Fede podcasts om videnskab: Her er den komplette og altid opdaterede liste
Er du faret vild i podcast-junglen? På Videnskab.dk opdaterer vi løbende listen med de bedste podcasts om videnskab.
Bedste podcasts om videnskab forskning Videnskab.dk

Lille smartphone i hånden der, hvad skal jeg dog lytte til? Få inspiration til podcast, der gør dig klogere, med denne liste, som vi opdaterer løbende. Listen rummer noget for både store og små. (Foto: Shutterstock)

 Måske gør du det allerede? Lytter til podcasts på vej til arbejde, når du har fri og skal hygge dig eller måske inden sengetid?

Men det kan være uoverskueligt svært at sortere i de mange podcast.

Derfor får du her den altid opdaterede liste med anbefalinger til de bedste danske og udenlandske videnskabspodcasts.

Senest tilføjede podcasts

Opdateret 11. september 2018

  • Big Picture Science
  • More or Less
  • Science Friday
  • The Infinite Monkey Cage
  • The Naked Scientist Podcast
  • The Titanium Physicist Podcast
  • Tetrapod Zoology Podcast 
  • SquaMates 
  • ZLS Wild Science Podcast
  • Entocast 
  • Uhørt! Idehistorien læser Trump

Listen er opdelt i danske- og herefter udenlandske anbefalinger. Du kan læse mere om de anbefalede podcasts ved at klikke ind på dem.

Vi har inddelt listen i de følgende 5 kategorier af podcasts, herunder: 

  • Danske podcasts om videnskab generelt
  • Danske podcasts om naturvidenskab
  • Danske podcasts om kultur & samfund
  • Danske podcasts om krop og sundhed
  • Danske podcasts om teknologi & innovation

Og derefter:

  • Udenlandske podcasts om videnskab generelt
  • Udenlandske podcasts om naturvidenskab
  • Udenlandske podcasts om kultur & samfund
  • Udenlandske podcasts om krop og sundhed
  • Udenlandske podcasts om teknologi & innovation

Skim listen, og lad dig inspirere. 

De danske: Om videnskab generelt

Der findes flere danske podcast, der giver et helt godt overblik over videnskabens verden, både i bred forstand og på forskellige niveauer. Dem har vi samlet her.

Videnskab.dk podcast

Første anbefaling går naturligvis på vores egen ugentlige Videnskab.dk Podcast. Podcasten dykker ned i et aktuelt emne eller spørgsmål og forhører sig altid hos flere kilder. Senest er vi blevet klogere på dyrs følelser, overbefolkning og immunterapi. Derudover gennemgår vi altid ugens tre vigtigste historier fra Videnskab.dk.

24 spørgsmål til professoren

Samtaleprogram om videnskab. Lone Frank stiller i denne podcast 24 spørgsmål til én udvalgt forsker. Samtalerne handler om alt fra mænds sexlyst til doping og oplysningstiden. Podcasten er produceret af Radio24syv

Hjernekassen på P1

Peter Lund Madsen får hver uge nye gæster i studiet, som deler ud af deres store viden om eksempelvis diskodans, sindssygdom, følende blomster og andre fængende hjørner af videnskaben.

Bidrag til vores liste!

Mangler vi en fed videnskabspodcast på vores liste?

Så er du meget velkommen til at komme med en anbefaling.

Send en mail til redaktion@videnskab.dk eller skriv en kommentar under artiklen

I virkeligheden på P3

En podcast om videnskab for unge mennesker. De to unge værter, Anders Hagen og Barbara Nyholm, lægger krop til, når de undersøger, hvordan videnskaben tager sig ud i virkeligheden. De tager på ulvetrekking, ser porno og går til tarmskylning - altsammen for at blive klogere.

Radionauterne

Podcast i børnehøjde. Podcasten tager imod spørgsmål fra børn og finder svaret hos videnskaben - ligesom i vores brevkasse 'Spørgs Videnskaben'. De undersøger blandt andet, hvorfor mad smager af noget, hvordan et batteri virker, og hvorfor man bliver syg.

De danske: Om naturvidenskab

Vi kredser ind på de bedste danske podcasts om natuvidenskab. De handler om hhv. stjerner, dissektion og uddøde dyr.

