Forundrede astronomer: Mystiske radiosignaler strømmer fra galaksens centrum
ask australien rummet mælkevejen radiobølger signal ukendt mystisk astronomi stjerner stellart objekt puls

Astronomer har opfanget usædvanlige radiosignaler, der øjensynligt stammer fra vores galakses midte - men hvad er det, der udsender dem? (Illustration: Sebastian Zentilomo/University of Sydney)

Astronomer har opfanget usædvanlige radiosignaler, der øjensynligt stammer fra vores galakses midte - men hvad er det, der udsender dem? (Illustration: Sebastian Zentilomo/University of Sydney)

19 oktober 2021

Dybt inde i Mælkevejens hjerte foregår der noget meget mærkeligt. Astronomer har opfanget usædvanlige radiosignaler, der øjensynligt stammer fra vores galakses midte.

Radiobølgerne følger ikke noget mønster, vi kender i forvejen, hvilket får astronomerne til at mistænke, at kilden ikke er noget, vi har set før – at der er tale om et helt nyt astronomisk fænomen.

Det skriver University of Sydney i en pressemeddelelse.

»Vi har aldrig set noget lignende,« fortæller ph.d.-studerende Ziteng Wang, der står bag den nye forskningsrapport om fænomenet, der har fået det knap så mundrette navn ASKAP J173608.2-321635 efter sine koordinater.

Mystisk blinken stammer hverken fra soludbrud eller neutronstjerne

Hvad end det er, der udsender de underfundige signaler, opfører det sig enormt fremmedartet. Holdet bag opdagelsen fremhæver dens høje polarisation, og at objektet udsender radiobølger med meget varierende kraft.

En animation af de aparte radiosignaler fra ASKAP J173608.2-321635, som astronomerne hverken kan finde hoved eller hale i. Bemærk, at mønsteret virker nærmest tilfældigt. (Illustration: Sebastian Zentilomo/University of Sydney)

»Signalet tænder og slukker, øjensynligt på fuldstændig tilfældige tidspunkter,« siger Wang i pressemeddelelsen.

»Først troede vi, at der måske var tale om en såkaldt pulsar – en meget tung type af neutronstjerne, der udsender en puls af kraftig elektromagnetisk stråling – eller måske en type stjerne, der udsender massive soludbrud,« fortæller Wang, og fortsætter:

»Men signalerne fra denne her nye kilde matcher ikke, hvad vi ved om, hvordan de her himmellegemer opfører sig.«

Kan ikke ses i synligt lys

Objektet blev endelig opdaget med radioteleskopet CSIRO’s ASKAP i Vestaustralien. Efterfølgende observationer blev gjort med det såkaldte MeerKAT-radioteleskop, der befinder sig i Sydafrika.

Efter at have opsnappet de underfundige radiosignaler seks gange henover ni måneder i 2020 prøvede astronomerne at finde kilden med et væld af metoder.

Specielt ville de gerne prøve at observere objektet i visuelt lys, men det lykkedes ikke. De kunne ikke se noget som helst på de koordinater, radiobølgerne kom fra. Hverken i synligt lys, med nær-infrarød spektroskopi eller med røntgen.

Herefter gik de over til radioteleskoper, der som bekendt gav pote.

Længe endnu, før mysteriet kan opklares

Forskerne ved altså ikke, hvad det er, der sender de aparte radiobølger fra Mælkevejens centrum, og det er ikke sandsynligt, at vi finder ud af det lige med det første.

En af de andre forfattere bag studiet, professor i fysik ved University of Sydney Tara Murphy, trøster sig dog ved, at det transkontinentale Square Kilometre Array-radioteleskop kommer op at køre inden for det næste årti. Det kommer til at lave detaljerede kort over himlen hver eneste dag.

»Vi forventer at et så kraftfuldt teleskop kan hjælpe os med at opklare mysterier som dette,« udtaler Tara Murphy i pressemeddelelsen. Hun fortsætter:

»Men det kommer også til at åbne for at undersøge dele af kosmos med radiospektret, der før har været os forment.«

Det nye studie er publiceret i The Astrophysical Journal.

seh

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.