»Børn skal lære mere – også i vuggestuen!«

»Børn skal være digitalt dannede!«

»iPads har ikke noget at gøre i dagtilbud!«

Det er nogle af holdningerne i debatten om børn, dagtilbud, leg, læring og digitale teknologier. Nogle forskere taler for en systematisk indsats, hvor småbørn trænes i sprog og matematik. Andre forskere taler om legen som grundlaget for socialisering og dannelse.

De fleste kan blive enige om, at det handler om, at vi skal have engagerede pædagoger, der vil børnene noget.

Men måske er det grundlæggende galt fat med pædagoguddannelsen, hvor de digitale medier spiller en meget lille rolle, også selvom de i årevis har været en del af de pædagogiske læreplaner og dermed skal inddrages i den pædagogiske praksis. 

Projektet ’Den store opdagelsesrejse’

I denne artikel vil jeg med afsæt i konkrete empiriske eksempler vise, hvordan indførelsen af nye teknologier i dagtilbud kan være med til at stille nogle nye spørgsmål om, hvordan børn interagerer og leger, og ikke mindst hvilken rolle de digitale teknologier kan spille – hvis man giver plads til det kreative og det eksperimenterende.

Eksemplerne viser, hvordan den pædagogiske faglighed kan få nye facetter gennem anvendelsen af digitale teknologier.

Eksemplerne stammer fra et konkret udviklingsprojekt i Den Integrerede Institution Paddehatten i Vejle Kommune. Projektet, som har kørt i et års tid, er et samarbejde mellem pædagogerne i Paddehattens vuggestue-afdeling, to konsulenter fra Vejle Kommune og tre forskere fra henholdsvis Aarhus og Københavns Universitet.

Nogle forældre er imod tablets i vuggestuen

Indførelsen af digitale medier i dagtilbud kan ses som en mulighed for en nyorientering i den pædagogiske faglighed. 

Af samme grund er feltet omdiskuteret; i nogle institutioner siger forældre klart fra over for brugen af eksempelvis tablets i børnehaven.

Argumenterne handler typisk om, at børnene sidder for meget stille, at de får rigeligt 'skærmtid' derhjemme, og at tablets er afhængighedsskabende og generelt bare dårlige for børn.

Disse argumenter tager udgangspunkt i, at digitale teknologier anvendes til stillesiddende, formel læring – eller endnu værre: som babysitter.

I Paddehatten er udgangspunktet et helt andet. Det handler ikke om at spille spil eller at løse opgaver på en iPad. Det handler om de legende og kreative processer, forskellige teknologier kan være med til at facilitere.

Børnene leger med digitale sommerfugle

I Paddehatten bruger man tablets til at understøtte forskellige lege, som aktiverer og stimulerer børnene. En af disse lege er sommerfuglelegen.

Ved sommerfuglelegen samles 10-12 børn og to-tre pædagoger i et mindre, lukket rum. Nogle af børnene er måske lige stået op fra en formiddagslur eller er lige blevet skiftet, og de bliver mødt af en hånd at holde i og en favn at sidde i.

Rummet er mørkt og kun oplyst af en projektor, der viser billeder på den ene væg. Alle børn og voksne får udleveret et chiffon-tørklæde til hver hånd. Mens sangen om sommerfuglen spiller og kvinden i den tilhørende musikvideo synger og danser, danser og synger alle børnene med. »Sommerfugl, sommerfugl, bred dine vinger og flyv ud,« synger de, mens de svinger med tørklæderne i luften.  

De har sunget sangen mange gange før, og de ældste børn kender alle fagterne, mens de yngste står lidt mere forsigtige og observerer, hvad der sker.

Mange forældre foretrækker, at deres børn leger i det fri og bruger kroppen aktivt. Men leg med tablets kan være lige så god til at få de små til at løbe rundt og brænde energi af. (Foto: Shutterstock)

Da sangen er slut tager pædagogen iPad'en og en lille bærbar projektor i hænderne. Hun viser billeder fra YouTube af sommerfugle. Billederne projiceres op i loftet, ned på gulvet, hen på en af børnenes mave. Børnene jubler, og begynder at løbe rundt for at fange sommerfuglen.

Så åbner de døren ud til fællesrummet, og så flyver sommerfuglen ud i lyset. Op i luften og lynhurtigt hen langs gulvet.

