Er du også sommetider lidt træt af at børste dine tænder?
Problemet med at lade være, er at du får besøg af Karius og Baktus - og render rundt med en menneskefjendsk ånde hele dagen.
Men hvad nu, hvis du kunne få børstet dine tænder for dig? Og ikke af dine forældre, men af en sværm af mikrorobotter.
Sådan en har en tværvidenskabelig forskningsgruppe på University of Pennsylvania nemlig udviklet.
Det skriver universitet selv i en nyhed.
Dog er den tandrensende robotsværm ikke tiltænkt alle i første omgang.
Teknologien er udviklet til ældre og folk med handicap, der forhindrer dem i at børste deres tænder.
Men hvordan kan den det?
Robotsværmen består af nanopartikler af magnetisk jernoxid.
Ved hjælp af et magnetisk felt kan forskerne forme robotsværmen, så den enten har form som en børste eller som en tandtråd.
Og mens de små robotter bliver styret på denne måde, producerer nanopartiklerne også antimikrobielle stoffer, der dræber skadelige bakterier i munden og forhindrer huller og sygdomme i tandkødet.
Det er altså en komplet tre-i-en teknologi, der både børster, skyller og agerer tandtråd.
Og selv, hvis dine tænder er som kastet hulter til bulter i munden på dig, kan robotsværmen også klare det.
»Det er lige meget, om du har lige eller skæve tænder, for robotsværmen vil tilpasse sig dine tænder,« siger medforfatter til det videnskabelige studie om teknologien og professor ved University of Pennsylvania, Hyun Michel Koo.
Så måske kan vi en dag alle få et tandbørstningsfrit liv med rene tænder.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift, ACS Nano.