November tegner til at blive en måned med en del rutineopsendelser af satellitter til kommunikation og jordovervågning. Men der er også et par højdepunkter:

• NASA's måneraket SLS (eller Artemis 1) skal opsendes 14. november på en flere uger lang flyvning rundt om Månen. Tekniske problemer og en orkan har ellers forsinket opsendelsen, som oprindeligt var planlagt til august.
• SpaceX-raketten Starship, der er endnu større end SLS, er nu fuldt monteret på Starbase i det sydlige Texas, og man er begyndt at afprøve de 33 motorer i første trin. Hvis afprøvningerne går godt, er det muligt at Starship måske allerede i november kommer på sin jomfrurejse én gang rundt om Jorden,
• Den kinesiske rumstation Tiangong fortsætter sin udbygning med modulet Mengtian samt opsendelsen af forsyningsrumskibet Tianzhou-5 og en ny besætning, der skal op med rumskibet Shenzhou 15.

Nu vil NASA sende helikopter til Titan

Den lille helikopter Ingenuity har nu gennemført over 33 flyvninger på Mars - langt flere end man på forhånd havde håbet på.

Det har måske inspireret NASA til et nyt, stort projekt, nemlig at sende en helikopter til Saturns store måne Titan.

Begge trin af Starship er nu monteret ved SpaceX's egen rumhavn, Starbase, i det sydlige Texas. (Foto: SpaceX via Twitter)

Opsendelsen er planlagt til juni 2027 med ankomst til Titan 2034, men det er også et projekt, der er værd at vente på. Projektet hedder Dragonfly (på dansk: Guldsmed) og omfatter opsendelsen af en 450 kilo tung atomdrevet helikopter, som over en periode på tre år skal udforske et stort område på Titan.

Der er flere gode grunde til at vælge netop Titan som det næste mål for en helikopter:

• Titan er en stor måne med en tæt atmosfære af nitrogen (95 procent) og metan (5 procent). Den tætte atmofære gør det meget lettere at flyve end på Mars, der har en meget tynd atmosfære.
   
• Tyngdekraften på Titan er kun 1/7 af tyngdekraften på Jorden og mindre end halvdelen af tyngdekraften på Mars. Dette er også en fordel for en helikopter.
   
• Overfladen er skjult under en tæt dis af organiske stoffer højt oppe i atmosfæren, så man skal ned under skylaget for at se og studere landskabet.

Det største problem er den meget lave temperatur på -180 grader. Det vil kræve en konstant opvarmning af helikopteren med atomkraft, da Solen af gode grunde ikke skinner på Titan, som vi nok vil opfatte som en klode med en belysning som en skyet novemberdag her på Jorden.

Dragonfly skal lande i nærheden af Selk-krateret i et landskab, der ellers er præget af klitter, der muligvis består af organiske stoffer.

Lea Bonnefoy, postdoc i astronomi fra Cornell Universitetet, har har været med til at forberede projektet, blandt andet ved at undersøge den prominente månes overflade.

»Dragonfly kommer til at lande i en ækvatorial, tør region af Titan - en kold kulbrinteverden med tyk atmosfære. Det regner nogle gange med flydende metan, men det minder mere om en ørken på Jorden – hvor du har klitter, nogle små bjerge og et nedslagskrater,« fortæller Bonnefoy  i en pressemeddelelse. Hun fortsætter:

»Vi ser nøje på landingsstedet, dets struktur og overflade. For at gøre det undersøger vi radarbilleder fra Cassini-Huygens-missionen (to rumsonder, der har observeret Titan, red.) og ser på, hvordan radarsignalet (på landingsstedet, red.) ændrer sig fra forskellige synsvinkler.«

Kortlægningen er dog ikke komplet, fortæller forskeren.

»De radarbilleder, vi har af Titan, har en bedste opløsning på omkring 300 meter per pixel, omtrent på størrelse med en fodboldbane, og vi har set mindre end 10 procent af overfladen i den skala. Det betyder, at der sandsynligvis er mange små floder og landskaber, som vi ikke kan se,« forklarer Bonnefoy i pressemeddelelsen. 

At tage billeder er dog kun en lille del af Dragonsflys opgaver.