Børnene drøner afsted og hyler og hviner, hver gang sommerfuglen flytter sig et nyt sted hen. Til sidst flyver den hen til døren ud til legepladsen og så er legen slut.

Det er en leg, som er blevet leget igen og igen i vuggestuen - et fælles narrativ, som børnene engagerer sig i med hele deres krop.

Det er også en leg, som nok er muliggjort af den digitale teknologi - iPad'en og den lille, bærbare projektor samt billeder og film fra YouTube - men som på ingen måde er en stillesiddende, individuel, inaktiv leg.

Skal vi tage bussen til Afrika?

En anden leg, som benytter en tablet, er buslegen. Her starter børnene med at finde stole frem og stille dem i en række ude i fællesrummet. Forrest står et rat. Sådan et i træ, som har været fast interiør i alle daginstitutioner i årtier.

Børnene arrangerer sig ved at observere hinanden og reagere på de andres kropslige udtryk og positioneringer.

For de et til knap tre-årige, som er med i legen her, er det ikke sproget, der for alvor styrer. Det er kroppen.

Pædagogen sætter ord på det, børnene gør. »Hvor skal vi køre hen med bussen?,« spørger hun. Afrika, bliver de enige om, og så finder pædagogen en film om en bil, der kører igennem savannen og en landsby i Afrika.

Filmen projiceres op på væggen foran bussen og er således med til at skabe en fælles referenceramme for børnene. Hele tiden følger pædagogen med i legen, og udvider og udfordrer den undervejs.

Når bussen kører rigtig hurtigt hopper billedet på væggen op og ned, og børnene hopper med.

Projiceringen på væggen, stolene og ikke mindst pædagogens sproglige italesættelse af det, der foregår, fungerer som en forankring af legen.  Her bevæger de deltagende børn sig frem og tilbage, tilsyneladende ind og ud af legen, eller i hvert fald i hver deres egen lege-'bane' eller rytme.

Projiceringen af den lille film og ikke mindst pædagogens blik for børnenes praksis giver mening og retning på legens forløb.

Nye teknologier – nye spørgsmål

De to eksempler fra Paddehatten viser, at iPads i dagtilbud er meget mere end stillesiddende børnepasning.

Hovedpointen i projektet er, at digitale teknologier kan indgå på lige fod og med samme niveau af refleksion som andre materialer og teknologier i dagtilbuddet. 

Ved at være optaget af børnenes konkrete kropslige legepraksis, frem for på fastlagte mål eller fagligt udbytte af aktiviteterne, har forskningen, der har været knyttet til projektet, har haft fokus på spørgsmål som:

• Hvordan kan man bruge teknologierne til at understøtte den oplevelsesmæssige og kropslige erkendelse hos det lille vuggestuebarn?
• Hvad kan de bidrage med for det enkelte barn og for børnegruppen som helhed?
• Og hvilke former for refleksion sætter det i gang blandt det pædagogiske personale?
• Hvordan passer praksis med de overordnede rammer, som dagtilbuddet skal leve op til – herunder de pædagogiske læreplaner?

Hermed anlægges også et anderledes perspektiv på digital dannelse. At være digitalt dannet handler således ikke blot om at begå sig på sociale medier eller om at besidde de tekniske færdigheder til at kunne betjene bestemte teknologier.

Det handler mindst lige så meget om, at børnene skal øve sig i at indgå i relationer med andre børn, at finde på lege og at være kreative – også med digitale teknologier.

Tablets engagerer pædagogerne i legen

Pædagogerne i Paddehatten har igennem projektet oplevet, at de har fået lyst til at udvikle deres praksis på nye måder.

En af de oplagte fordele ved at bruge digitale teknologier i den pædagogiske praksis er, at det er nemt og hurtigt at finde billeder, lyd og video, som kan bruges til at understøtte den aktivitet, man er i gang med.

Det kunne være billeder til en sangleg eller, som beskrevet ovenfor, en tur gennem savannen i Afrika.

Den undersøgende metode, som projektet har været baseret på, har tilmed skabt en interesse hos pædagogerne for at finde på nye ting, inddrage nye materialer (alt fra chiffontørklæder til cykellygter) og dermed engagere sig på en mere legende måde, end de har været vant til.