og så bekymrer de sig over, at NATO-samarbejdet vil true universitetets frihed. 

»Det står ikke klart for os, hvor mange af os, der er kritiske. Vi har været op mod tyve på vores møder, men der kan være mange flere derude,« siger en af de fem kritikere, Camille Papon, der ph.d.-studerende på Niels Bohr Institutet, til Uniavisen.

Institutleder på Niels Bohr Institutet, Jan W. Thomsen, svarer nu på forskernes kritik til Videnskab.dk. Og han byder kritikken velkommen, siger han:

»Vi lever af unge passionerede og dedikerede mennesker, der har deres egne holdninger.  Kritikken i Uniavisen er et udtryk for den ungdommelige passion. Det får fuld respekt fra vores side,« siger institutlederen, der også er formand i Danish Quantum Community (DQC), og fortsætter: 

»På Niels Bohr Institutet er der plads til forskere med holdninger, der ikke deles af ledelsen. Jeg vil faktisk sige, at vi er glade for at have folk, der har kant og holdninger. Hvis alle er enige, når universitet og vores forskning ingen steder,« lyder det fra Jan W. Thomsen, der heller ikke er overrasket over kritikken: 

»Vi har holdt en stribe informationsmøder og en række af møder med forskellige forskere både i grupper og enkeltvis for at lytte til kritik og informere grundigere. Men også for at skubbe lidt tilbage på dem og sige, at ‘jeg deler faktisk ikke jeres synspunkter’.« 

Forskningsfrihed under pres?

En gennemgående bekymring ved NATO-centret har været, hvorvidt forsvarsalliancens åbenlyse militære interesser vil sætte sine spor på universitetet. Jan W. Thomsen har tidligere dementeret idéen om, at NATO vil udvikle våben på kvante-centret. 

»Det må man slet ikke. Og det er ikke sigtet med det for NATO’s side,« sagde institutlederen i en artikel på Videnskab.dk, hvor han også afviste, at kvantecentret vil blive rullet ind i pigtråd. 

Alligevel frygter de fem kritikere, at centret vil lægge låg på videnskabelige kerneværdier om forskningsfrihed og åbenhed. 

»Der er en diskrepans mellem vores akademiske hverdag, og det man skubber til med det her center. Vi laver fri forskning, hvor vores arbejde publiceres offentligt. Og hvis nogen er nysgerrige på mit arbejde, viser jeg det meget gerne frem. Men her snakker man om at samarbejde med en militær organisation og virksomheder, der mere er optagede af hemmelighedskræmmeri end åben forskning,« siger Thibault Capelle til Uniavisen.

Institutleder: Forstår ikke kritikken

Anerkender du denne diskrepans mellem det akademiske arbejde og de militærstrategiske interesser? Truer NATO-samarbejdet universitets frihed og åbenhed? 

»Det er jeg helt uenig i. For det er der simpelthen ikke evidens for at sige. Vi har netop en rigtig god historik med at samarbejde med store firmaer som Microsoft og med at håndtere bevillinger fra det militære område, uden at forskningsfriheden bliver trådt under fode,« lyder det fra Jan W. Thomsen.

Han nævner, at Niels Bohr Institutet i forvejen får forskningsbevillinger fra »deciderede militærinstitutioner« i form af den amerikanske regering, der giver penge gennem Defense Advanced Research Projects Agency (DARPA) og Office of Naval Research, og fra EU’s Forsvarsfond.

»NATO-projektet er meget mildere i sin udformning. Det handler om at styrke højteknologi-niveauet i hele alliancen og ikke om militært arbejde. Derfor forstår jeg ikke helt det her kritikpunkt,« påpeger Jan W. Thomsen og fortsætter:

»Det er ikke det samme, som at jeg ikke forstår deres bekymring. Men der er simpelthen ikke bevis for, at den slags samarbejder har skubbet til vores forsknings- og publikationsfrihed. Det er også derfor, at virksomheder og NATO er interesserede i at samarbejde med os. Det øjeblik, vi undsiger vores forskningsfrihed, vil ingen samarbejde med os.« 

Hemmelig forskning

Én af NATO-centrets to hovedopgaver bliver blandt andet at samarbejde med virksomheder gennem en såkaldt ‘accelerator’, der skal gøre virksomhedernes kvanteteknologiske løsninger modne til det kommercielle marked.

Jan W. Thomsen har i et tidligere interview på Videnskab.dk fortalt, at »alt forskning, der bliver lavet på Niels Bohr Institutet, det er per definition tilgængeligt for alle.«  

I samme interview fortalte han også, at »hvis vi på universitet samarbejder med firmaer, og de har en eller anden business-plan eller andet, så må jeg jo ikke eksponere den, for så ville de aldrig samarbejde med os. Så der er nogle begrænsninger dér.« 

»Og det vil der også være i sådan et NATO-center, der skal arbejde med virksomheder og teknologioverførsel,« fortalte Jan W. Thomsen.

Du lover på den ene side fuld åbenhed, men siger samtidig, at i ikke kan dele viden, hvis det er en del af en virksomheds forretningshemmelighed. Kan du ikke godt forstå, at man så kan frygte, at et tættere samarbejde med NATO og virksomheder kan true forskningsfriheden?

