Nedstyrtende rumskrot risikerer at ramme os: Hvad kan vi gøre, og hvad siger loven?
At kineserne for nyligt lod resterne af en raket styrte ned er sådan set ikke ulovligt.
Long March 5B raket Kina rumskrot vragdele nedstyrtning jura

Foto af opsendelsen af modulet Wentian til rumstationen Tiangong i juli 2022. Det er resterne af denne, der for nyligt styrtede ned i Det Indiske Ocean. I højre hjørne ses Videnskab.dk's faste rumfartsskribenter, Henrik og Helle Stub. (Foto: CASC)

Foto af opsendelsen af modulet Wentian til rumstationen Tiangong i juli 2022. Det er resterne af denne, der for nyligt styrtede ned i Det Indiske Ocean. I højre hjørne ses Videnskab.dk's faste rumfartsskribenter, Henrik og Helle Stub. (Foto: CASC)

Man kan roligt sige, at Kina løber en betydelig risiko ved den måde, de opbygger deres rumstation Tiangong.

Om artiklens forfattere

Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.

I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.

De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.

Rumstationen består af tre moduler med en vægt på over 20 ton, og for at opsende disse moduler anvender de deres største raket, Long March 5.

Men de anvender raketten på en måde, der kan udsætte andre for en risiko – og det har skabt en diskussion om lov og ret i rummet

At problemet er ægte fremgår af, at man efter den nyeste opsendelse her i juli nu har fundet vragdele af raketten i Indonesien og Malaysia.

Der er så vidt vi ved ikke sket nogen skade hverken på bygninger eller mennesker, men det viser, hvor stor en risiko Kina løber.

Kina siger bare, at det meste af Jorden er dækket af hav, men rumstationens bane fører den hen over mange beboede områder - lige fra Sydeuropa til store dele af USA, samt Sydamerika , Afrika, Indien og Australien.

I alt dækker landområder 20 procent af de dele af Jorden, der overflyves af Tiangong, så det er ikke så mærkeligt, at der i to ud af tre opsendelser af Long March 5 er faldet vragdele ned på landjorden.

Nu er der mange områder, som er ret øde og uden en tæt befolkning, så heldigvis er der (endnu) ikke sket personskader.

ESA Tiangong overflyvning område nedstyrtningsfare risiko raket nedfald rumskrot

Det midterste grønne billede viser de områder på Jorden, Tiangong og dermed Long March 5 overflyver. Der er, som man kan se, en hel del land at falde ned på. (Grafik: ESA/ESOC)

Problemet er let af undgå

Long March 5-raketten består af et 30 meter langt første trin drevet af flydende brint og ilt, og ved starten anvendes desuden fire mindre hjælperaketter drevet af kerosin og ilt. På toppen er så monteret et modul.

Uden brændstof vejer første trin 21,6 ton, og det betyder, at der er en risiko for at dele på op til et par ton kan ramme Jorden, hvis raketten bare efterlades ude i rummet for senere at falde ned.

De fire hjælperaketter, som anvendes ved starten, kastes hurtigt af, og de ender i havet. Første trin med modulet går nu ind i lav bane om Jorden, hvorpå modulet frigøres og sætter kurs mod rumstationen, mens raketten bare overlades til sig selv.

Det, Kina ikke gør, og som af mange anses for helt uansvarligt, er at sørge for, at denne meget store raket falder ned over et øde havområde, hvilket ellers ville være ret let.

Der findes to metoder:

  • Modulet udstyres med en så kraftig raket, at det kan frigøres, før første trin fra Long March 5 har fået fart nok på til at gå i bane om Jorden. Modulet sørger med sin egen motor selv for den sidste del af rejsen op til rumstationen, mens Long March 5 efter en flyvetur på nogle tusinde kilometer falder ned på et øde sted.
  • Man lader første trin gå i bane om Jorden, men efterlader lidt brændstof i tankene i første trin. Når modulet så er frigjort, bruger man brændstoffet til at sende raketten ned i atmosfæren, før den har været en hel tur rundt om Jorden.

Begge metoder kræver naturligvis lidt ekstra brændstof, men det er en ringe pris at betale for at undgå, at den enorme raket kommer i bane om Jorden, for hvis den gør, så er det i praksis umuligt at beregne, hvor den vil falde ned.

Det er den pris man skal betale for at føre en ansvarlig politik, hvor man undgår, at andre får tonstunge dele af raketten i hovedet - hvilket kunne skabe en betydelig politisk krise.

Og det er kun Kina, der opsender så store raketter uden at have kontrol over, hvor i hvert fald de store dele af raketten falder ned igen.

