Alle bosteder i Grønland skal have deres egen el- og vandforsyning, fordi der ikke findes noget sammenhængende forsyningsnet. Det medfører nogle voldsomme udfordringer rundt om i landet, eksempelvis i Grønlands nordligste by, Qaanaaq, hvor vandforsyningen i otte måneder om året må tænkes kreativt for at skaffe drikkevand. En dansk forsker arbejder på at løse problemet.

En forsker vil finde vand

Mens langt det meste af forskningen i Grønland fokuserer på klimaforandringer eller ressourceudvinding, arbejder Kåre Hendriksen fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) med mere jordnær og umiddelbar praktisk anvendelig forskning.

Den særlige udfordring har fået ham til at studere byen, og hans konklusion er ikke til at tage fejl af:

»I Qaanaaq står indbyggerne og samfundet med nogle helt klare ingeniørmæssige udfordringer i relation til bl.a. strøm, vand og affaldssortering.«

Kåre Hendriksen er lektor ved Center for Arktisk Teknologi på DTU, og gennem 20 år har han beskæftiget sig med udfordringer og bud på løsninger i grønlandske byer. Han har netop sammen med Birgitte Hoffmann fra Aalborg Universitet udgivet rapporten Qaanaaq Distrikt – infrastruktur og erhvervsgrundlag, der identificerer nogle af de største udfordringer og præsenterer potentielle løsningsforslag.

Udover udfordringen med at skaffe drikkevand ser rapporten også på en række andre udfordringer for de nordlige bopladser i Qaanaaq-distriktet. Rapporten kan downloades her.

Vinteren er en udfordring

Mens vinterens komme herhjemme betyder forsinkede busser og flere buler i bilerne, medfører det kolde vejr nogle – i al beskedenhed – mere alvorlige udfordringer for Rigsfællesskabets nordligste beboere. Her er adgangen til drikkevand ikke nogen selvfølge, og den nuværende løsning på udfordringen er enormt dyr og ikke helt ufarlig.

I billedets venstre hjørne ses de to vandtanke, der forsyner byen med vand i de første vintermåneder. (Foto: Kåre Hendriksen)

Qaanaaq er en by med omkring 640 indbyggere, der ligger på en stenet skråning med permafrost. I fire måneder over sommeren anvendes vand fra en elv til drikkevandsforsyningen. Samtidig fyldes to store vandtanke, der sikrer indbyggerne drikkevand i yderligere fire måneder. Dermed står byen med en alvorlig udfordring fire måneder om året.

Læs også: 'Den blødende gletsjer' er en del af underjordisk vandsystem

At lave havis til drikkevand

For nuværende er løsningen på vandmanglen at sende en tung dumper og gummiged ud på havisen for at samle isfjelde op og køre dem ind til land.

Om vinteren skaffes drikkevand ved at køre ud på havisen i store entreprenørmaskiner og hente isfjelde. De smelte efterfølgende, og vandet ledes ud i distributionsnettet. (Foto: Kåre Hendriksen)

Turen ud på isen i de tunge entreprenørmaskiner er ikke helt ufarlig. Særligt i overgangen fra vinter til forår, hvor havisen bliver tyndere og er undermineret af strøm, er det risikofyldt at køre ud på den for at skaffe vand. Men på nuværende tidspunkt er der ingen vej udenom.

Når isen er bragt sikkert i land, hældes den i et stort smelteværk, hvor isfjeldene smeltes til drikkevand, der sendes ud i distributionsnettet. Det er en bekostelig metode. I de fire vintermåneder, hvor drikkevandet produceres på denne måde, har vandet en produktionspris på mere end 600 kr. pr. kubikmeter. Det er Grønlands dyreste vand. Til sammenligning kostede en kubikmeter vand for de københavnske forbrugere 37,49 kr. i 2015.

Fandt en død hund i smelteværket

For at undgå at skulle køre ud på havisen og hente isfjelde i den allerfarligste periode, opbygges et lager af is på stranden, som kan bruges, når havisen er blevet for tynd til de tunge maskiner.