Lige så vigtig er en nøje undersøgelse af de kemiske, sandsynligvis organiske, stoffer på overfladen, for at se om der trods den meget lave temperatur måske alligevel er mulighed for liv på Titan.

Denne mulighed kan ikke helt afvises, fordi der er søer og små have af flydende metan på overfladen.

I den forbindelse skal det nævnes, at NASA også arbejder på et projekt om at sende en undervandsbåd til Titan, men disse planer er ikke så langt fremme som helikopteren, der jo allerede har fået en opsendelsesdato.

Hubble-teleskopet længe leve

Det er klart, at den store interesse nu samler sig om det nye James Webb-teleskop, men det betyder ikke, at man helt har glemt Hubble.

Det er nu 32 år siden teleskopet blev opsendt, og man henter stadig billeder og data ned.

Vil man fortsætte med det, skal Hubble snart have hævet sin bane på grund af luftmodstanden. Det kan det gamle teleskop ikke selv klare, så derfor har NASA henvendt sig til SpaceX.

De vil nu for egne midler undersøge muligheden for, at et af deres Dragon-rumskibe kan sendes op til Hubble og så give Hubble et skub, så den kommer op i en højere bane.

Dragon er et forholdsvis lille rumskib, så man kan ikke samtidig reparere eller opdatere Hubble. Det vil nemlig kræve en rumfærge med et stort lastrum, hvor man kunne anbringe Hubble under reparationen - men rumfærgerne har jo været på pension siden 2011.

SpaceX vil nu over en periode på seks måneder studere mulighederne, så NASA kan afgøre, om det er et projekt, man vil forsætte med.

 Måske vil man forsøge at hæve banen for Hubble-teleskopet (til venstre) med Dragon-rumskibet fra SpaceX (til højre). (Grafik: NASA / SpaceX)

Længere ude i fremtiden venter måske et andet projekt, nemlig hvordan man får Hubble fjernet fra det stadigt mere overfyldte rum omkring Jorden, når teleskopet ikke længere kan anvendes.

Teleskopet er så stort, at det ikke bare vil brænde helt op i atmosfæren, så det kan blive nødvendigt med endnu en Dragon-flyvning, der kan sende Hubble ned i atmosfæren over ’satellit-kirkegården’ i det sydlige Stillehav.

Her kan det falde ned i havet uden at ramme nogen.

Så mon ikke SpaceX anser det for en god investering uden betaling at foretage de indledende undersøgelser af, hvad Dragon kan gøre for Hubble.

Kina måske først med prøver fra Mars

Kina bliver en stadigt større rummagt, og det viser deres planer, der nu omfatter at bringe en prøve fra Mars tilbage til Jorden – endda før NASA og Europa.

I 2021 ankom den første kinesiske sonde Tianwen 1 til Mars, og den landsatte roveren Zhurong.

Den kinesiske rumsonde Tianwen-1 har taget denne enestående selfie af sig selv i bane over nordpolsområdet på Mars. Billedet er taget af et lille kamera som Tianwen-1 sendte ud i rummet, og som så har sendt billedet tilbage til den store sender på Tianwen-1. Landingsfarøjet og roveren Zhurong var på turen til Mars monteret på Tianwen-1. (Foto: CNSA / CAS)

Lige nu overvintrer roveren på Mars, men den vil begynde at køre igen, når det bliver forår og vejret igen varmere. Det vil ske i december eller januar.

Det skal også lige nævnes, at Tianwen 1 har fået en fornem international pris kaldet 'IAF World Space Award' for sin historiske mission.

Men der er allerede lagt nye planer. Tianwen 2 skal i 2025 sendes til en lille asteroide og her indsamle prøver, der skal bringes tilbage til Jorden efter en flyvning på 10 år.

Men det største og mest ambitiøse projekt er Tianwen 3.

Hvis det lykkes, vil Kina blive det første land, som bringer en prøve fra Mars tilbage til Jorden – noget, som i mange år også har været et helt centralt projekt i Vesten (russerne har i mange år - som den eneste store rummagt - slet ikke opsendt rumsonder).

Det kinesiske projekt blev fremlagt af Sun Zezhou, der var chefkonstruktør af Tianwen 1, på en international kongres her i sommer. Ifølge Zezhou vil Kina allerede i 2031 hjembringe prøver fra Mars.

