Glattere end teflon: Forskere opdager utrolig smørelse i benene på en bille

Mikroskopier af billen Zophobas morio og det led i dens ben, hvorfra den ultra-glatte substans bliver sekreret. (Foto: Nadein, K. et al./CC BY 4.0)

Mikroskopier af billen Zophobas morio og det led i dens ben, hvorfra den ultra-glatte substans bliver sekreret. (Foto: Nadein, K. et al./CC BY 4.0)

Kilde: 
12 juli 2021

Teflon er umådeligt praktisk. Det syntetiske materiale mindsker gnidning og bruges udover 'slip-let'-stegepander også i blandt andet gearkasser og elektronik.

Men naturen er ikke sådan at overgå, og nu har tyske forskere opdaget en substans i benene på skyggebillen Zophobas morio, som er glattere end selv teflon.

Det skriver New Scientist.

Mange biller har naturligt forekommende smørelse i deres led, som forebygger slid, men Z. morio lader til at danne en større mængde og en meget mere potent smørelse end sine slægtninge.

Et mikroskopbillede af den nyopdagede smørelse, som ligger på billens hårde overflade. (Foto: Konstantin Nadein/Christian-Albrechts/University of Kiel)

Det vokslignende stof udskilles fra 1 mikrometer brede porer i billens ydre skal omkring benleddene og smøres ud, når benet bevæger sig.

Det lykkedes forskere fra Christian-Albrechts-Universität i Kiel i Tyskland at udvinde sekretet fra billen, som de dernæst afprøvede ved at smøre det mellem to små glasplader og måle, hvor meget kraft det krævede at flytte glasset.

Her scorede billesmørelsen højere end teflon (polytetrafluoroethylene), det syntetiske stof, hvis gnidningsmindskende egenskaber har udbredt industriel brug.

Udover at agere smørelse lader det til, at stoffet også har støddæmpende egenskaber, skriver New Scientist.

Før stoffet kan anvendes, er forskerne dog nødt til at finde på en måde at syntetisere det, da det er så besværligt at udvinde stoffet fra billerne, at det lige nu er mange gange dyrere end guld.

Men hvis det lykkes, vil stoffet formodentlig kunne bruges i teknologier som mikrorobotter og proteser.

Studiet blev udgivet i Proceedings of the Royal Society B: Biological Sciences.

Porerne, der udskiller den ekstremt glatte substans, fremstår på disse mikroskopier som sorte huller i billens overflade. (Foto: Nadein, K. et al./CC BY 4.0)

cll

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.