Efter mere end et år med COVID-19 øger Roskilde Universitet indsatsen indenfor forskning i pandemier med sit nye forskningscenter, PandemiX Center.
Viden om tidligere og nuværende pandemier skal bruges til at forberede sig mod fremtidige pandemiudbrud, og på centeret vil forskerne især se nærmere på pandemiers dynamik og effekt, skriver RUC i en pressemeddelelse.
Lone Simonsen, der er professor i folkesundhedsvidenskab fra Institut og Naturvidenskab og Miljø på RUC, bliver leder af PandemiX Center.
»Vores forskningsgruppe har arbejdet på højtryk, lige siden COVID-19 kom til Danmark. De forskellige ekspertiser i vores gruppe har gjort det muligt at komme med unikke input til myndighedernes håndtering af pandemien.«
»Som forskningscenter vil vi i højere grad kunne dele vores spændende forskning med alle interesserede,« siger Simonsen i pressemeddelelsen.
Man vil især undersøge, hvordan pandemier påvirker samfundsinstitutioner, menneskers livsstil, forholdet mellem land og by, økonomi og migration. Forskerne vil samtidig bruge matematiske modeller til at undersøge mønstre og tendenser.
PandemiX Center vil indgå i samarbejde med forskere på Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet og DTU Sundhedsteknologi. I diverse projekter vil man også arbejde med partnere fra udenlandske universiteter.
Du kan læse mere om PandemiX Center på dets hjemmeside her.
sta