Rotter har lært at køre bil, og forskere kan se, at det får dem til at slappe af
rotter kører bil hjernen stress kørsel

Forskerne kan måle, at rotterne bliver mere afslappede af at lære at køre i de små 'biler'. (Foto: Kelly Lambert/University of Richmond)

Forskerne kan måle, at rotterne bliver mere afslappede af at lære at køre i de små 'biler'. (Foto: Kelly Lambert/University of Richmond)

Kilde: 
23 oktober 2019

Rotteræs har fået en helt ny betydning i et amerikansk laboratorium.

Her har forskere lært 17 rotter at køre rundt i bittesmå 'biler' og blandt andet fundet ud af, at aktiviteten ser ud til at nedsætte rotternes stressniveau, skriver New Scientist.

Det er dog ikke bilkørslen i sig selv, der får rotterne til at slappe mere af. Det er processen i at lære og mestre en ny færdighed.

LÆS OGSÅ: Forskere har lært seks rotter at lege gemmeleg - og de er overraskende gode til det

Kelly Lambert fra University of Richmond har, sammen med kolleger, konstrueret rotternes køretøj ud af en gennemsigtig plasticbeholder.

I bunden af den er der lavet et gulv af aluminium, og forskellige kobbertråde fungerer som rat. Du kan se forskernes rotte-bil på billedet i toppen af artiklen.

Når rotten står på aluminiumsgulvet og griber fat i en af kobbertrådene med poterne, fuldender rotten et elektrisk kredsløb, der får bilen til at køre fremad.

Rotten kan så vælge, i hvilken retning den vil køre, alt efter hvilket stykke kobber den rører ved.

6 hunrotter og 11 hanrotter har deltaget i køreundervisningen, der er foregået i en rektangulær arena på op til fire meter i størrelse.

Det er løbende blevet belønnet med godbidder, når rotterne er lykkedes med at bevæge køretøjet fremad, og ved at placere godbidderne gradvist længere væk fra udgangspunktet, er rotterne blevet motiveret til at køre længere og mere avanceret.

»De lærte at navigere bilen på unikke måder og udviste styremønstre, som de aldrig havde gjort før, for at ankomme til belønningen,« siger Kelly Lambert til New Scientist

LÆS OGSÅ: Rotter griner og laver glædeshop, når de bliver kildet

Det, at lære at køre bil, fik rotterne til at slappe af. Det kunne forskerne måle på niveauerne af to hormoner, der blev udskilt i rotternes afføring:

  • Kortikosteron, der er en stressmarkør
  • og dehydroepiandrosteron, der modvirker stress

Mængden af dehydroepiandrosteron steg nemlig under køreundervisningen, og det stemmer ovens med Kelly Lamberts tidligere forskning. Her har hun vist, at det nedsætter rotters stressniveau at mestre mere avancerede opgaver, som eksempelvis at finde føde, der er blevet gravet ned.

Forskerne fandt også, at rotter, der kørte solo, havde højere niveau af dehydroepiandrosteron, end rotter, der var ombord som passagerer og altså blev kørt rundt af andre rotter.

Forskerholdet planlægger flere forsøg, der skal undersøge nærmere, hvordan rotterne lærer at køre, hvorfor det reducerer stress, og hvilke dele af hjernen der er involveret i processen.

Studiet er publiceret i Behavioural Brain Research.

LÆS OGSÅ: Sådan træner du dit dyr – videnskabeligt

LÆS OGSÅ: Fanget på kamera: Katte er overraskende dårlige til at jage rotter

ele

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.