NASA og ESA har også en fælles plan om at hjembringe de prøver, som roveren Perseverance for tiden indsamler i Jezero-kratereret.

Efter de nuværende planer vil det dog først finde sted i 2033.

Kinas første Mars-rover Zhurong har taget denne selfie, hvor Zhurong (til venstre) står ved siden af landingsfartøjet. Billedet blev taget ved, at Zhurong droppede et lille TV-kamera 10 meter borte, som så kunne tage et billede, der viste både Zhurong og landingsfartøj. (Foto: CNSA / CAS)

Den største forskel på den kinesiske plan og den fælles amerikansk-europæiske plan er, at Kina kun vil få prøver hjem, der er indsamlet fra et bestemt sted, mens NASA og Europa får mange prøver indsamlet forskellige steder.

Sun Zezhou fortalte, at man for øjeblikket diskuterer to planer, begge baseret på Kinas største raket, Long March 5, der i størrelse svarer til den europæiske Ariane 5-raket.

Der skal opsendes to Long March 5-raketter:

Den ene raket skal sende en orbiter i bane om Mars, og det skal ske november 2028. Orbiteren skal medføre den kapsel, som skal bringe prøverne tilbage til Jorden, og den vil ankomme til Mars i august eller september 2029.

Den anden raket skal opsende den rumsonde, som skal lande på Mars og indsamle prøverne. Landingsfartøjet medfører ingen rover, men der har været nævnt noget om en firbenet robot, der måske vil gøre det muligt at indsamle prøver fra flere steder lige i nærheden af landingsfartøjet.

Her er de to muligheder, som stadig diskuteres:

Mulighed 1) Landingsfartøjet opsendes i december 2028, altså en måned efter orbiteren. Den skal lande i juli 2029, og derefter buge 4-6 måneder på at indsamle boreprøver.

Disse prøver anbringes i en lille raket på landingsfartøjet og opsendes så til orbiteren. Her overføres prøverne til returfartøjet.

Returfartøjet har sin egen raket så det kan forlade banen om Mars og sætte kurs mod Jorden. Hjemrejsen starter i oktober 2030, og kapslen med de kostbare prøver skal så lande på Jorden i juli 2031.

Mulighed 2) Landingsfartøjet opsendes i maj 2028, altså et halvt år før orbiteren. Da Mars ikke står i en specielt gunstig stilling i maj, finder landingen først sted i august 2030.

Fordelen er, at landingsfartøjet undgår den meget kolde vinter på den nordlige halvkugle af Mars, hvor Solen desuden står lavt på himlen og derfor ikke giver så megen energi til solcellerne.

Ulempen er, at der så ikke er så megen tid til at indsamle prøver, da hjemrejsen også i dette tilfælde skal påbegyndes i oktober 2030.

Men her slutter ambitionerne skam ikke, for Tianwen 4 skal sendes helt ud til Jupiter i 2029 og her gennemføre en udforskning af Jupiter og dens måner, som næsten svarer til planerne for NASA's Europa Clipper eller den  Europæiske JUICE.

Kinas rumprogram bliver altså særdeles interessant at følge de kommende år.

Verdens første rumturist vil nu til Månen

Verdens første rumturist, den nu 82-årige Dennis Tito, vil ud i rummet igen – denne gang på en forsinket bryllupsrejse med sin japanskfødte kone, den 57 årige Akiko.

Og denne gang drejer det ikke som i 2001 om en uges ophold på ISS, men om en tur rundt om Månen sammen med 10 andre turister.

Turen skal SpaceX levere ved hjælp af deres nye superraket Starship, der er større end NASA's måneraket SLS.

Dennis Tito (til venstre) blev verdenshistoriens første rumturist, da han i 2001 brugte en uge på Den Internationale Rumstation - en tur, der kostede ham 20 millioner dollars. Her er han på vej med Soyuz-2 sammen med de to russiske kosmonauter Talgat Musabayev (midtfor) og Yury Baturin (til højre). (Foto: NASA)

Starship venter ligesom SLS på sin første opsendelse, men SpaceX har fået solgt raketten til NASA, hvor den nu er en del af Artemis-måneprojektet.

