Gassens historie: Fra kilde til lys til kilde til konflikt
Optakten til det moderne fandt sted i gaslysets varme skær.
gas virkning udnyttelse historie innovativ innovation ideer

Helsides art nouveau-reklame for Auers gaslamper lavet i 1896 af den belgiske kunstner Henri Privat-Livemont (1861-1936). (Kilde: Turn685)

Vi associerer i dag gasbelysning med den længst svundne victorianske periode, hvor verden endnu ikke var gået af lave.

Men ved slutningen af 1800-tallet blev den dominerende og tidstypiske belysningsform udfordret af det elektriske lys, der for alvor indvarslede det moderne samfund og snart gjorde det af med den antikverede gas.

I virkeligheden er historien mere kompleks, for kampen om den kunstige belysning var en kamp mellem tre teknologier, hvor petroleumslampen en tid var en stærk konkurrent til både gas og elektricitet.

Desuden blev gas anvendt til mange andre formål end belysning, og teknologien holdt sig til langt op i det 20. århundrede.

Først i 1983 nedlagdes det sidste danske gasværk, Strandværksgasværket i København. I dag har gassen oplevet en bemærkelsesværdig renæssance, men det er i form af naturgas.

Og naturgassen har en ganske anden historie end den traditionelle gasteknologi, der henrykkede vore oldeforældre.

Dampmaskinens historie er med

Belysningsgassens historiske rødder er flettet sammen med dampmaskinens, hvor kullene bruges til at producere varme. Men ved ophedningen dannes også brændbare gasser, der ved antænding lyser op.

Skotten William Murdoch (1754-1839) var som ung rejst til Birmingham, hvor han blev ansat i firmaet Boulton & Watt, der netop på den tid fabrikerede den slags dampmaskiner, hans landsmand James Watt (1736-1819) havde opfundet.

Det progressive miljø appellerede til Murdoch, der snart opfandt en række forbedringer til dampmaskinen og nye metoder til anvendelse af kultjære. Blandt hans opfindelser var en dampdrevet vogn fra 1784, der dog aldrig blev lavet i fuld størrelse. Nogle år senere startede han en række eksperimenter, hvor han opvarmede kul uden tilførsel af luft i en jernretort og ledte den udviklede gas ud gennem et rør.

Gassen bestod hovedsagelig af brint (H2), metan (CH4) og kulilte (CO). Når gassen blev antændt, opstod et gulligt lys, der var stærkere and de traditionelle olielampers.

I begyndelsen af 1800-tallet havde Murdoch udviklet en teknik til gasbelysning, der i første omgang blev brugt til at oplyse Boulton & Watts kontorer og fabriksbygninger. Han brugte dog kun sin opfindelse lokalt, hvor hver bygning blev oplyst med gas produceret af sit eget lille gasværk.

gas virkning udnyttelse historie innovativ innovation ideer

Karikatur fra 1809 i forbindelse med Winsors første installation af gaslys i Pall Mall i London. De gode borgere er benovede og prøver at forstå det nye vidunder. (Kilde: Churchh)

Fremtiden var et centralt gasværk

Da Murdoch ikke havde patenteret sin opfindelse, var der frit slag for andre af de rastløse entreprenører, tiden var så rig på. Nogle af dem havde større visioner, og de indså, at den nye teknik kunne udvikles til et helt system, hvor et centralt gasværk leverede gas til mange boliger, gader og butikker.

Den tyske Friedrich Winzer (1763-1830) var i starten af 1800-tallet kommet til London, hvor han skiftede navn til Frederick Winsor, og han iværksatte straks en storstilet kampagne for at skaffe penge til et selskab til offentlig forsyning af lysgas. De ambitiøse planer vakte opsigt blandt investorer.

I et brev fra september 1807 skrev en fornem dame om, hvad man talte om i byen: »Er det erobringen af Sjælland? Nej? Belejringen af København? Nej! Invasionen? Slet ikke! … Hvad ophidser hvert hus, hver gade, hver butik, hver kvist i London? Det gør … Mr. Winsor, hans foredrag, hans gas, hans patent og hans aktier.«

I første omgang kom der nu ikke noget ud af Winsors kampagne, men efter nogle år fik han skrabet de nødvendige penge og tilladelser sammen. Verdens første centrale gasværk, Gas Light and Coke Company, blev dannet i 1812, og to år senere var de første gader og huse i London forsynet med den lysende gas.