Opmagasineringen på stranden er dog ikke helt uproblematisk. For et par år siden fandt man en død hund i smelteværket, fortæller Kåre Hendriksen. Hvordan den var havnet der, vides ikke med sikkerhed, men den var næppe havnet der, hvis isfjeldene var kørt direkte fra havet til smelteværket. Sikkert er det dog, at en død hund ikke gavner vandkvaliteten.

Affaldet fra Qaanaaqs indbyggere bliver opmagasineret i poser på stranden. Når fugle og dyr går i poserne for at finde mad, går der hul på poserne og affaldet forurener havvandet ud for byen. (Foto: Kåre Hendriksen)

Samtidig er størstedelen af byen ikke kloakeret, og toiletaffald deponeres i plastikposer på stranden, som hunde og fugle går i. Det medfører, at der løber forurenet vand forbi de opmagasinerede isfjelde, der senere skal løbe som drikkevand i byens vandhaner. Det gør heller ikke noget godt for drikkevandet.

Læs også: Kampen mod vandmangel sættes i gang

Når der er mest brug for vand, er lageret tømt

Som om det dyre vand og forureningskilderne ikke er udfordringer nok, falder perioden for de tomme vandlagrer sammen med det største vandbehov.

I Qaanaaq er der et spirende fiskeri efter hellefisk. Desværre er sæsonerne sådan indrettet, at fangsten hovedsageligt bringes i land i den periode, hvor der skal smeltes isfjelde for at skaffe rent ferskvand. Derfor skal samtlige fisk renses og lagres i den periode, hvor vandet er allerdyrest. For nuværende fryses fiskene derfor hele, og sendes væk. Derved går byen glip af den vigtige beskæftigelse en yderligere forarbejdning af fiskene ville medføre.

Oven i det er fiskerierhvervet udfordret af, at der på grund af is på havet kun kommer to skibe om året. Det betyder, at når fiskeriet for alvor begynder i marts, er der fire til fem måneder til, at man første gang kan sende de fangede fisk af sted. Det kræver en stor lagerkapacitet, hvor fisken skal opbevares ved 28 minusgrader. Det kræver strøm, som er dyrt at producere i byen.

Qaanaaq er dermed udfordret af, at den bedste indtægtskilde, fiskeriet, reelt ikke giver penge grundet manglende vand og mulighed for at transportere fangsten ud af byen.

Qaanaaq har det bedste vand

Selvom udfordringerne kan virke uoverstigelige for os danskere, der er vant til ubegrænset adgang til drikkevand året rundt, er det ikke noget, der for alvor bekymrer de lokale.

»Jeg elsker at bo i Qaanaaq. Her er den bedste natur, god udsigt og dejlig frisk luft,« fortæller Dan D. Normann, der er ledende skoleinspektør i Qaanaaq. 

På trods af, at udfordringerne med at skaffe vand er et af de bærende elementer i Kåre Hendriksens forskning i byen, er Dan. D. Normanns syn på vandet indledningsvist ubetinget positivt.

»Qaanaaq har det bedste vand, man kan få. Der findes ikke noget bedre,« siger han.

Selvom vandforsyningen er afhængig af vind og vejr, når der skal hentes isfjelde på havet, frygter skoleinspektøren ikke at løbe tør for vand:

»Jeg har oplevet at løbe tør for vand i min barndom, men det er ikke noget, jeg frygter. Vi henter selv vand, hvis vi mangler det,« fortæller han og understreger, at dem, der normalt henter isfjelde på det frosne hav, har stor erfaring:

»Dem, der arbejder på smelteværket, har mange års erfaring, så der sker aldrig ulykker.«

Dan D. Normann frygter altså hverken vandmangel eller ulykker med de store entreprenørmaskiner på havisen, men han glæder sig alligevel til en mere permanent løsning i fremtiden:

»For byen vil det selvfølgelig være bedre med en sikker vandforsyning. Vi glæder os til, at Kåre (Hendriksen, red.) får afprøvet sine forskellige forslag.«

Klimaet tvinger Qaanaaq til at opfinde en løsning

Selvom Dan D. Normann ikke frygter at løbe tør for vand i løbet af vinteren, er behovet for en mere sikker vandforsyning mere presserende end nogensinde før.