Det betyder ikke, at der ikke kan ske uheld. Således har man netop fundet vragdele i den australske ørken, der stammer fra et Dragon-rumskib, og det selv om SpaceX faktisk gør, hvad de kan, for at undgå nedfald over beboede områder.

Men Kina tager åbenbart let på problemet. Til oktober skal der igen opsendes et modul til Tiangong med Long March 5, og i 2023 eller 2024 skal et stort rumteleskop, som skal flyve i formation med rumstationen, opsendes på samme måde.

Der tales også om en senere udbygning af Tiangong med flere moduler, der også skal opsendes med Long March 5.

Se videoen af Long March 5, der brænder op over Indonesien. (Video: The Star)

Hvad siger loven?

Det må understreges, at Kina ikke har begået noget ulovligt af den simple grund, at der ikke findes nogen faste love for dette område. Hvad de gør er i høj grad amoralsk, men det er noget helt andet.

Der er traktater, hvor hvert land er ansvarligt for den skade, en nedfalden raket eller satellit kan skabe på Jorden, og det gør det i princippet muligt at kræve erstatning.

Det følger af den såkaldte Space Liability Convention fra 1972, der forpligter enhver stat til at betale erstatning for skader forårsaget af satellitter og raketter, som de har sendt ud i rummet. Konventionen indeholder også procedurer for, hvordan krav om erstatning skal behandles.

Desuden har FN i 2018 givet nogle regler og anvisninger på, hvordan man bør opføre sig i rummet. Dette dokument hedder ‘Guidelines for the Long-term Sustainability of Outer Space Activities’, og et af afsnittene har titlen ’Fremme indsamling, deling og formidling af overvågning af rumaffald’.

Gode og fornuftige henstillinger, som vi på et eller andet tidspunkt – helst snart – bliver nødt til at tage alvorligt.

Problemet bliver med tiden kun værre, og det kan kun løses gennem internationalt samarbejde og love, som alle følger.

Historiske nedfald

Det er kun sket to gange, at der er blevet udbetalt erstatning efter et satellitnedfald.

kosmos 954 rumskrot nedfald Canada

De første rester af Kosmos 954, som de så ud, da de blev fundet i Canada. (Foto: Natural Resources Canada)

Første gang var i 1978, da den russiske satellit Kosmos 954 faldt ned i Canada med en atomreaktor om bord.

Heldigvis skete nedfaldet over et øde område, men der blev skabt en del radioaktiv forurening. Det førte til en betydelig og dyr rensning af Jorden, og Canada krævede 6 millioner dollar i erstatning fra Sovjetunionen.

Det lykkedes delvist efter en del tovtrækkeri, og Sovjet endte med kun at betale 3 millioner dollar.

Men episoden førte også til en diskussion af, om der skal være pligt til at advare mod nedfald, som kan forvolde skade – der var overhovedet ingen forvarsel om Kosmos 954.

Skylabfragment fragment skylab nedstyrtning rumskrot satellit rummet NASA ESA

Vragdel af Skylab fundet i Australien, og som nu er udstillet i USA. (Foto: Rycho626 - Public Domain)

Året efter, i 1979, faldt dele af den amerikanske rumstation Skylab ned over det vestlige Australien. Byen Esperance idømte spøgefuldt NASA en bøde på 311 dollar for at overtræde regler om forurening – en bøde, som NASA ignorerede, selv om den til sidst blev betalt af en amerikansk radiovært i 2009.

Det 40 tons tunge russiske rumlaboratorium Salyut 7 styrtede ned i februar 1991. De største stykker, der kun vejede et par kilo, blev fundet i Andesbjergene nær grænsen mellem Chile og Argentina.

columbia brænder op rumfærge ulykke

Fotografi af Columbia, der brænder op i atmosfæren.

Rumfærgen Columbia, der brændte op i atmosfæren 1. februar 2003, hvorunder syv astronauter omkom, var meget tæt på at skabe en endnu større ulykke. Det skyldtes, at nedturen mod Cape Canaveral foregik over det sydlige USA og ikke over vand som normalt.

Det betød, at et meget stort antal vragdele blev fundet i et 150 kilometer langt og 15 kilometer bredt område, heldigvis i et sparsomt befolket område på grænsen mellem Texas og Arizona.

I alt faldt måske 50 ton affald ned, og ved et mirakel kom ingen til skade, selv om der faldt affald ned bare 25 kilometer fra Houston og Fort Worth.