Derefter gik det hurtigt, først i London og siden i andre byer i Storbritannien. Mens der i 1815 blot var 4.000 gaslamper i London, var tallet fem år senere vokset til 51.000 lamper, der blev fodret med gas gennem et rørsystem på 463 kilometer. I 1821 var samtlige større britiske byer forsynet med gasværk og gasbelysning.

Bygassen var i den grad en britisk teknologi, sådan som også var tilfældet med damptog og jernbaner, og i mange tilfælde var det britiske ingeniører, der sørgede for at eksportere teknologien til andre og mindre udviklede lande. Paris og Bruxelles fik gasværker i 1820, Boston i 1822, Berlin i 1826 og Wien i 1842.

gas virkning udnyttelse historie innovativ innovation ideer

'Døren til helvedet' er navnet på en naturlig gaskilde i Turkmenistan, hvor den svovlholdige gas fra undergrunden har brændt i mere end 50 år. (Foto: flydime)

Gassen kom sent til Danmark

I Skandinavien gik det noget langsommere. Det første nordiske gasværk blev åbnet i Göteborg i 1846, og først syv år senere kom gassen endelig til Danmark, nemlig til Odense, der dengang var landets største provinsby. København måtte pænt vente til 1857.

Med gasbelysningen ændredes også bybilledet og synet på natten, der traditionelt havde været et noget afskrækkende mørke, man helst skulle holde sig fra.

Det var, som om natten blev tryllet om til dag. Med de lysende lamper kunne man færdes mere trygt og bruge aftenen – ja selv natten – til kulturelle og sociale aktiviteter. Man kunne uden større betænkeligheder handle i de oplyste butikker eller gå i teatret, også selv om det var mørkt – for helt mørkt var det ikke længere. Begrebet 'natteliv' opstod i gasbelysningens kølvand.

Omkring 1860 var gasbelysning en etableret storindustri, hvortil der både var knyttet meget store kapitalinteresser og politiske interesser. Men teknologien var langtfra problemfri, og den udviklede sig ujævnt, konstant udfordret af andre teknologier.

Teknisk og miljømæssigt var den tidlige lysgas faktisk ikke noget at prale af. Den blev oprindelig antændt direkte fra et åbent rør, hvilket førte til ringe forbrænding med mange sodpartikler og endog giftige gasser som kulilte og svovlforbindelser.

Teatrene var blandt de første til at tage gaslyset til sig, og her førte varmen og forureningen til alvorlig hovedpine blandt publikum. Med mere effektiv rensning af gassen og særlige gasbrændere formindskedes generne, uden at de dog helt forsvandt. Selv i den rensede kulgas er der nemlig en stor mængde af den giftige kulilte, og hvis forbrændingen er ufuldstændig, vil der stadig være rester af kulilten.

Kulgas kan eksplodere enten hos forbrugeren eller på gasværket, og det skete ret hyppigt. I 1902 omkom seks personer således i en eksplosion på gasværket i Nyborg.

gas virkning udnyttelse historie innovativ innovation ideer fryse varme lys

Naturgas spiller en vigtig rolle i international magtpolitik. Det har man blandt andet set, når Rusland har nægtet at levere gas til et frysende Ukraine. (Foto: Shutterstock)

Petroleumslampen overtog markedet

I perioden fra cirka 1870 til 1890 stagnerede privatforbruget af gas i mange lande. I første omgang skyldtes det konkurrencen fra de lavteknologiske petroleumslamper, der blev et populært alternativ. Et andet alternativ var de nye stearinlys, der kom på markedet i 1840’erne og i stigende grad afløste de traditionelle tællelys.

Petroleum kom fra USA til Europa i 1860’erne, og i løbet af kort tid erobrede petroleumslampen en stor del af markedet for belysning i hjemmet. »Det kunde en Tid se ud til, at Gasbelysningen skulde gaa sin Undergang i Møde«, som det udtrykkes i 'Opfindelsernes Bog' fra 1914. Så galt gik det dog ikke.

