SpaceX-raket eksploderede på grund af heliumtank
Da SpaceX-raketten Falcon 9 for nyligt eksploderede skyldtes det heliumtanken, viser nye analyser. Men det vides endnu ikke hvorfor, og om det kan ske igen.

Den 1. september eksploderede SpaceX's raket Falcon 9 uventet. Nu har man sporet eksplosionen til heliumtanken ombord. (Video: US Launch Report.)

På Cape Canaveral er der for tiden en hangar fyldt med vragdele fra den Falcon 9-raket, der uden påviselig grund eksploderede på startrampen 1. september. 

Det er meget sjældent, det sker, for normalt eksploderer raketter højt oppe i atmosfæren, så vragdelene falder ned langt ude over havet.

Men en analyse både af vragdele og af de tusinder af data, der blev sendt direkte til kontrolcentret, har nu givet et foreløbigt svar på, hvad der forårsagede eksplosionen.

Eksplosion skyldtes tryk i heliumtank

Om SpaceX

Space Exploration Technologies Corporation (SpaceX) er en rumfartsvirksomhed. 

SpaceX blev grundlagt i juni 2002 af Elon Musk, der har tjent sin formue i computerindustrien, bl.a. ved at grundlægge Paypal

SpaceX har det erklærede mål at reducere prisen på at opsende laster til rummet og øge sikkerheden. 

Raketten stod stille på rampen og ventede på, at de ni raketmotorer i første trin skulle tænde for en kort afprøvning inden opsendelsen et par dage senere.

Så skete der pludselig noget. Trykket i en heliumtank steg hurtigt, og bare 93 millisekunder senere mistede man kontakten med raketten.

Helium opbevares i en beholder med et tryk på 374 gange atmosfæren, og det bruges til at holde brændstoftanken under tryk, efterhånden som tanken tømmes.

Det er nødvendigt for at undgå, at de tynde tanke simpelthen kollapser under flyvningen.

Er heliumtanken bare et symptom?

Det helt oplagte næste spørgsmål er, om eksplosionen i tanken bare er et symptom på en mere dybtliggende fejl.

Man kan ikke lade være med at sammenligne situationen med de problemer, Samsung har været ude for med deres nye Galaxy Note 7 mobiltelefon. 

Her kunne batteriet uden påviselig grund bryde i brand, og det krævede en del arbejde at finde frem til årsagen, nemlig at batteriet kunne kortslutte, fordi den positive og negative pol kom i kontakt med hinanden.

Samsungs batteri havde altså en egentlig konstruktionsfejl, og nu går jagten så på, om der også er en konstruktionsfejl i Falcon 9 rakettens heliumtank. 

Men det haster, for Falcon 9 er booket op med mange opsendelser.

Det skyldes både, at raketten er meget billig og indtil nu har vist sig rimeligt pålidelig. Kun en gang tidligere har firmaet SpaceX mistet en Falcon 9, og det skete i juni 2015.

Eksplosionen koster SpaceX dyrt

SpaceX håber på at kunne genoptage flyvningerne i november, men det vil nok kræve en ekstra stor rabat at lokke den næste kunde til at anbringe en kostbar satellit på toppen af raketten.

Uheldet betyder i alle tilfælde en forhøjet forsikring for at opsende en satellit med Falcon 9.

I øvrigt har SpaceX lært en ting: Man vil ikke igen have en satellit i toppen af raketten under en afprøvning af raketten på rampen.

På den forulykkede raket var der en Israelsk bygget kommunikationssatellit til 175 millioner dollar, der naturligvis blev helt ødelagt – og det har vist ikke været en helt billig affære for SpaceX. 

Space X eksplosionen Falcon9 heliumtank

Som det fremgår af billederne, skete eksplosionen i det øverste trin af Falcon9. Nu ved Space X, at eksplosionen skyldtes helium-tanken. (Foto: US Launch Report.)

Falcon 9 er en vigtig spiller

Der er to grunde til, at det er vigtigt at følge Falcon 9: 

Den ene er, at raketten nu er meget tæt på helt at kunne ændre markedet for opsendelser.

Kort før uheldet fik SpaceX deres måske vigtigste kontrakt: Det Luxemburg-baserede firma SES tegnede en kontrakt om, at deres næste satellit skulle opsendes med en Falcon, hvor første trin havde fløjet en gang før.

Det ser nemlig ud til, at SpaceX nu mestrer teknikken med at bringe første trin tilbage til Jorden i en sådan tilstand, at det kan genbruges.

Det kan nedsætte den i forvejen lave pris for en opsendelse på omkring 60 millioner dollar med måske 30 procent.  Det kan gøre raketten svær at konkurrere med, og desuden kan de lave priser være med til at skabe et større marked.

Den anden grund er, at det er Falcon 9, der skal opsende det Dragon-rumskib, som fra senest 2018 skal sende astronauter op til rumstationen ISS.

Her har SpaceX et ganske alvorligt problem: NASA ser nemlig ikke med blide øjne på uheld med raketter, som skal opsende astronauter.

Derfor har NASA også en anden leverandør, nemlig Boeing med deres rumskib Starliner.

Men i virkeligheden er det lidt af en skandale, at hverken Europa eller Japan ikke for længst har budt ind med deres egne bemandede rumskibe til ISS, men overladt det hele til NASA, som indtil 2018 må købe opsendelser hos russerne.

Space X eksplosion Falcon9 heliumtank

Space X og NASA planlægger at sende astronauter til Mars ombord på Dragon, som skal bæres af Falcon9-raketten. (Illustration: SpaceX.)

Elon Musk vil til Mars

Direktøren for SpaceX, Elon Musk, har nu ikke ladet sig slå ud af uheldet.

Han arbejder allerede på det næste projekt med at sende et ubemandet Dragon rumskib til Mars i 2018 med den nye store raket Falcon Heavy.

Og her har han fået NASA til at hjælpe sig – det vil de gerne, fordi de kan lære noget af den nye teknik, SpaceX vil anvende til at landsætte et mange ton tungt rumskib på Mars.

Elon Musk får konkurrence fra Blue Origin

Musk er i øvrigt i færd med at få alvorlig konkurrence fra et andet nyt firma Blue Origin, der ejes af stifteren af internetfirmaet Amazon, Jeff Bezos.

Blue Origin har også vist, at de kan genbruge raketter, og de har netop afsløret planer om en raket New Glenn, der er på størrelse med Falcon Heavy. Vi går interessante tider i møde.

Så sent som 19. september har Musk endda talt om at sende rumskibe ikke bare til Mars, men også til andre planeter.

Vi her i Europa kunne vist godt bruge en Elon Musk eller en Jeff Bezos – også selv om det europæiske rumagentur ESA gør et godt stykke arbejde.

Men de er jo bundet af, at mange lande skal være enige - både om planer og penge.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs nyt om fusionsenergi, som DTU med forsøgsreaktoren på billedet nedenfor - en såkaldt tokamak - nu er kommet lidt nærmere.