NASA tænder for sin nye planetjæger
Kilde: 
30 juli 2018

19. april i år satte NASA’s rumteleskop, TESS, kurs mod rummet i en jagt på målrettet jagt på såkaldte exoplaneter - planeter, der kredser om en anden stjerne end Solen.

17. maj tog TESS sit første billede, da det drev forbi Månens bane om Jorden.

Og 25. juli indledte teleskopet, der er kendt som den Keplerteleskopets arvtager, endelig sine videnskabelig ærinder og sin planetjagt, skriver NASA i en pressemeddelelse.  

»Jeg er begejstret for, at vores nye planetjægermission er klar til at udforske nabolaget og de nye verdener, der omgiver vores solsystem,« fortæller Paul Hertz, leder af NASA’s astrofysiske hovedkvarter i Washington, i pressemeddelelsen.

»Nu hvor vi ved, at der findes flere planeter end stjerner i universet, ser jeg frem til at opdage nogle af de mærkværdige og fantastiske verdener, der findes,« tilføjer han.

TESS vil ganske enkelt scanne og fotografere områder omkring særligt lysende stjerner i håbet på at finde planeter uden for vores eget solsystem. 

Teleskopet vil ifølge planen sende sin første data tilbage til Jorden i august. Herefter vil det sende data tilbage hver 13.5 dag.

På baggrund af denne data kan missionens tilknyttede forskere lede efter nye exoplaneter.

TESS-missionen er sat til to år, og det er forventet, at teleskopet vil finde tusindvis af planeter.

For få årtier siden anede astronomerne reelt ikke, om der fandtes planeter uden for vores eget solsystem.

NASA forklarer den mere tekniske del af TESS' scanningarbejde i videoen herunder:

NASA giver her en pædagogisk forklaring på, hvordan TESS arbejder. (Video: NASA)

fghs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.