Se videoen: Forskere har skabt en robot-finger med levende hud
levende hud robot finger kollagen petriskål

Her er et billede, man ikke ser hver dag: En robotfinger med levende hud, der ligger i en petriskål med kollagen og heler sig selv. (Foto: Takeuchi et al.)

Her er et billede, man ikke ser hver dag: En robotfinger med levende hud, der ligger i en petriskål med kollagen og heler sig selv. (Foto: Takeuchi et al.)

Kilde: 
10 juni 2022

»Det her arbejde er kun det første skridt i retning af at skabe robotter, der er dækket af levende hud.«

Sådan lyder det fra Shoji Takeuchi, professor ved University of Tokyo.

Udtalelsen kommer på baggrund af, at Takeuchi står i spidsen for et forskerhold, der har skabt noget ret spektakulært - og ret creepy: En robotfinger med levende, menneske-lignende hud, der kan hele sig selv.

Det skriver The Guardian.

Og ud over den umiddelbare chokværdi er der også tale om et teknologisk gennembrud. Forskere har før skabt hudtransplantater, men udfordringen har ligget i at skabe levende hud, der skal dække tre-dimensionelle, dynamiske objekter - eksempelvis en finger.

Huden omkring robotfingeren kan holde til, at fingeren bliver bøjet og strukket, og uhyggeligt nok skaber disse bevægelser nogle af de samme furrer og fordybninger, vi finder i huden på vores egne hænder. (Video: Euronews)

Der er dog mere arbejde i vente. Huden på fingeren er tyndere og mere sart end menneskehud og har i sagens natur ikke forbindelse til et menneske, der gennem kosten indtager de ting, huden skal bruge til at hele sig selv.

Derfor må fingeren jævnligt lægges i en opløsning af dermal fibroblast og proteinet kollagen - hvilket, ifølge forskerne, får den til at ligne og føles, som om den sveder.

Forskerne bag håber på, at teknologien på sigt kan bruges til at skabe nye relationer mellem robotter og mennesker.

Gennembruddet inden for cyborg-teknologi er beskrevet i et nyt studie, der netop er blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift Matter.


seh
 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.