Gammel viden om sædceller er tilsyneladende forkert: De svømmer ikke som ål, men som oddere
sædceller befrugtning graviditet fertilitet sperm sæd

Sædcellers svømmeteknik er rekonstrueret i et nyt studie ved hjælp af 3D-mikroskopi. (Foto: Shutterstock) 

Sædcellers svømmeteknik er rekonstrueret i et nyt studie ved hjælp af 3D-mikroskopi. (Foto: Shutterstock) 

Kilde: 
03 august 2020

I over tre hundrede år har forskere troet, at mandens sædceller bevæger sig fra kvindens livmoder til æggelederne ved at svømme som ål. 

Sædcellerne har »en hale, som, når de svømmer, slår med en slangelignende bevægelse, som ål i vandet,« observerede mikrobiologen Anton van Leeuwenhoek tilbage i 1700-tallet i et af verdens allerførste mikroskoper.

Men den over 300 år gamle lærdom er en optisk illusion, viser nye observationer, der er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science Advances, ifølge Phys.org.  

Sædceller svømmer ikke ved at bevæge halen fra side til side som en ål, konkluderer britiske og mexicanske forskere, som har brugt moderne 3D-mikroskopi til at observere sædcellernes bevægelser. 

Sædcellerne ruller derimod hurtigt rundt om sig selv, mens de vrikker til den ene side - de bevæger sig som »legefulde oddere, der skruer som proptrækkere gennem vandet,« mens de slår ud til den ene side, forklarer en af forskerne til Phys.org.

Når man ser bevægelsen i et traditionelt mikroskop, ser det ud til, at de svinger halen fra side til side. 

»Sædcellernes hurtige og ekstremt synkroniserede rotering skaber en illusion, når man ser det ovenfra i et 2D-mikroskop - halen ser ud til at lave en side-til-side symmetrisk bevægelse ‘som ål i vand’,« siger Dr. Gadelha, som er laboratorieleder på Afdeling for Ingeniør Matematik på Bristol University til Phys.org.

(Video: SciTech Daily)

Sædcellernes sande svømmeteknik kan derfor ikke ses med et 2D-mikroskop. Man skal bruge højmoderne 3D-teknologi for at se, hvordan sædcellerne snurrer rundt om sig selv som snurretoppe.

»Menneskelige sædcellers odderlignende roteren er kompleks: Sædcellernes hoveder spinner på samme tid, som halen roterer rundt om svømmeretningen. I fysik er det kendt som præcession, og minder om Jordens og Mars’ kredsløb om Solen,« siger Dr. Gadelha til Phys.org.

Præcession er et fysisk fænomen, hvor et roterende objekts akse slingrer, mens den udsættes for en udefrakommende kraftpåvirkning. Et eksempel er en snurretop. 

Sædcellerne har formentlig udviklet den særlige svømmeteknik for at kompensere for en skæv struktur, spekulerer Dr. Gadelha.

Forskerne fra Bristol University i England og Universidad Nacional Autonoma i Mexico har brugt et højhastighedskamera, som er i stand til at optage over 55.000 billeder per sekund, samt et mikroskop med en såkaldt piezoelektrisk enhed til at skanne svømmende sædceller.

På den måde kunne de lave 3D-rekonstruktioner af sædcellernes bevægelser. 

Forståelsen af, hvordan sædcellerne bevæger sig, er vigtig for at kunne diagnosticere årsagerne til infertilitet, siger forskerne til Phys.org. 

 
ar
 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.