ESA afslører næste generation af europæiske astronauter
Europas første nye astronaut-rekrutter i 13 år

Europas første nye astronaut-rekrutter i 13 år. (Foto: ESA - P. Sebirot)

Europas første nye astronaut-rekrutter i 13 år. (Foto: ESA - P. Sebirot)

Kilde: 
24 november 2022

Det er ikke nemt at blive astronaut.

Af de 22.500 håbefulde kandidater, som meldte sig i 2021, står der 17 tilbage. De bliver Den Europæiske Rumorganisations (ESA) næste hold astronauter.

Det skriver ESA i en pressemeddelelse.

I alt udgør det nye kuld 5 fuldtidsastronauter, 11 reserve-astronauter, og 1 astronaut med fysisk handikap. Ingen danskere klarede optagelsesprocessen.

Næste forår begynder de 5 fuldtidsastronauter på grundtræning ved ESA’s European Astronaut Centre i Köln, Tyskland. Her vil de over 12 måneder vil blive trænet i at begå sig på Den Internationale Rumstation.

På den anden side af grundtræningen venter endnu mere træning for at få aspiranterne gjort klar til rumfartens høje standarder, hvorefter de vil blive tildelt en mission, som fremtidig træning skræddersyes efter.

For første gang har rumorganisationen også optaget reservister: Kandidater, som klarede sig gennem udvælgelsesprocessen, men som på nuværende tidspunkt ikke kan hyres af den ene eller anden grund.

Sidst men ikke mindst har ESA optaget én astronaut med fysisk handikap, som skal være med til at undersøge, hvordan personer med handikap kan deltage i fremtidige rummissioner.

»Dette er en ekstraordinær tid for bemandet rumfart og for Europa,« erklærer David Parker, direktør for Human and Robotic Exploration hos ESA, i pressemeddelelsen.

»Efter den vellykkede opsendelse af Artemis I med ESA’s European Service Module, der driver Orion mod Månen, er vi med i forreste linje af rumudforskningen. Vi glæder os over at have denne gruppe ekstremt talentfulde mennesker, som kan fortsætte den europæiske forskningsindsats på Den Internationale Rumstation og hinsides.«

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.