NASA's Artemis-mission har fundet de private samarbejdspartnere, som skal assistere rumorganisationen i at lave landingssystemer, der kan bringe astronauter sikkert til Månen i 2024.
Det skriver NASA i en pressemeddelelse.
»Det er første gang siden Apollo-æraen, at NASA har fået midler direkte til et landingssystem til astronauter, og nu har vi også de virksomheder på kontrakt, som skal arbejde for Artemis-programmet,« siger NASA's administrerende direktør, Jim Bridenstine, i pressemeddelelsen.
Valget er faldet på SpaceX, Dynetics og Blue Origin of Kent, der tilsammen har underskrevet kontrakter på ti måneders arbejde for sammenlagt næsten en milliard dollars.
Du kan se de tre virksomheders forskellige forslag til et landingssystem her:
De tre, amerikanske virksomheder har meget forskellige forslag til, hvordan man sikkert kan placere astronauter på månens overflade. Video: NASA
I februar 2021 vil de forskellige landingssystemer blive testet, og det vil fra NASA's hold blive besluttet, hvem af virksomhederne der i perioden er nået frem til den bedste løsning, og som samarbejdet skal fortsætte med.
Med den metode vil det være muligt systematisk at lære af fejl og hårdt evaluere den svære proces, det er at skabe sikre landingssystemer, skriver rumorganisationen i pressemeddelelsen.
Hvilken virksomhed, der i sidste ende skal få æren af at placere astronauterne på Månens overflade sammen med NASA, ved man altså ikke endnu.
Artemis-missionens mål er blandt andet at få den første kvinde på Månen i 2024 og skabe grobund for at have en permanent udstationering på Månen.
Den næste månelanding er også et skridt på vejen mod at bringe astronauter til Mars.