Den sjette masseuddøen

Jorden har fem gange været ramt af masseuddøen blandt arter. Nu sker det igen! Jordens arter uddør i et hastigt tempo. Denne gang er det os, menneskearten Homo sapiens, der står bag. Podcasten om den sjette masseuddøden er inddelt i otte afsnit og blev sendt i maj 2018 på Radio24syv.

Dissektion

Hvordan lyder det, når en konservator skærer bugen op på en gråhaj? Ja, det kan du høre i podcasten Dissektion, der produceres for Statens Naturhistoriske Museum. Der findes yderligere fire afsnit, hvor en kat, en knopsvane, en gris og et marsvin dissekeres.

Stjerneklart

Stjerneklart er en podcast om astronomi og rum(ud)forskning. Der nørdes igennem med kyndige gæster om liv i rummet, rumskrot og teleskoper. Nyt afsnit omkring hver tredje uge.

De danske: Om kultur & samfund

Få de filosofiske, historiske eller linguistiske briller på, og bliv klogere på den danske kongerække, København og det danske sprog.

Kongerækken + Kongerækken og Politiken

Ideen er enkel: Historiker Hans Erik Havsteen og journalist Anders Olling har gennemgået alt fra den danske kongerække til Danmarks krige og de gamle grækere på munter og letforståelig maner. Senest er de gået sammen med Politiken om en podcast om markante danske kvinder i historien.

Katrine og Maries historiepodcast

Endnu en omgang hyggelig historieformidling. En historiker og arkæolog skiftes til at vælge emne og til at øse ud af deres viden fra hver deres fagfelt. Afsnittene tager udgangspunkt i enkelte personer, steder eller konkrete emner som eksempelvis Haraldskærkvinden og Fimbulvinteren.

Supertanker på P1

Supertanker på P1 giver det filosofisk og idehistoriske perspektiv på aktuelle emner. Det kan handle om det nære og det fjerne - alt fra mor, 1. maj og dværge. Vært er Carsten Ortmann.

Klog på Sprog på P1

Vi har et sprog for sport, et sprog for vejret og et særligt sprog, når vi er på festival. Adrian Hughes er vært i en venlig kappestrid om ord og deres betydning. Han får besøg af to gæster, der giver prøver på deres sproglige beredskab og viden.

Bag om København

En podcast af Københavns Biblioteker om... København! Hovedstaden er omdrejningspunktet i denne podcast, der beretter om store og små personer og begivenheder i Københavns historie.

Uhørt! Idehistorien læser Trump

I kølvandet på det dramatiske præsidentvalg i 2016, udgav det lille idehistoriske forlag Baggrund i 2017 den kuriøse bog 'Uhørt! - Idehistorien læser Donald Trump, hvor de analyserede præsidenten i lyset af historiens store tænkere fra Macchiavelli til Hannah Arendt. Nu udfoldes hele bogen som podcast.

De danske: Om krop & sundhed

Bliv klogere på sex, medicin og kroppen helt generelt. Her er de bedste danske podcast om krop & sundhed.

Tændt på P1

Der findes masser af programmer, der omhandler sex, men Tændt skiller sig ud ved at finde svar på spørgsmål om sex og seksuel sundhed i videnskaben.

Fitness M/K

Et kvalificeret bud på et radioprogram, der knytter an til et af tidens helt store modefænomener, nemlig, at folk træner deres kroppe som aldrig før. Det handler bl.a. om slidgigt, vinterbadning, synthol og meget, meget mere.

Recept på P1

Hvad er opskriften på det gode helbred? Recept på P1 løfter blikket fra internettets søgemaskiner. Med hjælp fra læger og input fra lyttere obducerer programmet de vigtigste sundhedsnyheder og de seneste medicinske gennembrud.

Ugeskrift for Læger

Få de bedste historier fra Ugeskrift for Læger med uddybende interview og debat om blandt andet sundhedspolitik og lægers dilemmaer. Hver udgave giver dig også et indblik i en særlig medicinske nyhed fra Ugeskrift for Lægers medicinske redaktion.

