Nu kan store haller i sneen i Grønland og på Antarktis bygges på en helt ny og unik måde. Man starter med at blæse store balloner op i udgravninger i sneen, og så dækker man dem med sne fra en sneblæser.

Efter et par dage er sneen hærdet, så den kan fungere som tag. Så tømmes ballonerne, og nye, smukke og solide haller er dukket op under overfladen. Haller, som isforskere kan bruge som arbejdsplads.

»Vi har været deroppe og installere vores udstyr. Tilsyneladende fungerer det godt, hallerne virker meget stabile. Vi er spændte på, hvordan de vil være at arbejde i,« fortæller Steffen Bo Hansen om de ishaller, der kom til verden sidste forår.

Steffen Bo Hansen er ingeniørassistent på Center for Is og Klima, der hører under Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet, og han har arbejdet med iskerneboringer siden 1970'erne. Snart skal han og resten af holdet tilbage til Grønland og bore videre.

Isen røber fortidens klima

Metoden kan netop bruges af isforskere og ingeniører, der vil bore iskerner op. De skal nemlig bruge en hal at bore fra, og én mere til at lave videnskabelige undersøgelser af isen.

Ældgammel is kan røbe fortidens klima og give os en bedre idé om, hvad der venter os i en verden, der bliver stadig varmere på grund af den menneskeskabte drivhuseffekt. Derfor borer forskerne ned i isen i Grønland og på Antarktis for at hente gammel is op til analyse.

Isen kan være mange hundredtusinde år gammel, og den gemmer blandt andet på historisk information om temperaturen og atmosfærens indhold af drivhusgasser.

Det er noget, som vi på Videnskab.dk har skrevet mange artikler om, for eksempel Opvarmning af Grønland flyttes 4.000 år tilbage og Iskerner fra Grønland og Antarktis smelter sammen.

Spild af træ

Men iskerneboringer er en barsk affære. De foregår i de mest ugæstfri miljøer på kloden ved temperaturer langt under frysepunktet.

Typisk graver isforskerne og teknikerne et stort hul i isen og starter boringerne derfra, for så kan de være i læ for vind og vejr.

Trykket fra sneen kan gøre en ishule med træloft ubrugeligt på få år. Her er samme hule fotograferet i 2009 og i 2012. Hulens højde er faldet fra 4,60 til 3,25 meter. Bemærk alle de knækkede bjælker i loftet til højre. (Fotos: J. P. Steffensen)

Det er dyrt og besværligt at transportere det tunge træ til de afsides boresteder, der ofte er langt inde på indlandsisen, og der er grænser for, hvad trækonstruktionen kan holde til. Efter nogle år giver taget efter for trykket fra det sne, der daler ned ovenpå.

Haller bygget af sne med ballonmetoden holder længere. Desuden er metoden miljøvenlig og kan spare forskerne for en hel del tid og besvær.

Dansker fik ideen

Det var professor Jørgen Peder Steffensen fra Center for Is og Klima, der fik ideen til at bruge balloner.

»Jeg oplevede, hvordan vi måtte forlade enorme tømmermængder i sneen, fordi bjælkerne i loftet brækkede under trykket. Det fik mig til at tænke på, om man ikke kunne konstruere hulerne på en mere miljøvenlig måde med naturens egne materialer,« fortæller han.

»Jeg vidste, at når sneen lander efter at have været igennem en sneblæser, så bliver den stenhård efter et par timer – nærmest som beton. I sneblæseren bliver sneen så at sige makuleret, så snekrystallerne bliver slået i stykker og pakker sig helt tæt.«

En hoppeborg i sneen

Jørgen Peder Steffensen tænkte, at hvis blot man kunne få sneen fra en sneblæser til at ligge og hærde et par dage, så kunne den afløse den trækonstruktion, der ellers skulle bruges som tag.

Så kom ideen til at bruge en ballon til at holde sneen oppe så længe.

Kolding-firmaet Presenco viste sig at kunne levere varen – en ballon af forstærket PVC. Som en hoppeborg, bare formet som en cylinder med en halvkugle i hver ende.

»Så lægger sneen sig som en romersk rundbue, der kan tåle et stort tryk. Ballonen var ideel, fordi den gav et stillads med en fuldstændig jævn overflade. Så fordeles bæreevnen helt jævnt,« siger Jørgen Peder Steffensen.

»I 2012 fik vi bygget en prøveballon, der var 15 meter lang og 4,2 meter i diameter. Så lavede vi en udgravning, der var en smule mindre end det, ballonen gerne ville være. Den oppustede ballon lå i udgravningen som pølsen i et pølsebrød, og så blæste vi sne på og byggede taget op.«

»Efter tre dage vendte vi pumpen om, sugede ballonen tom og trak den ud. Resultatet var en støbt snehule.«

35 meter lange balloner

I årene efter holdt forskerne godt øje med snehulen ved NEEM-boringen i det nordvestlige Grønland. I 2015 kunne de konstatere, at den stadig holdt formen. Så fik de blod på tanden.

Metoden er for alvor blevet brugt ved EastGRIP-boringen i Nordøstgrønland sidste forår. Her vil forskerne bore 2,5 km ned i isen, helt ned til grundfjeldet. Vi har tidligere skrevet om projektet, der ledes af Center for Is og Klima, i artiklen Kæmpe klimajoker: Indlandsisen er utæt.

Ballonerne er noget større end den gennemsnitlige Tivoli-ballon. Denne er 35 meter lang og fem meter i diameter. (Foto: J. P. Steffensen)

De byggede en større struktur bestående af tre haller, to skakter (en elevatorskakt og en trappeskakt, hvor ballonerne var stillet på højkant), et iskernelager og en 40 meter lang rampe ned. Bunden af hallerne ligger syv meter under overfladen. I alt blev der brugt 10 store balloner, der kan genbruges mange gange.

»Vi købte en stor sneblæser til at sidde på en PistenBully – et køretøj med brede larvefødder, der ellers kører rundt og laver pister på skisportssteder. Sneblæseren er 4,6 meter i bredden og har 150 hestekræfter. Den kunne flytte sne! Den tog mellem 20 og 50 cm sne ad gangen, så den skulle frem og tilbage nogle gange for at komme syv meter ned,« beretter Jørgen Peder Steffensen.

Ishoteller kan opføres hurtigt og billigt

Han fortæller videre, at ballon-snehulerne har vakt international opsigt:

»Jeg tror, at rigtig mange vil bruge metoden. Amerikanerne har spurgt til den, og jeg har tilbudt, at de må låne nogle balloner og afprøve teknikken. Franskmændene er i gang ved Dome C på Antarktis, og jeg er sikker på, at englænderne og tyskerne snart melder sig. Det har store perspektiver.«

»Jeg har også foreslået Grønlands selvstyre at bruge metoden. Man kunne bygge et oplevelsescenter i indlandsisen for relativt få penge. Så kunne turister betale for at overnatte i en snehule. Det er alt for dyrt at opføre bygninger på indlandsisen, men snehuler kan bygges billigt med balloner.«

Jørgen Peder Steffensen og kollegerne glæder sig til at komme tilbage til EastGRIP, der nu er forladt, for om vinteren er det for koldt til at arbejde med isboringerne.

Lejren åbner igen 26. april 2017. Så vil det vise sig, om de forbundne, ballonskabte ishaller stadig er i topform.