Den japanske milliardær Yusaku Maezawa har også booket Starship til ’DearMoon’-projektet, hvor han sammen med en række indbudte gæster skal på en tur rundt om Månen, så hermed har vi to private månerejser i vente, sandsynligvis inden for de næste fem år.

Der er sikkert flere bestillinger undervejs, og hvis Starship lever op til forventningerne, vil denne enorme raket helt kunne revolutionere rumfarten – og også meget hurtigt kunne udkonkurrere SLS-raketten.

Alder ingen hindring for verdens første rumturist

Dennis Tito var som nævnt verdens første rumturist i en alder af 60 år. Det er nu 22 år siden, men alderen ser ikke ud til at trykke ham.

Han føler selv, at han nu er i bedre form end i 2001, ikke mindst fordi han er begyndt at dyrke vægtløftning.

Tito ved godt, at der kan gå fem år, før han igen kan komme ud i rummet. Til det siger han i et interview med TV-selskabet CBS:

»Min personlige tidsramme er, at vi er villige til at vente, så længe vi er raske. Vi kan ikke fremtvinge tidslinjen. Det sker, når det sker.«

Han siger videre:

»En af de ting, jeg håber at kunne gøre, som vi begge to håber på at kunne gøre, er at inspirere folk til, at der, selv når vi bliver ældre, er så mange ting, vi stadig kan. Og at flyve i rummet er faktisk meget nemmere end mange andre ting. Jeg mener, jeg er over den alder, hvor man står på ski, men at flyve i rummet er meget nemmere end skiløb.«

Hans kone, Akiko Tito, der er ejendomsinvestor og jetpilot, tilføjer:

»Som Dennis sagde, så tror jeg, at alder kun er et tal. Vi vil bare gerne inspirere folk, og især jeg vil inspirere unge kvinder, der drømmer om at blive piloter i fremtiden, for måske senere at blive astronaut. Du ved, arbejd hårdt, og få det til at ske.«

Tanker efter en rumflyvning

For langt de fleste rumturister har rejsen ud i rummet været en positiv oplevelse, som de kan mindes resten af livet. Det gælder således Dennis Tito, der beskriver oplevelsen som »100 procent nydelse« og som noget, han har »tænkt på hver dag siden da«.

Men der er et eksempel på en rumturist, som har haft en helt anden oplevelse, nemlig skuespilleren William Shatner, der især er kendt for sin rolle som Kaptajn Kirk i TV-serien Star Trek.

Sidste år blev Shatner, der nu er 90 år, inviteret af Jeff Bezos på en kort tur ud i rummet, hvor han kom lidt over 100 kilometer op på et lille rumhop, der kun varede 10 minutter.

Siden da har han i sin bog ‘Boldly Go: Reflections on a Life of Awe and Wonder’ beskrevet, hvordan rumflyvningen påvirkede ham, og hans kommentar er ganske tankevækkende:

»I filmen 'Contact' kommer den karakter, Jodie Foster spiller, ud i rummet, og da hun ser universet, hvisker hun: ’De skulle have sendt en digter’. Jeg havde en helt anden oplevelse, fordi jeg opdagede, at skønheden ikke er derude, den er hernede, med os alle sammen.«

»At være i rummet gjorde min forbindelse til vores lille planet endnu mere dybtgående. Det var blandt de stærkeste sorgfølelser, jeg nogensinde har mødt. Kontrasten mellem rummets ondskabsfulde kulde og den varme pleje af Jorden nedenfor fyldte mig med overvældende sorg.«

»Hver dag bliver vi konfronteret med viden om yderligere ødelæggelse af Jorden i vores hænder: Udryddelsen af dyrearter, af flora og fauna ... ting, der var 5 milliarder år om at udvikle sig, og som vi aldrig vil se igen på grund af menneskehedens indgriben. Det fyldte mig med frygt.«

»Min tur til rummet skulle være en fest - i stedet føltes det som en begravelse.«

Hvad der er fælles for alle rumturister er åbenbart, at det er en overvældende oplevelse pludselig at se Jorden som en lille, blå klode i et stort, tomt og sort verdensrum.

Men reaktionen på oplevelsen afhænger naturligvis af personen - selvom Shatners reaktion nok må regnes som en undtagelse.