NASA’s 'muldvarpe-robot' på Mars, InSight, er i problemer.
Insight undersøger Mars' indre, men sand fra Mars’ mange sandstorme har samlet sig på robottens solceller, så den ikke længere kan forsyne sig selv med nok strøm til at fortsætte sin mission.
InSight landede på Mars i november 2018 på den enorme slette Elysium Planitia.
Herfra har ‘robotgeologen’ i løbet af sin karriere målt mere end 1.300 ‘marsskælv’, som har givet os et væld af ny viden om planetens indre, heriblandt en nøje kortlægning af Mars’ flydende kerne.
I sin tid på den vindblæste slette formåede InSight også at optage lyden af Mars-vindens susen.
Forud for dens opsendelse i 2018 udtalte NASA’s daværende videnskabelige direktør, Jim Green, at InSights mission ville få »en afgørende betydning for vores forståelse af Solsystemets ophav, og hvordan det blev, som det er i dag,« ifølge The Guardian.
Problemet har været nogle måneder undervejs, og nu fortæller Insight (via NASA) på Twitter, at den takker af, og at vi måske ikke vil høre fra den igen, men at vi ikke skal være bekymrede.
My power’s really low, so this may be the last image I can send. Don’t worry about me though: my time here has been both productive and serene. If I can keep talking to my mission team, I will – but I’ll be signing off here soon. Thanks for staying with me. pic.twitter.com/wkYKww15kQ
— NASA InSight (@NASAInSight) December 19, 2022
Mars’ voldsomme sandstorme er et vedvarende problem for udstyr på planetens overflade. En særligt slem sandstorm i 2018 var dødsstødet for den legendariske Opportunity-rover.
Sidst skal det siges, at NASA ikke har helt opgivet håbet endnu.
Missionen bliver først erklæret slut, hvis InSight ikke formår at lave de næste to planlagte check-ins med den Mars-satellit, som er dens forbindelse til Jorden.
cll