NASA svarer på Trumps mærkelige tweet om Månen: »Intet har ændret sig«
Kilde: 
11 juni 2019

Donald Trump skabte endnu engang en hel del furore, da han 7. juni tweetede følgende fra Air Force One under sin hjemrejse fra Europa.

Oversat til dansk betyder det:

»Med alle de penge, vi bruger, burde NASA ikke tale om at rejse til Månen – det gjorde vi for 50 år siden. De skulle koncentrere sig om de meget større ting, vi er i gang med, herunder Mars (som Månen er en del af), forsvar og videnskab!«

Tweetet skabte ikke så mærkeligt en del forvirring om NASA's nuværende månemission 'Artemis', hvis formål er at sende mennesker til Månen i 2024.

Og hvis NASA's leder, Jim Bridenstine, var forvirret, havde han i hvert fald god grund til det, skrev rumfartseksperterne Helle og Henrik Stub i en kommentar på Videnskab.dk.

LÆS OGSÅ: Sådan vil USA vende tilbage til Månen

Nu har Jim Bridenstine kommenteret på tweetet, og han ser ud til at takle det ganske roligt eller i hvert fald tolke det med stor optimisme, skriver det amerikanske medie CNET.

»Månen er vigtig, fordi det er et øvelsesområde, der kan hjælpe os med at komme til Mars, og det var netop det, præsidenten pointerede,« sagde Jim Bridenstine under et offentligt møde for de ansatte på NASA Glenn Research Center i Ohio.

»Intet har ændret sig. Nogle mennesker har forsøgt at læse mere ind i det her, end der behøves,« forklarede Jim Bridenstine desuden ifølge CNET.

Står det til troende, ser det altså ikke ud til, at Trumps tweet rykker synderligt ved NASA’s Artemis-mission.

LÆS OGSÅ: Trump skruer op for rum-budget: NASA vil lande første kvinde på Månen om fem år

LÆS OGSÅ: Fra taber til førende rummagt: Historien om, hvordan Sovjet og USA kæmpede sig til Månen

fghs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.