Gasselskabernes svar på krisen var at søge nye anvendelser for gassen i hjemmene, i første omgang som kogegas i køkkenet, til vandopvarmning i badeværelset og til værelsesopvarmning i form af gasradiatorer.

Disse teknologier slog dog først an i 1900-tallet, og i mellemtiden havde en uventet teknisk innovation pustet nyt liv i gaslyset.

Den ledende østrigske kemiker Auer von Welsbach (1858-1929) var ikke interesseret i gaslys, men derimod i de metalliske grundstoffer, der kendes som de 'sjældne jordarter', og som, man ikke mente, havde nogen praktisk betydning. Tilbage i 1855 havde Auers tidligere lærer, den tyske kemiker Robert Bunsen (1811-1899), konstrueret den gasbrænder, der bærer hans navn.

Bunsenbrænderen giver en meget varm, men næsten usynlig flamme, så den er ganske ubrugelig til belysning. Auer indså imidlertid, at hvis man med den usynlige gasflamme opheder et net af visse metaller til glødning, så vil nettet afgive et stærkt lys. I 1885 patenterede han sit første gasglødelys, hvor et cylindrisk net af metallet thorium fungerede som glødelegeme.

Det var dog først et par år senere, at nettet kom til at virke optimalt, nemlig da Auer tilsatte en lille mængde af den sjældne jordart cerium til nettet. Resultatet var et særdeles kraftigt lys, hvor man for samme mængde gas fik 5-10 gange så meget lys som med de traditionelle gasbrændere.

Glødelamper erstattede gaslamperne

I løbet af en kort årrække blev næsten alle gaslamper erstattet af Auers glødelamper, hvilket satte gaslyset bedre i stand til at konkurrere med det nye elektriske lys.

Men i længden hjalp det ikke, og i 1920’erne stod det ganske klart, hvem der var tabere og vindere i krigen mellem gaslyset og den elektriske belysning.

Det betød dog ikke et farvel til gasværkerne, for der var stadig et marked for kulgas til for eksempel køkkener, motorer og opvarmning af boliger, enten direkte ved gasradiatorer eller indirekte via de koks, der bliver til overs i gasværkerne. Desuden var mange metalindustrier og kemiske industrier storaftagere af kulgas.

Selv om kulgassen led en stille død i efterkrigstiden, gjorde gassen det ikke. Omkring 1960 havde man allerede i nogen tid produceret gas på olieraffinaderierne, blandt andet kulbrinterne propan (C3H8) og butan (C4H10) til flaskegas, der vandt stor udbredelse. Men den afgørende ændring fandt sted i slutningen af 1960’erne, da man fandt store mængder naturgas i underjordiske og undersøiske kilder og blev i stand til at distribuere den.

Faktisk går den industrielle udnyttelse af naturgas tilbage til cirka 1860, da man fandt gassen som et biprodukt ved de første oliebrønde i Pennsylvania og byggede den første rørledning.

Omkring 1930 havde man i USA rørledninger på flere hundrede kilometers længde, og man brugte naturgassen som et supplement til kulgassen. Men det var bare en begyndelse på noget langt større.

Naturgas bruges som politisk våben

ForskerZonen

Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.

Naturgassen er af fossil oprindelse og i kemisk henseende forskellig fra kulgassen, idet den hovedsagelig består af metan og andre lette kulbrinter.

Da naturgas ikke indeholder kulilte, er den ikke giftig. Det er også en mere miljøvenlig gas, da den giver et væsentligt mindre udslip af drivhusgassen kuldioxid (CO2).

Når vi i dag taler om gas som en del af energisektoren, er det naturgas, vi tænker på. Denne form for gas fragtes fra kilden via enorme rørledninger eller køles ned til cirka -160 °C, hvorved den fortættes til en væske og kan fragtes på store tankskibe.

Den første og længste af den nye generation af rørledninger var færdig i starten af 1970’erne. Den forbandt de rige sibiriske gaskilder i Sovjetunionen med Østeuropa og havde en længde på ikke færre end 5.470 kilometer.

I det 21. århundrede er naturgas ikke blot en industri af gigantiske proportioner, men har også meget store politiske konsekvenser, nationalt og ikke mindst internationalt.

Naturgassen er Ruslands vigtigste økonomiske og politiske våben, og den er af afgørende betydning for landets forhold til den vestlige verden.

Ugens Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.