Fonde afsætter 100 millioner kroner til forskningsprojekt om digitalisering

Digital infrastruktur dominerer i stigende grad vores samfund, men det har medført visse demokratiske og etiske udfordringer. (Foto: Shutterstock)

Digital infrastruktur dominerer i stigende grad vores samfund, men det har medført visse demokratiske og etiske udfordringer. (Foto: Shutterstock)

08 januar 2021

Paraplyfonden VELUX Foundations har iværksat et 100 millioner kroners forsknings- og oplysningsprojekt, som skal kortlægge, hvordan computeralgoritmer påvirker vores samfund, og samtidig udbrede viden om det til den brede offentlighed.

Det skriver fonden i en pressemeddelelse.

Projektet hedder 'Algoritmer, Data og Demokrati' (ADD) og har et tiårigt mål om, at vi som samfund bliver bedre til at bruge algoritmer, uden at det skader vores demokrati eller medmennesker.

Algoritmer styrer nemlig ikke kun hvad vi ser når vi søger på nettet eller besøger sociale medier, men bruges for eksempel også til at beslutte, om personer er berettigede til sociale ydelser eller til at forudse fremtidige sociale problemer.

Men det kan være svært at gennemskue, hvordan det hele hænger sammen, og hvilken effekt algoritmerne har på et overordnet plan, og derfor er ADD-projektet et tværfagligt foretagende, som inddrager forskere fra forskellige grene af videnskaben.

»Målet med projektet er at forene datalogi, samfundsvidenskab og humaniora i udviklingen af nye løsninger til gavn for borgere og samfund. Vi vil altså forstå de teknologiske udviklinger og styrke deres demokratiske potentiale,« fortæller Sine Nørholm Just, der er professor ved Roskilde Universitet.

Som står i spidsen for forskningsdelen af projektet, der involverer fem danske universiteter.

Et af projektets mål er også at skabe dialog og debat om algoritmerne og dermed ruste vores demokrati mod de uhensigtsmæssige effekter, digitaliseringen medfører. Dialog- og oplysningsdelen af projektet ledes af chefredaktør Lisbeth Knudsen fra Tænketanken Mandag Morgen samt professor professor David Budtz Pedersen fra Aalborg Universitet.

cll

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.