Forskere genskaber ansigterne på tre egyptere, der levede for over 2.000 år siden
Rekonstruktion af gamle egyptere

Rekonstruktion af de tre egyptiske mænd, der levede for over 2.000 år siden. (Foto: Parabon NanoLabs)

Rekonstruktion af de tre egyptiske mænd, der levede for over 2.000 år siden. (Foto: Parabon NanoLabs)

Kilde: 
28 september 2021

Ny DNA-teknologi kan give indblik i, hvordan gamle egyptere og andre, der havde deres gang på Jorden for flere tusinde år siden, måske har set ud. 

Ved hjælp af DNA-rester og digitale rekonstruktioner er det nemlig lykkedes forskere at genskabe ansigterne på tre mænd, der levede i Egypten for mere end 2.000 år siden. 

Det skriver Live Science

De tre mænd stammer fra den egyptiske oldtidsby Abusir el-Meleq syd for Cairo, hvor de vurderes at være blevet begravet og mumificeret mellem 1380 f.v.t. og 425 e.v.t. I 2017 fik deres rester igen nyt liv, da forskere ved Max Planck Instituttet i Tyskland sekventerede DNA-prøver fra mændene, skriver Live Science. 

Ifølge mediet var det første gang, at der blev foretaget en succesfuld rekonstruktion af et genom fra en forhistorisk, egyptisk mumie. 

Det er det sekventerede DNA-data fra 2017, der nu har gjort det muligt for forskere ved Parabon Nanolabs, et firma med speciale i DNA-teknologi i den amerikanske delstat Virginia, at genskabe 3D-modeller af de tre oldgamle egyptiske mænd, som de har set ud, da de var 25 år gamle.  

Specifikt har Parabon Nanolabs benyttet sig af en ny metode inden for DNA-fænotyping - analyse af de fysiske udtryk for gener - kaldet Snapshot. Metoden har gjort det muligt at forudse ansigtsform og andre fysiske træk ved en person. 

»Det her er første gang, at omfattende DNA-fænotyping er blevet udført på menneskeligt DNA af denne alder,« lyder det i en pressemeddelelse fra Parabon Nanolabs. 

tre gamle egyptere genskabt

Ved hjælp af bl.a. varme-kort over de tre egypteres ansigter kunne forskerne genskabe forskellige ansigtstræk. (Foto: Parabon Nanolabs) 

Live Science skriver, at forskerne fandt, at de tre egyptiske mænd var lysebrune i huden, havde mørke øjne og hår, og at de i det store hele minder meget om, hvordan folk fra Mellemøsten og områder omkring Middelhavet i dag ser ud. 

Rekonstruktionen af ansigterne har dog ikke været helt lige til - menneske-DNA nedbrydes nemlig over tid, mens også forskellige bakterier begynder at gøre deres indtog på DNA’et. 

Derfor har forskerne også måtte trække på DNA-info fra genomer fra andre mennesker for at udfylde de ‘huller’, hvor de oprindelige genomer på de tre egyptiske mænd har været for nedbrudt eller alt for overrendt af DNA-bakterier. 

Ifølge Live Science håber forskerne bag, at den nye teknologi ikke kun skal bruges til at rekonstruere gamle egyptere, men at den kan bidrage til retsmedicinsk arbejde, hvor der skal identificeres nyere rester af afdøde personer, der af den eller anden grund kan være svære at rekonstruere. 

Rf

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.