De danske: Om teknologi & innovation

Blockchain, virtual reality, GDPR, TV og disruption. Der er nok at tage fat på i teknologiens verden. Her er de bedste podcast om teknologi & innovation.

Transformator

Transformator er et nyhedsmagasin, der tager udgangspunkt i historier fra mediet Ingeniøren, og Anders Høeg Nissen, tidligere vært på Harddisken, taler hver uge med journalister og redaktører, der fortæller om nye historier om for eksempel førerløse tog, selvkørende biler og termodynamik.

Digitalt på P1

Ugentlig program om teknologi. I Digitalt bliver teknologistoffet formidlet, så alle kan være med, og programmet er både for bitcoin-nørder og nysgerrige bedsteforældre, der gerne vil vide mere om børnebørnenes gadgets.

Techtopia

Techtopia er en ugentlig podcast om teknologi, start-ups og etablerede virksomheder og den nyeste forskning. Den laves af tidligere Harddisken-vært, Henrik Føhns. Ingeniørforeningen, IDA producerer og udgiver Techtopia i samarbejde med IBM, KMD, DI Digital, MCH Messecenter Herning og IDA Forsikring.

Elektronista

Elektronista er et uhøjtideligt snakkeprogram om oplevelser, underholdning og produkter, der kan sættes strøm til. Programmet sendes ugentligt på Radio24syv. Vært er Christiane Vejlø.

work.flow

I work.flow er der særligt interesseret i de digitale værktøjer, der fylder stadig mere i mange menneskers professionelle liv, hvadenten det handler om kirurgen, journalisten, forskeren, musikeren, fotografen, mekanikeren eller juristen. Vært er Anders Høeg Nissen.

BLOCK21

BLOCK21 er en hel podcast dedikeret til Blockchain. Der er nyheder, interviews og reportager fra Blokkædens sære verden. Den startede i maj 2018 og er udkommet hver anden uge siden. Værterne er, nok engang, Anders Høeg Nissen samt iværksætter Morten Bove.

DTU Podcast

Hvad foregår der egentlig på Danmarks Tekniske Universitet? Det kan du blive klogere på ved i DTU Podcast, der laver interviews, reportager og portrætter fra DTU.

De udenlandske: Om videnskab generelt

Der findes et hav af podcast ude i den store verden, der kan give dig dit ugentlige videnskabs-fix. Her er et bud på nogle af de allerbedste.

60-Seconds Sciences

Kan du ikke nøjes med nyt fra videnskabens verden en gang om ugen, så tilbyder Scientific Americans et dagligt espresso-skud af en videnskabs-podcast. Du får én dugfrisk nyhed fra forskningens verden serveret på 60 sekunder. 

BBC’s ‘In Our Time’

In Our Time er en serie af udsendelser, der handler om hele verdenshistorien. Den er kategoriseret i kultur, historie, filosofi, religion og naturvidenskab, og den har været sendt siden 1998, så der findes næsten ikke det emne, som vært Melvyn Bragg ikke har vendt, i de 20 år serien er blevet sendt.

BBC’s ‘Discovery’

Endnu et BBC-program, der retter sig mod aktuelle videnskabelige spørgsmål. Det kan handle om, hvorfor vi sover, om hvorvidt insekter føler smerte, hvilken dinosaur der var den mindste, og mange andre sjove spørgsmål. Programmerne er korte og koncise. 

The Guardian’s Science Weekly

The Guardian laver en ugentlig podcast om videnskab og forskning. Podcasten dykker hver uge ned i ét emne, der bliver foldet ud via interview med forskere fra hele verden. The Guardian's Science Weekly er velproduceret, og podcasten giver forskere god tid til at levere store svar på store spørgsmål.

Radiolab

Vedkommende og velproduceret videnskabs-radio. Radiolab inddrager forskning på forskellige måder, men ofte tager episoderne udgangspunkt i historier eller anekdoter, som vækker en undren hos værterne, og som kræver en videnskabelig forklaring.

Science Magazine Podcast

Det videnskabelige tidsskrift Science giver hver uge en opsamling på nogle af de mest toneangivende artikler, de har bragt. Det varer sjældent over 20 minutter og er en god måde at holde sig opdateret på, hvis man ikke har tid til at bladre sig igennem lange videnskabelige artikler.

