Hvorfor mister dit barberblad sin skarphed over tid?
Barberblad sløv metal skæg

Din barberskraber mister styrke over tid, selvom barberbladets materiale er 50 gange stærkere end menneskehår. (Foto: Shutterstock)

Din barberskraber mister styrke over tid, selvom barberbladets materiale er 50 gange stærkere end menneskehår. (Foto: Shutterstock)

11 august 2020

Man skulle tro, at et skarpt barberblad til hver en tid kunne skaffe sig af vejen med selv det største skæg.

Men over tid bliver din skraber sløvere og sløvere, uanset hvor godt du passer på den. Også selvom menneskehår er 50 gange blødere end et barberblad.

I et nyt studie fra Massachusetts Institute of Technology (MIT) i USA har tre forskere fundet frem til årsagen. Det skriver NPR.

Hver tredje dag barberede den kandidatstuderende Gianluca Roscioli sig. Efterfølgende målte han effekten på bladet. Det gjorde Roscioli ved hjælp af et skanningselektronmikroskop (SEM), der kan skanne bittesmå overflader med en fokuseret stråle af elektroner.

»Jo mere jeg barberede mig, jo flere skader observerede vi på bladene« fortæller Roscioli til NPR.

Det viser sig, at vinklen, som barberbladet rammer hårene på, er en vigtig del af forklaringen.

Bladet ikke har den samme tykkelse og struktur over hele overfladen, hvilket kan ødelægge barberbladet over længere tid, hvis metallet rammer hårene på en skæv måde.

Sammen med professoren Cemal Cem Tasan og researcheren Seyedeh Mohadeseh Taheri-Mousavi håber Roscioli ifølge NPR på, at yderligere forskning af metallers mikrostruktur kan hjælpe med at skabe mere slidstærke metaller i fremtiden.

Resultaterne er blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Science.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.