Mars i 3D: Se NASA-billede af den røde planet fra en rumhelikopter
Ingenuity Mars 3D Billede

3D-billedet af Mars afslører flere geologiske detaljer om den røde planet. Billedet blev taget af rumhelikopteren Ingenuity, der er en del af Perseverance-missionen, 24. juli 2021 i et område forskerne kalder 'Raised Ridges'. Du kan læse om de geologiske detaljer i artiklen. (Foto: NASA/JPL-Caltech).

3D-billedet af Mars afslører flere geologiske detaljer om den røde planet. Billedet blev taget af rumhelikopteren Ingenuity, der er en del af Perseverance-missionen, 24. juli 2021 i et område forskerne kalder 'Raised Ridges'. Du kan læse om de geologiske detaljer i artiklen. (Foto: NASA/JPL-Caltech).

Kilde: 
05 august 2021

Som rumforsker er det formentlig en drøm at være med til at udforske en planet.

Meget tyder på, at NASA-forskeren Kevin Hand i disse dage udlever sine største drømme.

I en pressemeddelelse fra den amerikanske rumfartsorganisation præsenterer Hand et nyt billede af Mars, der ifølge ham selv er hans favoritbillede af den røde planet.

Kevin Hand arbejder som forsker hos NASA’s Jet Propulsion Laboratory, der forsker i rumfartøjer og raketter, og i pressemeddelelsen fortæller han om et særlig 3D-billede af Mars’ overflade.

Billedet er taget af NASA’s Ingenuity-helikopter 24. juli ved Jezero-krateret i et område forskerne kalder ’Raised Ridges’.

På helikopterens 10. tur lettede den op til en rekordhøjde på 12 meter, hvorefter den tog 10 billeder med et særligt kamera.

Billedet, der kan ses øverst i artiklen, er en kombination af to billeder, der med 3D-effekten giver forskerne et nyt indblik i den røde planets overflade.

»I 3D føles det næsten, som om du kan række ud og føle ’Raised Ridges’. Det er nemt at fordybe sig i billedet, men det afslører også store detaljer. Hvis du ser nærmere efter, kan du se besynderlige linjer over overfladen ved flere af klipperne.«

»Er disse linjer dannet af æoner af vind (vind, der er blæst over en umådelig lang periode red.) og støv, der er blæst over klipperne – eller fortæller linjerne en historie om, at der har været vand her? Vi ved det ikke endnu,« fortæller Hand i pressemeddelelsen.

Ingenuity-helikopteren tillader forskerne på Perseverance - et Mars-fartøj, der landede på planeten 18. februar 2021 - at være to steder på en gang.

Mens Mars-roveren udforsker Jorden og gør klar til at indsamle prøver, er Ingenuity hundredvis af meter væk og gennemsøger andre områder.

Med billederne fra ‘Raised Ridges’ har forskerne nu beviser for, at der er potentiale for at tage nogle særdeles interessante jordprøver i det område.

Det vil dog tage mange dage og en vis mængde brændstof at rejse til dette område, og derfor skal forskerne i den kommende tid vurdere, om turen ville være det hele værd.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.