SpaceX opsender sin første bemandede rumkapsel 27. maj
... hvis alt går efter planen. Det er første gang, det privatejede rumfartsselskab sender astronauter ud i verdensrummet.
SpaceX atsronauter USA amerikanske Bob Behknen Doug Hurley

De to NASA-astronauter Bob Behnken (venstre) og Doug Hurley øver op til den første bemandede SpaceX-Crew Dragon-rumrejse. (Foto: NASA)

De to NASA-astronauter Bob Behnken (venstre) og Doug Hurley øver op til den første bemandede SpaceX-Crew Dragon-rumrejse. (Foto: NASA)

Sidste gang, NASA sendte astronauter i rummet med egne rumskibe, var i 2011 med rumfærgen Atlantis.

Turen markede slutningen på rumfærge-programmet, og lige siden har rumfartsadministrationen benyttet russiske rumfartøjer til at fragte personer og udstyr til og fra Den Internationale Rumstation (ISS).

Men nu begynder NASA igen at opsende astronauter - dog ikke helt på egen hånd.

SpaceX rumfart Dragon Crew Den Internationale Rumstation Elon Musk NASA astronauter Crew-Demo-2 bemandet Robert Behnken Douglas Hurley

De fire første astronauter, som skal flyve med Crew Dragon, foran en model af rumkapslen. (Foto: NASA)

Astronauter sendes op med SpaceX-rumskib

Hvis alt går efter planen, sender Elon Musks hjertebarn, rumfartsselskabet SpaceX, og NASA en besætning på 2 mand ud i rummet om eftermiddagen onsdag 27. maj, ifølge NASA.

Det er første gang, SpaceX-rumkapslen, Crew Dragon, bliver brugt til at fragte mennesker i rummet.

I 2019 gennemførte Crew Dragon-rumkapslen en automatisk tilkobling til Den Internationale Rumstation. 

En tidligere variant af Dragon-rumkapslen er siden 2012 blevet brugt til at sende forsyninger til rumstationen, men astronauterne på ISS har måttet tage fat i rumfartøjet med en robotarm, ifølge The Verge.

Skal koble sig til rumstationen helt på egen hånd

Nu er det altså planen, at Crew Dragon skal være bemandet, og at den skal koble sig til rumstationen helt på egen hånd.

NASA understreger dog, at astronauterne eller mandskabet på ISS vil gribe ind, hvis det bliver nødvendigt.

Rumkapslen, som bliver sendt op fra Kennedy Space Center ved Cape Canaveral i Florida, bliver ført op i rummet af en SpaceX Falcon 9-raket.

Raketten kan til dels bruges igen, og den nederste del af raketten kan lande af sig selv, når jobbet er udført.

SpaceX rumfart Dragon Crew Den Internationale Rumstation Elon Musk NASA astronauter Crew-Demo-2 bemandet Robert Behnken Douglas Hurley

Her ankommer Crew Dragon-rumkapslen til Den Internationale Rumstation i 2019. Denne tur var ubemandet. (Foto: NASA)

Crew Dragon vil accelerere de to astronauter op i en fart af cirka 27.358 km/timen og finde den samme kurs som Den Internationale Rumstation. Når astronauterne er i kredsløb, vil de og Space-X-holdet sikre sig, at alt går efter planen, hvorefter Crew Dragon efter omtrent 24 timer vil være i position til at at mødes med og koble sig til rumstationen, skriver NASA. 

Efter den forhåbentlig succesfulde tilkobling vil de to astronauter blive budt velkommen ombord på rumstationen og blive en del af det nuværende Expedition 63-mandskab. De skal ifølge NASA udføre test på Crew Dragon samt deltage i andre opgaver sammen med mandskabet på ISS.

Interiør har mere end en praktisk funktion

Det er planen, at Crew Dragon også fremover skal bruges fremover til at fragte astronauter til Den Internationale Rumstation.

Opsendelsen 27. maj, som officielt er en test-tur, har fået det beskrivende navn 'Crew-Demo-2'.

Demo-1 var en succesfuld flyvning i marts 2019 med en mannequin-dukke ombord, skriver ScienceAlert.

Ifølge SpaceX kan Crew Dragon fragte op til syv passagerer. I forbindelse med de fremtidige NASA-opgaver vil der dog kun blive tale om fire astronauter.

Som du kan se i videoen, har SpaceX designet et interiør i rumskibet, som har mere end blot en praktisk funktion.

Crew Dragon-rumkapslen interiør. (Video: SpaceX/YouTube)

Her skal astronauterne Robert Behnken og Douglas Hurley sidde på Crew Dragons jomfrurejse som bemandet fartøj.

Begge er veteran-astronauter, som blev optaget i astronaut-programmet i 2000.

Space-X bruger egne rumdragter

Astronauterne har ikke helt almindelige rumdragter på, men SpaceX' egne rumdragter, som først og fremmest er sikkerhedsdragter, hvis kabinen i rumskibet mister trykket.

Rumdragterne indeholder også kølesystemer og kommunikationsenheder, ifølge rumfartsselskabet.

De to astronauter Doug Hurley og Bob Behnken kan godt lide dragternes nye look.

»De er rigtig nydelige, og jeg tror, det største bevis på det er, at min 10-årige søn fortæller mig, hvor cool jeg ser ud nu,« siger Doug Hurley til The Associated Press ifølge phys.org.

Space-X bemandet rumrejse rumdragter

Her ses Space-X' rumdragter. Billedet er fra 31. juli 2019 og viser astronauterne Bob Behnken (t.v.) og Doug Hurley under en træningssession mellem NASA og SpaceX. (Foto: SpaceX)

Astronauterne skal efter planen tilbringe flere måneder på Den Internationale Rumstation.

Astronauterne lander i havet

Når missionen er slut, vil Crew Dragon med de to astronauter ombord automatisk frakoble sig ISS og komme tilbage til Jorden.

Her vil astronauterne plaske ned i havet ved hjælp af fire enorme faldskærme, ligesom Apollo-rumkapslerne gjorde, hvorefter fartøjet vil blive hentet og bragt tilbage til Cape Canaveral af et SpaceX-redningsskib.

Den næste tur til rumstationen med Crew Dragon skal efter planen ske i slutningen af 2020, og SpaceX skal herefter udføre 6 bemandede rumrejser til ISS i løbet af de næste år, skriver ScienceAlert.

Dette forudsætter naturligvis, at jomfrurejsen 27. maj går efter planen.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.