'Hundetelefon' lader hunde ringe til deres ejere

Vi kan godt lave moderne teknologi, som hunde kan lære at bruge, mener en forsker bag en nyudviklet 'hundetelefon'. (Modelfoto: Shutterstock)

Vi kan godt lave moderne teknologi, som hunde kan lære at bruge, mener en forsker bag en nyudviklet 'hundetelefon'. (Modelfoto: Shutterstock)

17 november 2021

Hvor mange opkald ville du få, hvis din hund kunne ringe til dig?

For lektor og ph.d. Ilyena Hirskyj-Douglas var svaret op imod 16 opkald på en dag. Det skriver University of Glasgow i en pressemeddelelse.

Sammen med sine forskerkolleger udviklede hun en ‘hundetelefon’ ved navn DogPhone, der lod hendes 10 år gamle labrador, Zack, lave video-opkald til hende, når han skubbede til en bold.

»Det, jeg ville udrette med DogPhone, var, at omdanne Zack fra en, der blev ‘brugt’ af teknologien, til en, der selv brugte teknologien, og som kunne træffe aktive beslutninger, om hvornår, hvor og hvordan han foretog et opkald,« fortæller Ilyena Hirskyj-Douglas i pressemeddelelsen.

Hun er førsteforfatter på et nyt studie om DogPhone, der er udgivet i tidsskriftet Proceedings of the Association for Computing Machinery on Human-Computer Interaction.

Den nyudviklede DogPhone ligner udadtil en almindelig bold, men indeni ligger der et accelerometer – et apparat, der kan måle, om bolden kommer i bevægelse.

Når accelerometeret fornemmer, at der er bevægelse, starter den et videoopkald på en bærbar computer, der står i Ilyena Hirskyj-Douglas’ stue.

Ved at bevæge bolden kan Zack altså starte et opkald med sin ejer, når han selv vælger det.

Til højre og venstre kan du se eksempler på videoopkald, som hunden Zack startede ved hjælp af DogPhone. De to midterste billeder viser bolden og elektronikken, der fik DogPhone til at virke. (Figur: Hirskyj-Douglas, E. et al. (2021) / CC BY-NC-ND 4.0)

Resultaterne af forsøget var dog temmelig svingende.

I studiets første fase startede Zack 18 opkald, hvoraf halvdelen med sikkerhed var utilsigtede, da han simpelthen var faldet i søvn på bolden.

Efter finjusteringer af accelerometeret resulterede DogPhone i omtrent fem opkald om dagen.

Selvom mange af opkaldende lod til at være tilfældige, mener Ilyena Hirskyj-Douglas, at flere af dem havde større betydning.

Under de opkald, hvor Zack viste interesse, viste hun ham med sin telefon hendes kontor, en restaurant, en metrostation og en gadekunstner.

»Selvfølgelig kan vi ikke vide med sikkerhed, om Zack forstod årsagssammenhængen mellem at samle bolden op og at lave et opkald,« siger Ilyena Hirskyj-Douglas.

»Men det er sikkert, at ved nogle lejligheder var han helt klart interesseret i det, han så, og at han udviste noget af den samme adfærd, som han udviser, når vi er fysisk sammen.«

På trods af usikkerhederne, betragter forskeren forsøget som vellykket:

»Uanset hvilken form, det tager, har vi taget endnu et skridt mod at udvikle en eller anden form for 'hunde-internet', der giver kæledyr mere autonomi og kontrol over deres interaktioner med teknologi,« siger Ilyena Hirskyj-Douglas i pressemeddelelsen fra University of Glasgow.

Herunder kan du se Ilyena Hirskyj-Douglas selv præsentere sin forskning i en video fra University of Glasgow

Video: University of Glasgow

on

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.