Rekorden for verdens ældste mand i rummet er sat

Her i videoen kan du se opsendelsen og 90-årige William Shatners reaktion, da han landede igen efter den historiske rumrejse. (Video: The Guardian)

Her i videoen kan du se opsendelsen og 90-årige William Shatners reaktion, da han landede igen efter den historiske rumrejse. (Video: The Guardian)

Kilde: 
14 oktober 2021

Den 90-årige skuespiller William Shatner følte sig meget overvældet, da han onsdag rejste ud i rummet med en rumraket fra Amazon-milliardæren Jeff Bezos´ rumfartsvirksomhed, Blue Origin.

Da rumraketten landede, brød William ud i tårer og fortalte, hvor vildt det havde været, skriver The Guardian.

»Jeg er så fyldt af følelser over, hvad der lige er sket. Det er ekstraordinært, ekstraordinært. Det er så meget større end livet og jeg,« siger William Shatner til avisen.

»Det har ikke noget at gøre med de små grønne mænd og den blå kugle. Det har at gøre med enormiteten og hurtigheden og pludseligheden af liv og død,« tilføjer han.

William Shatner, som spillede Kaptajn Kirk i TV-serien Star Trek tilbage i 1960'erne, er med sine 90 år den ældste mand, der nogensinde har været i rummet. 

Han var på en næsten 11-minutter lang suborbital rumtur med Jeff Bezos’ nye Shepard rumkapsel. 

Blue Origins rumfartøj lettede onsdag 13. oktober 2021 klokken 16.49 dansk tid tæt på Van Horn i Texas. Jeff Bezos var selv til stede ved landingen. Blue Origins lanceringskommentator Jacki Cortese fortæller til The Guardian, at hun blev inspireret af lige netop Star Trek til at arbejde indenfor rumfartsbranchen.

William Shatner overtog rekorden som den ældste person i rummet fra Mary Wallance Funk - kendt som Wally Funk - der var 82 år, da hun i juli 2021 var med Blue Origin i rummet.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.