Science Vs

Science Vs er produceret af amerikanske Gimlet Media. Science Vs minder på mange måder om Videnskab.dk’s populære læserbrevkasse, Spørg Videnskaben. Det er et faktatjek-program, der spørger videnskaben til råds om store og små spørgsmål. 

Stuff You Should Know

Champagne, satanisme, kaosteori, LSD, tyrefægtning, skyskrapere. Intet emne er for stort eller småt i denne podcast, hvor de to værter, Josh Clark og Chuck Bryant, nørder rundt i alle emner i en time. Det kan virke tilfældigt, men hvis du bare er nysgerrig og har lyst til at blive klogere på hvad som helst, så er det et godt program.

TED Talks Daily

TED Talks er efterhånden et flagskib indenfor formidling af videnskab og forskning. Deres velfortalte 'talks' bliver produceret til video, men de kan også hentes i lydformat, hvis man er på farten. Der kommer et nyt afsnit hver dag, så der er nok at blive klog på.

Science Friday

Amerikansk podcast, der hver fredag runder alverdens nyheder fra den videnskabelige verden. Senest har det handlet om, hvorfor nogle robotter er farlige, og andre ikke er, og hvorfor nogle mennesker er gladere for deres arbejde end andre.

The Infinite Monkey Cage

Der grines i gennem, og der er højt til loftet, når den verdenskendte partikelfysiker, Brian Cox, og komikeren Robin Ince, sammen med udvalgte eksperter diskuterer store videnskabelige emner som big data, den menneskelige stemme og vores immunforsvar.

The Naked Scientist Podcast

Hjælper tis virkeligt, når man bliver brændt af en brandmand? Hvordan laver man musik med balloner? Podcasten fra Cambridge University undersøger alverdens videnskabelige spørgsmål - man kan endda sende sine egne spørgsmål ind.  

De udenlandske: Om naturvidenskab

Hvad sker der hos NASA? Og hvad bliver nu bragt i Nature? Her samler vi de bedste udenlandske podcast om naturvidenskab. 

Best of Natural History Radio

Programmerne er ikke nye, men BBC finder de bedste naturprogrammer frem fra gemmerne hver uge. Mange af dem er helt sikkert et lyt eller genlyt værd. De handler om vilde dyr og vild natur. 

Nature Podcast

Det videnskabelige tidsskrift Nature møder forskerne bag artiklerne i denne podcast, der giver et ugentligt overblik over, hvad verdens førende naturvidenskabelige tidsskrift har bragt af ny forskning i løbet af ugen. 

NASACast

NASA's helt egen podcast er den - måske - bedste måde at have fingeren på pulsen, hvis du interesserer dig for rumfart. NASACast samler ugentligt alle NASA's mange forskellige podcasts i en.

Big Picture Science

En podcast fra SETI institutet, som er et projekt baseret på organiserede forsøg på at opdage liv i rummet. Der kommer nyt afsnit hver uge, hvor der stilles ind på ny naturvidenskabelig forskning og afkræves en forklaring på, hvorfor den er vigtig.

The Titanium Physicist Podcast

En podcast til de seriøse fysiknørder. Der snakkes om fysik på højt niveau, og hver episode tager udgangspunkt i et konkret emne fra fysikkens verden.

Tetrapod Zoology Podcast

Det handler om om dinosaurer, evolution, krybdyr, fugle, pattedyr og andre nørderier om dyr og mennesker. Der anmeldes også relevanta film, som Jurassic Park 2, der fik 1 stjerne ud af 10.

SquaMates

Nørderi ud i herpetologi - videnskaben om krybdyr og padder. Ja! Den findes rent faktisk. En netop startet podcast (begyndte i juni 2018), der en gang om måneden vender padden og kryber længere ind i krybdyrets mærkværdige verden. 

ZSL Wild Science Podcast

Zoological Society of Londons (ZSL) rendyrkede zoologi podcast, hvor værten Monni Böhm, som forsker ved ZSL, taler om, hvordan man redder dyr fra at uddø, og hvordan man finder nye arter rundt omkring i verden - for eksempel i Londons trafikerede flod Themsen. 

