Første studie om vores nye interstellare gæst: Borisov ligner en komet fra vores eget solsystem

Her ses Borisov, der har taget navn efter sin ophavsmand, den ukrainske amatørastronom Gennady Borisov. Billedet er taget af Hubble-teleskopet. (Foto: D. Jewitt / D. Bamberger.)

Her ses Borisov, der har taget navn efter sin ophavsmand, den ukrainske amatørastronom Gennady Borisov. Billedet er taget af Hubble-teleskopet. (Foto: D. Jewitt / D. Bamberger.)

Kilde: 
15 oktober 2019

Den blev spottet for første gang i slutningen af august i år. I begyndelsen af september havde man også et billede af den.

Nu foreligger der også et videnskabeligt studie af Borisov, det andet dokumenterede interstellare objekt, der er på besøg i vores solsystem, skriver Gizmodo.

I studiet, der er publiceret i Nature Astronomy, fastslås det, man allerede havde anet: Borisov er en komet.  

»Det er vigtig viden, fordi mange har spekuleret på, at det interstellare rum i overvejende grad vil være befærdet af kometer,« fortæller en af forskerne bag studiet, Michał Drahus, der forsker i astronomi ved Jagiellonian University i Polen, til Gizmodo. 

LÆS OGSÅ: Alt om nyopdaget interstellart objekt: Det stod hurtigt klart, at der var tale om en komet

Allerede på billedet af Borisov, der blev taget i september, antog man, at der var tale om en komet. 

Her blev det også påpeget, at Borisov havde mange ligheder med kometer fra vores eget solsystem, hvilket igen bekræftes i det nye studie. 

Den viden om vores interstellare gæst kan være nyttig i vores forståelse af andre solsystemer, forklarer Kat Volk, lektor i astronomi ved University of Arizona, til Gizmodo:

»På en måde er det betryggende (at vide, red.), fordi vi sandsynligvis kan overføre lærdomme fra vores eget solsystem til andre planetære systemer,« fortæller Kat Volk, der ikke har været involveret i det nye studie. 

LÆS OGSÅ: Hvor mange solsystemer findes der?

Det, at Borisov tilsyneladende er så ‘normal’, kaster også et interessant lys over vores første dokumenterede interstellare gæst, Oumuamua, der blev spottet i 2017.

Oumuamua, der også blev kaldt en ‘rum-cigar’, lignede nemlig en asteroide, og det gør den altså endnu mere besynderlig. 

Teknologien er efterhånden blevet så stærk, at astronomer forventer, at vi vil være i stand til at spotte mindst ét interstellart objekt om året.

Med andre ord ser det ud til, at vi bliver meget klogere på interstellare objekter i fremtiden. 

Borisov, der er opkaldt efter den ukrainske amatørastronom Gennady Borisov, som opdagede den, vil være synlig i op til et helt år, så der er også masser af tid til at se nærmere på den.

LÆS OGSÅ: Oplev et solsystem blive født

LÆS OGSÅ: Forskere om nyopdaget asteroide: Er 'immigreret' hertil fra fremmed solsystem

fghs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.