Forskere har lagt en plan for, hvordan vi kan besøge et interstellart objekt

Her ses det første interstellare objekt 'Oumuamua, der blev opdaget i 2017. (Kunstners illustration: Shutterstock)

Her ses det første interstellare objekt 'Oumuamua, der blev opdaget i 2017. (Kunstners illustration: Shutterstock)

Kilde: 
14 november 2022

Vi er ved at have de teknologiske forudsætninger for at kunne opdage og komme helt tæt på interstellare objekter på besøg i vores solsystem.

Det skriver Universe Today

Det første kendte interstellare objekt ‘Oumuamua blev opdaget i 2017, og siden da er jagten på at forstå disse fænomener gået i gang. Interstellare objekter er himmellegemer som kometer og asteroider, der stammer andetstedsfra end Solsystemet.

‘Oumuamua bevægede sig ikke som en typisk komet, hvilket fik nogle til at foreslå, at den kunne være opstået med hjælp fra aliens. 

For at opklare de mystiske objekters ophav giver en gruppe forskere nu deres bud på, hvordan vi hurtigere kan observere interstellare objekter gennem flere teleskoper, og hvordan vi kan besøge sådan et objekt i fremtiden. 

James Webb-teleskopet er ifølge forskerne ikke egnet til opgaven, da det som regel tager teleskopet mellem to og fem dage at fokusere på et specifikt objekt, og det er for langsomt, når det gælder interstellare objekter.

I stedet foreslår de at bruge de planlagte teleskoper Near Earth Object Surveyor og Time-domain Spectroscopic Observatory til at fotografere de fremmede objekter, mens de suser ind gennem Solsystemet.

Forskerne bag studiet har lavet beregninger, som viser, at der 85 procents sandsynlighed for, at vi med hjælp fra teleskoperne kan finde et interstellart objekt på størrelse med ‘Oumuamua inden for ti år. 

Når objektet er fundet, handler det om hurtigt at komme tæt på det. Forskerne foreslår at placere en rumsonde kaldet en ‘interstellar interceptor’ ude ved Lagrange-punktet L2, som i øvrigt er samme sted i rummet, hvor James Webb-teleskopet svæver rundt.

Fra L2 vil rumsonden have de bedste betingelser for at nærme sig det interstellare objekt, så det kan undersøge, om objektet består af naturlige eller kunstige materialer, og om der eventuelt kommer gasser ud af det, hvilket kan afgøre debatten om, hvorvidt aliens virkelig har haft en finger med i spillet.

Forskernes forslag er lagt op på preprint-serveren arXiv, men endnu ikke udgivet i et fagfællebedømt tidsskrift.

ldl

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.