De seneste års klimaforandringer betyder, at den periode, hvor det er sikkert at køre ud på havisen og hente isfjelde, er blevet kortere. Den udvikling ser ud til at fortsætte, og derfor er det bydende nødvendigt for Qaanaaq, at Nukissiorfiit (nationalt el- og vandselskab der har forsyningsforpligtelsen) finder en mere permanent løsning af vandforsyningen.

Der er flere løsninger i spil, men ingen af dem er hverken billige eller uproblematiske, forklarer Kåre Hendriksen.

»En af mulighederne er at se, om der dybere nede i elven løber vand i en længere periode, end vi kan se på overfladen. Elven løber på en bund af store klippeblokke, som betyder, at der kan gemme sig vandlommer, der løbende fyldes op, også selvom elven på overfladen ser ud til at være tørlagt.«

Kåre Hendriksen har en formodning om, at der kan gemme sig uudnyttede lommer af ferskvand i elven, som måske kan forsyne byen med vand. (Foto: Kåre hendriksen)

»Det er også en mulighed at opføre yderligere to vandtanke, så den samlede kapacitet går fra 4.000 kubikmeter i dag til 10.000 kubikmeter. Men det er også en dyr og kompliceret løsning, da de skal funderes på permafrost. Vi skal derfor have undersøgt, hvor dybt de skal funderes,« forklarer Kåre Hendriksen og uddyber udfordringen ved den løsning:

»Vi er nødt til at varme vandet op, så det ikke fryser til i de hårde vintre, men opvarmningen udgør en trussel mod den permafrost, som tankene skal bygges på. Det kræver en god isolering af tankene. Og så har vi slet ikke snakket om, hvad det koster at vedligeholde dem. Det er en dyr løsning.«

Man kan bygge sin egen sø

»Et andet bud er at grave en syv meter dyb sø, der kan bruges til opbevaring af ferskvand. I den hårdeste del af vinteren formoder vi, at de øverste to meter vil fryse til, og i bunden vil permafrosten nok fryse den nederste meter, men det efterlader en vandlomme på fire meter, der kan forsyne byens indbyggere med vand i løbet af vinteren.«

Den løsning er umiddelbart billigere end at bygge tanke, men kræver måske en membran, så vandet ikke løber ud af søens bund. På grund af permafrosten er det slet ikke sikkert, at det kan lade sig gøre, da underlaget muligvis ikke er stabilt nok.

Læs også: Vandmangel påvirker mere end halvdelen af Jordens befolkning

Den sidste løsning, som heller ikke er uproblematisk, er afsaltning af havvand, der hentes ind fra havet ud for byen. Den metode bruges flere steder i Grønland, selvom det også er en dyr løsning. I Qaanaaq er det ekstra kompliceret, da havisen smelter på en uhensigtsmæssig måde:

»Ud for Qaanaaq smelter isen først tættest på land på grund af et stenrev, der ligger ud for byen. Det gør det meget vanskeligt at føre en ledning ud, der kan suge vandet ind til byen.«

Udfordringen består i at undgå, at ledningen bliver revet i stykker af isskruninger og isen, som bliver ustabil i forbindelse med at den smelter. Samtidig skal ledningen være ret lang. For som beskrevet er byens kloaknet stort set ikke-eksisterende:

»Ledningen er nødt til at køre mindst 500 meter ud i havet, hvis vi skal undgå at hive forurenet vand ind i distributionsnettet,« siger Kåre Hendriksen.

En mulighed er at afsalte havvand og derigennem skaffe drikkevand. Men isskrueninger ud for byen gør den løsning vanskelig. (Foto: Kåre Hendriksen)

Der er altså flere bud på løsninger, men de er allesammen præget af den barske natur, som Qaanaaq ligger midt i. Til næste sommer skal Kåre Henriksen og en gruppe kolleger op og gennemføre prøveboringer for at vurdere permafrostforholdene.

»Vi har lige fået en bevilling fra Selvstyret på 2,5 millioner kroner til at gennemføre en forundersøgelse i Qaanaaq, så vi kan få et solidt grundlag at vurdere de forskellige løsninger på.«