Øjenvidneberetning: Sådan var det at stå tæt på rakettens flamme, da TESS fløj til vejrs
OPINION. Klokken 0.51 i nat dansk tid steg TESS mod himlen for at opdage exoplaneter. Dansk professor og en del af TESS-missionen fortæller her, hvordan han oplevede det.
Tess opsendelse rumteleskop exoplaneter SpaceX Falcon 9

»Det var et meget smukt syn, og fordi vejret var så klart i aften, kunne vi følge raketten i næsten tre minutter,« beretter Hans Kjeldsen. (Foto: SpaceX)

Efter en perfekt nedtælling og under perfekte vejrforhold steg Falcon 9-raketten med TESS ombord i nat dansk tid til vejrs fra Kennedy Space Center i Florida. Jeg havde fornøjelsen af at overvære det live.

Falcon skulle sende TESS-satellitten ('Transiting Exoplanet Survey Satellite') i kredsløb om Jorden, hvorpå TESS' rumteleskop skal hjælpe os med at finde exoplaneter – altså, planeter, der kredser om en anden stjerne end vores Sol.

Påfyldning af brændstof begyndte 1 time og 10 minutter før opsendelsen, og da klokken blev 18:51 lokal tid, tændte raketten for at sende TESS mod himlen.

Hvad skal TESS?

TESS skal finde exoplaneter uden for vores solsystem, planeter, der måske rummer de rette betingelser for liv.

TESS kigger efter det fænomen, der kaldes 'transitter', som er det, der sker, når en planet passerer ind foran en stjerne (set fra observatørens, her TESS', perspektiv). Det gør stjernen mindre lysende, og er den metode, man har opdaget 78 procent af de cirka 3.700 kendte exoplaneter med.

TESS skal monitorere mere end 200.000 stjerner på sin to-årige mission.

Kilde: NASA, læs mere om TESS-misssionen her (engelsk).

Selve rakettens flamme var meget stærkt lysende og bestod af en hvid lysende kerne og en lang hale af ild.

Raketten fløj først relativt langsomt, men accelererede så og steg meget hurtigt til vejrs.

(Du kan se eller gense begivenheden på video i artiklen Se nattens succesfulde opsendelse: TESS er klar til at jage exoplaneter)

Kunne følge raketten med øjet mere end 100 kilometer

I begyndelsen fløj raketten lydløst – set fra der, hvor vi stod – men godt 10 sekunder efter starten nåede lyden frem til os, som stod i stor afstand fra opsendelsesplatformen.

Det var et meget smukt syn, og fordi vejret var så klart i aften, kunne vi følge raketten i næsten tre minutter. Til sidste var den langt ude og meget højt over Atlanterhavet.

Omkring to min og 30 sekunder efter opsendelsen slukkede rakettens første trin, og det andet rakettrin startede. Det kunne vi tydeligt se, selvom raketten på dette tidspunkt var over 100 kilometer væk.

Herefter forsvandt Falcon 9 ud af syne, og vi kunne nu følge resten af turen ud fra de informationer, som blev givet af NASA og Space-X.

Efter godt 8 minutter var TESS i kredsløb i en højde af ca. 250 km.

Efter en flyvning på 35 min med en hastighed på 28.000 km/t tændtes det andet rakettrin igen og sendte TESS ind i en ellipsebane om Jorden, som den i knap en uge vil befinde sig i.

50 minutter efter opsendelsen blev TESS endeligt frigivet fra Falcon 9–raketten, og den bevæger sig nu som en selvstændig satellit rundt i bane om Jorden; en bane som vil blive korrigeret yderligere i de kommende uger.

Se, hvordan TESS fungerer, i denne otte minutters video. (Video: MIT/NASA)

Masser af tests, før de egentlige studier begynder

Kort efter, at TESS var blevet frigivet fra raketten, blev solpanelerne på TESS foldet ud, og der er nu strøm på satellitten, og alt ser ud til at fungere fint.

I de kommende uger vil NASA og TESS-teamet teste, at alle systemer ombord på TESS fungerer.

Allerede om en uge bliver de første testbilleder taget med TESS-kameraerne, uden de dog vil blive brugt til videnskabelige formål.

ForskerZonen

Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.

Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum. ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.

I begyndelsen skal vi blot teste, om kameraelektronik og software virker, som det skal.

Det er planen, og vi forventer, at TESS vil starte sit videnskabelige program om to måneder.

Sammen med hele det videnskabelige team på TESS-missionen har vi i dag fejret den fantastiske opsendelse, og vi er nu snart klar til at undersøge stjerner og exoplaneter over hele himlen.

Det bliver en meget spændende rummission, som vi som danske forskere glæder os meget til at være en del af.

Læs mere om det danske bidrag til missionen i artiklen 'TESS: Danskere retter nyt NASA-teleskop mod rystende stjerner'.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.