Der skete nogen materiel skade, og NASA modtog i alt 66 krav for skade på fast ejendom eller tab af kvæg, og der blev betalt erstatninger på mindst en halv million dollars.

columbia rumfærge ulykke vragdele samling

For at kunne samle de mange vragdele fra Columbia og se, hvor de hørte til, tegnede man en skitse af rumfærgen på gulvet i en stor hangar og anbragte så hver del, hvor man mente, den hørte hjemme. (Foto: NASA)

Nærkontakt med fly

Endelig skal nævnes to eksempler på, hvad man kan kalde nærkontakt mellem rumskrot og fly.

Det første eksempel er fra juledag 1996. Her ramte en mystisk genstand, sandsynligvis ikke større end en lille marmorkugle, ind i forruden på en Boeing 757, da flyet i en højde på næsten 10 kilometer var på vej fra Beijing til Wuhan.

Sammenstødet beskadigede det yderste lag af de i alt tre lag glas i ruden, og det fik besætningen på flyet fra China Southern Airlines til at vende tilbage til Beijing for en nødlanding.

»Den rapport kunne meget vel beskrive et sammenstød med et fragment af noget fra rummet,« siger William Ailor fra firmaet Aerospace Corporation i Californien i et interview med Aerospace America fra 2021. Aerospace Corporation står bag Center for Orbital and Reentry Debris Studies, hvor man studerer nedfald af satellitter.

»Det viser, at selv om et lille fragment måske ikke nødvendigvis tvinger et fly ned eller forårsager dødsfald, kan det stadig føre til, at besætningen er nødt til reagere på en nødsitation,« forklarer Ailor i samme interview.

Det andet eksempel er fra marts 2007, hvor en Airbus 320 på vej fra Chile til Auckland, New Zealand, kunne fortælle jordkontrollen i Auckland, at et stykke flammende rumskrot havde passeret deres fly i en afstand på mindre end 10 kilometer.

Ifølge en såkaldt ’plane spotter’, der aflyttede samtalen, fortalte piloten, at den rumlende støj fra rumaffaldet kunne høres oven i støjen fra flyet, og at han så affaldet lyse op, da det kom ind i Jordens atmosfære.

Lyden kommer sikkert i det øjeblik, affaldet gennembryder lydmuren, men alene dét, at piloten kunne høre en lyd, viser, at afstanden til affaldet ikke har været stor.

Historien har dog det twist, at russerne havde advaret New Zealand om, at en af deres satellitter netop på den tid ville komme ind i atmosfæren, og at denne advarsel var givet videre til piloterne på de fly, som var i luften nær New Zealand på det tidspunkt.

Det store problem

Problemet med raketter og satellitter, der falder ned på Jorden, er alvorligt nok, men på lidt længere sigt er risikoen for sammenstød i rummet et meget større problem.

Det kan føre til nogle ganske alvorlige politiske kriser, hvis en rumstation, et kostbart rumteleskop eller noget andet dyrt isenkram bliver beskadiget eller helt ødelagt ved et sammenstød med en anden satellit.

Allerede nu har man det problem, at 90 procent af de genstande, der kredser om Jorden, er rumskrot – alt fra raketter til udtjente satellitter og vragdele efter kollisioner. Det betyder, at det man ofte ikke kan identificere skadevolderen.

Problemet vil i løbet af de næste 10 år blive helt uoverskueligt, da der er varslet op mod 100.000 internetsatellitter i de kommende 10 år.

Det er et emne, vi nok vil tage op ved en anden lejlighed.

Den cubanske ko

I et af de første tilfælde af nedfald fra rummet kom en cubansk ko til at spille en hovedrolle.

I august 1960 opsendte amerikanerne en raket med en navigationssatellit. Raketten eksploderede over Cuba, ikke så langt fra Guantánamo Bay. Flere store stykker faldt til jorden intakte, og den cubanske regering skyndte sig at få fat på dem, så de kunne sælge nogle stykker til Sovjetunionen og andre til Kina.

Men der var også et offer - en ko ved navn Ruhina.

Alt dette skete før, der var regler på området, da rumalderen kun var tre år gammel. Men tabet af koen var ifølge Fidel Castro et bevis på amerikansk aggression, og han klagede til FN.

Hundredvis af studenter (måske organiseret af regeringen) demonstrerede foran den amerikanske ambassade i Cuba og råbte: »Med køer eller uden køer vil revolutionen vinde!«

De bragte adskillige køer og tyre med sig som en del af protesten, den ene draperet med følgende besked: »Eisenhower, du myrdede en af ​​mine søstre«.

Det endte med, at amerikanerne betalte to millioner dollar i erstatning, hvilket har gjort Ruhina til den dyreste ko i historien.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.

Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om de utrolige billeder af Jupiter her.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med over en halv million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk