Ti forskere får titlen Villum Investigator og bevillinger på mellem 25 til 40 millioner kroner, så de kan forske i nye dimensioner på deres område.
Det skriver VILLUM FONDEN i en pressemeddelelse.
De 10 topforskere får samlet set 313 millioner kroner, der blandt andet skal bruges til at undersøge alt fra syntetisk biologi til verificeringen af systemsikkerhed af selvkørende biler.
»VILLUM FONDENs bevilling bidrager til, at vi har topkvalificerede forskere i Danmark, der rykker grænser for viden inden for deres felt. Det er det, der flytter os fremad. Lige nu er det noget, vi særligt har brug for, for eksempel inden for den grønne omstilling,« lyder det blandt andet for Uddannelses- og Forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen i pressemeddelelsen.
De ti forskere er udvalgt blandt 72 ansøgere efter international praksis med vurdering af ansøgning hos VILLUM FONDENS arbejdsgruppe, samt med bedømmelse hos 3 uafhængige fagfæller.
Bevillingerne løber over seks år, og de udvalgte forskere repræsenterer institutter som Københavns Universitet, Aalborg Universitet, Syddansk Universitet, DTU og Århus Universitet.
Deriblandt er professor og centerleder for grundforskningscentret DynaMo ved Københavns Universitet, Barbara Ann Halkier, der skal se nærmere på planternes liv:
»Bevillingen giver mig en enestående mulighed for at forfølge min store drøm om at forstå planters transportprocesser og deres imponerende kemiske sprog helt ned på molekylært niveau.«
»Viden som både er livsvigtigt for planternes ve og vel og deres evne til at interagere med omgivelserne, og som kan bidrage til fremtidens bæredygtige landbrug,« siger Halkier i pressemeddelelsen.