Entocast

Bzzzt! Det summer i dit podcast-feed. Endnu et for alvor nørdet program om entomologi - videnskaben om insekter. Den laves af to unge ph.d.-studerende med en kærlighed for insekter.

De udenlandske: Om kultur & samfund

Hardcore historiefortælling, lydnørderi og en begyndervenlig introduktion til filosofiens historie. Der er masser af gode podcast om kultur og samfund derude.

99% Invisible

Hvorfor er en fodbold hvid og sort? Hvorfor står der store, oppustelige mænd hos bilforhandlere? En underholdende podcast om den 99 procent af arkitektur og design, der former verden, men som vi måske ikke lægger mærke til. 

Dan Carlin’s Hardcore History

Kongen af historiepodcasts. Dan Carlin er ikke uddannet historiker, men han er en grundig og eminent formidler, der dykker ned i store verdensbegivenheder. Mastodontafsnittet om Første Verdenskrig varer næsten et døgn, og hvert et minut er spændende.

Philosophize This!

En begyndervenlig filosofipodcast, som fortæller om alt fra Platon til postmodernisme på en nuanceret, men letforståelig måde. Det er den unge 28-årige vært, Stephen West, der nørder igennem. Der findes også en transkiption (afskrift) af afsnittene på hjemmesiden.

Sound Matters

Tim Hinman, kendt fra podcasten Third Ear, har parret sig med Bang & Olufsen og skabt en engelsksproget podcast om lyd. Det handler om bylyd fra Dehli og København, om snefnug, om dyrene uden for vinduet og meget mere.

More or Less

BBC's faktatjek-program eller den engelske version af Detektor, hvor tallene fra samfundsdebatten sættes under matematisk faktatjek. Fra myter om dansk sæd til påstande om, hvorvidt Volvo har lavet verdens sikreste bil. Alt sættes under videnskabeligt lup, og det sker 3 gange om ugen.

De udenlandske: Om krop & sundhed

Her er de bedste udenlandske podcast om krop & sundhed.

Hidden Brain

Hvad sker der inde i hjernen, når vi husker, når vi er sultne, eller når vi ser reklamer? I denne podcast ser vært, Shankar Vedantam, nærmere på hjernen for finde at en forklaring på de ubevidste mønstre, der driver vores handlingsmønstre, valg og relationer.

You Are Not So Smart

Podcast, der udvikler din kritiske sans. En glimrende podcast om psykologi, der udfordrer, hvad, vi tror, vi ved om os selv og verden omkring os. Det handler om forudindtagethed og selvforstærkende fejlslutninger. 

De udenlandske: Om teknologi & innovation

Her er de bedste udenlandske podcast om teknologi & innovation.

The WIRED Podcast

Det velrenommerede tech-medie Wired giver dig et ugentlig overblik over alt, hvad der rører sig i den store tech-verden. De gennemgår ugens historier fra Wired og dykker ned i en enkelt aktuel sag.

Exponent

Der er især fokus på de store spillere som Apple, Microsoft, Uber og Amazon, når de to værter fra Exponent ser på, hvad der rører sig indenfor teknologi og innovation. 

Tomorrow’s World

BBC ser i krystalkuglen, når de zoomer ind på, hvordan videnskaben og teknologien vil ændre vores liv i fremtiden. Det er gennemarbejdet journalistik om, hvad vi kan frygte eller glæde os til i morgendagens verden.

How I Built This with Guy Raz

Hvordan blev støvsuger-mærket Dyson, Linkedin eller Wikipedia til? Det undersøges i denne podacst, hvor værten, Guy Raz, møder menneskene bag nogle af verdens mest kendte firmaer og finder ud af, hvordan de blev til.

Sådan kommer du i gang med at lytte til podcasts

Du kan altid finde og lytte til podcasts på din computer; alle, der laver podcasts, lægger dem ud på deres site, hvor de kan høres via en lille afspiller - ligesom på Videnskab.dk.

Men det bliver først rigtigt smart, hvis du downloader en podcast-app til din smartphone. I app’en kan du abonnere på dine yndlings podcasts, og du får automatisk besked, hver gang der udkommer nye episoder.

Her kommer en liste over podcast-apps til iPhone og Android-telefoner:

iPhone:

Android:

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.