»Det kan jeg godt forstå, men på universitetet står vi vagt på forskningsfriheden. Vi er underlagt lovgivning og regeringens magt. Det er det, vi skal forholde os til,« siger Jan W. Thomsen og fortsætter:

»Og der er det klart, at når vi har virksomheder inde i samarbejder på universitetet, kan vi ikke dele deres forretningshemmeligheder med gud og hver mand. Det er der ikke noget odiøst i. Men på universitet har vi dygtige jurister, der håndterer de her spørgsmål hver gang, vi har et samarbejde med en virksomhed. Så vi er vant til at håndtere den slags.«

Men helt konkret risikerer data, eksperimenter og andre dele af et forskningsprojekt at skulle holdes hemmeligt, hvis det er en del af en virksomheds arbejde?

»Hvis en virksomhed er involveret, ja. Og hvis de kan dokumentere, at det skal hemmeligholdes gennem en non-disclosure-aftale. Så kan vi ikke dele det. Men jeg vil ikke sige hemmeligholde. For hvis du som forsker er involveret i projektet, kan du godt få adgang til det. Så er det ikke hemmeligt. Men du kan ikke dele den med andre. Det er klart. Ellers vil de ikke arbejde med os«

Giver det så ikke »et lille skub i retning af mindre åben forskning i fremtiden«, som kritikerne formulerer det hos Uniavisen, når i sammen med NATO har en ambition om at arbejde tættere sammen med virksomheder i fremtiden?

»Nej, det mener jeg faktisk ikke er rigtigt. Jeg kan ikke se et skred i forskningsfriheden overhovedet. Hvis man kigger på den lange historik, som Niels Bohr Institutet og Københavns Universitet har haft for at samarbejde med virksomheder, så er der ikke evidens for at sige det. Jeg kan godt forstå, at de har en bekymring i den retning. Men når jeg sidder med data, kan jeg ikke se, at det bliver et problem.«

»Det er også et spørgsmål om, hvad man tager for gode varer; hvilke argumenter skal der til for overbevise folk? Hvad er det for nogle argumenter, der skal til for overbevise dem om, at det ikke bliver et problem? Jeg har gjort et forsøg. Men jeg tror ikke, at der er mange, der vil kunne overbevise dem. Og det er helt fair. Der er plads til masser af forskellige holdninger på universitetet.«

»Men i sidste ende må vi nok bare være enige om at være uenige,« konkluderer Jan W. Thomsen.

Institutleder på Niels Bohr Institutet i København, Jan W. Thomsen, var en af hovedarkitekterne bag at få NATO's kvantecenter til Danmark. Her står han foran et relief med instituttets fire Nobelprisvindere; Niels Bohr, George de Hevesy, Aage Bohr og Ben Mottelson. (Foto: Frederik Guy Hoff Sonne)

»En meget topstyret proces«

Endnu en af anklagerne fra gruppen af utilfredse forskere går på, at beslutningen om et NATO-samarbejde har været »en meget topstyret proces«, som Thibault Capelle, der er postdoc på Niels Bohr Institutet, formulerer det til Uniavisen.

Nyheden om NATO-centret fik flere forskere først gennem medierne, hvad ledelsen dog efterfølgende har undskyldt for.

Har processen omkring NATO-samarbejdet været for topstyret? 

»Generelt er det ikke normalt, at vores ansøgninger deles med ph.d.’er eller postdocs, medmindre det forventes, at de spiller en direkte rolle i det pågældende arbejde. Det er ansøgers lod. Man kan ikke dele buddet bredt ud med alle. Der er også en fortrolighed, der skal opretholdes. Det er der ikke noget utraditionelt i,« svarer Jan W. Thomsen.

»I forhold til den pågældende ansøgning til NATO har der været samtaler med det fastansatte personale, som forventes at skulle spille en rolle i centret. Hvis en ph.d. skulle bidrage direkte til centret, ville de have hørt om det. Men det er netop helt frivilligt, om man som ph.d. eller postdoc vil deltage i samarbejdet med NATO,« uddyber han.  

Uanset hvad, er det vel for dårligt, at man får nyhederne gennem medierne, når det drejer sig om så stor en nyhed?

»Det gik rigtig stærkt. Fra vi fik først fik nyheden, og til at det blev annonceret, gik der 4-5 timer. Så kan man efterfølgende vurdere, om vi skulle have været hurtigere til at kommunikere om det her internt. Og det kunne vi nok have gjort bedre. Efterfølgende har vi rådet bod på det med et stort informationsmøde og en række opfølgende møder, hvor vi også har hørt de medarbejdere, der har været særligt bekymrede af forskellige sager.«

Skal forhandles på plads til sommer

Med NATO’s center for kvanteknologi i Danmark følger stadig en del ubesvarede spørgsmål. 

Det skyldes blandt andet, at den danske regering og de involverede forskningsinstitutioner skal forhandle detaljerne om centret på plads hen over sommeren. 

Vi ved eksempelvis endnu ikke, hvad Danmark og universiteterne får af økonomisk støtte som en del af kvante-satsningen. 

Ambitionen er, at centret skal være i gang i midten af 2023. Projektet vil køre i en testperiode på 10 år og vil blive evalueret løbende.

Vi ved også, at der ikke bliver banket helt nyt, fysisk center op.

NATO’s ansatte vil flytte ind i lokaler på Niels Bohr Institutet og få adgang til deres kvanteteknologi samt teknologien på Danmarks Tekniske Universitet, Aarhus Universitet og Danmarks Nationale Metrologiinstitut.

NATO-centret vil administrativt være adskilt fra de danske universiteter. Jan W. Thomsen vurderer, at NATO-centret vil drives af omkring 20 ansatte - herunder både forskere og administration.