Er der liv på Mars? I denne uge sender tre lande en bølge af rumfartøjer afsted for at finde svar
NASA nyt køretøj rover Mars 2020

Her er det nye Mars-køretøj til missionen Mars 2020, som snart er på vej mod den røde planet. (Illustration: NASA)

Her er det nye Mars-køretøj til missionen Mars 2020, som snart er på vej mod den røde planet. (Illustration: NASA)

Kilde: 
13 juli 2020

Kan det virkelig være sandt, at der er liv på Mars?

Det spørgsmål har man efterhånden hørt en håndfuld gange, men nu intensiverer USA, Kina og De Forenede Arabiske Emirater jagten på et svar.  

De tre lande sender nemlig en perlerække af rumfartøjer afsted på den lange rejse mod Mars, og rejsen begynder allerede i denne uge, skriver The Guardian.

»Robotmissioner i det seneste årti har vist, at Mars ikke er et dødt og fremmed sted, som ellers var konklusionen i slutningen af det 20. århundrede. Faktisk er det en verden med gammel søbund, udtørrede flodkanaler og organisk materiale,« siger professor Ray Arvidson fra Washington University, St.Louis, til The Guardian.

Han uddyber til avisen, at opgaven nu vil bestå i at kortlægge, om noget af det liv, stadig vil være at finde under jorden på Mars.

Ifølge The Guardian er det med fuldt overlæg, at de tre lande netop nu trykker på knappen og sender rumraketterne afsted. På nuværende tidspunkt er der nemlig et åbent vindue, hvor Mars og Jorden står optimalt på den samme side af Solen.

Det betyder, at der barberes noget af rejsetiden og i den forbindelse brugen af brændstof på rejsen. Det er et vindue, der kun åbnes hver 26. måned, skriver The Guardian.   

Den første opsendelse sker på onsdag. Her opsendes rumfartøjet ’Amal’, der betyder håb, og det vil være den arabiske verdens første interplanetære mission.

Den sendes afsted fra Japan, men styres fra Dubai, og det er planen, at den skal være med til at sende oplysninger om den øvre atmosfære og rapportere om vejrændringer og udsving fra rummet.
 
Faktisk vil det ifølge The Guardian være det første globale vejrkort over planeten.
 

Kinas mission til Mars, kaldet Tianwen-1, er derimod et tre-i-én-rumfartøj. Det består af en satellit, som vil gå i kredsløb om Mars, et landingsfartøj og et Mars-køretøj, som vil køre rundt på planeten og lede efter vand, is og lignende.

Kina har blandt andet udviklet ekspertise i at lande rumfartøjer med sin mission til Månen – læs mere i artiklen Kineserne besøger Månens bagside.

Ifølge The Guardian er oplysningerne om kinesernes Tianwen-1-mission imidlertid sparsomme, og det er fortsat uvist, præcist hvornår opsendelsen vil ske.

Når det gælder amerikanernes rejse til Mars, er den præcise dato også fortsat ukendt, men opsendelsen ventes at ske i begyndelsen af august. 

Planen fra den amerikanske rumfartsorganisation NASA er at få klarlagt, om der har været liv på Mars, og hvordan Mars har udviklet sig igennem tiden.

Til det formål sender NASA et lille sekshjulet køretøj afsted, som skal indsamle sten og prøver fra den røde planet og sende dem ned til Jorden på en efterfølgende mission.

NASA's nye Mars-mission, kaldet Mars 2020, har i øvrigt en række danske bidrag, som du kan læse mere i om denne artikel.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.