Elon Musks Tesla vil kredse om Solen i mange millioner år
Hvad bliver der egentlig af den røde Tesla-sportsvogn, som Elon Musk for nyligt sendte ud i rummet?
SpaceX Elon Musk Tesla sportsvogn rød bil rummet solsystemet kredsløb om Solen

Der tales allerede om, at Teslaen måske kan komme på museum, men det er nu meget lidt sandsynligt. (Illustration: SpaceX)

6. februar klokken 21:45 dansk tid blev der skrevet et nyt kapitel i rumhistorien.

Det Elon Musk-ejede SpaceX lykkedes ikke bare med at sende verdens kraftigste rumraket mod Mars og lande to løfteraketter i sikker stil, så de kan blive genbrugt.

Se flere videoer fra opsendelsen, og læs mere om bedriften i artiklen Her er de fedeste videoer og reaktioner på SpaceX's opsendelse af rød sportsvogn

Raketten var desuden lastet med en rød Tesla-sportsvogn, der nu kredser i en elliptisk bane omkring Solen.

Der er to centrale spørgsmål, man kan stille om den røde Tesla-bil.

  1. Hvad er dens bane i Solsystemet?
  2. Hvad sker der med bilen?

Spørgsmålene er ikke så simple at svare på, som man skulle tro.

  • For det første sender Teslaen ikke længere signaler tilbage til Jorden, så det er svært at bestemme dens bane helt præcist.
  • For det andet har vi her for første gang sendt noget ud i rummet, som slet ikke er beregnet til at være derude – og det kommer Teslaen til at mærke, efterhånden som tiden går.

Teslaen skulle aldrig til Mars

Teslaen kredser nu i en bane om Solen, og det har aldrig været meningen, at den skulle til Mars.

En rejse til Mars kræver, at Jorden og Mars har en bestemt stilling i forhold til hinanden, og det er noget, der kun sker med 26 måneders mellemrum.

Der har således været gunstige perioder for at sende rumsonder til Mars i 2013 og 2016, og de to næste tidspunkter er 2018 og 2020.

I 2018 er den gunstige periode for at rejse til Mars fra slutningen af april til begyndelsen af juni, og i denne periode skal rumsonden InSight opsendes for at lande på Mars.

Teslaen blev opsendt i februar og har derfor ikke haft nogen mulighed for at flyve til Mars.

Det, man ønskede, var også bare en bane, der nåede mindst ud til Marsbanen, og det mål er nået.

SpaceX har heller ikke sigtet mod noget specielt, men ville højst sandsynligt bare lade raketten arbejde, indtil brændstoffet er helt brugt.

Det giver den bedste oplysning om, hvad Falcon Heavy kan præstere.

SpaceX Elon Musk Tesla sportsvogn rød bil rummet solsystemet kredsløb om Solen

Her ses Teslaens omtrentlige bane. Vi skal frem til november 2018, før Teslaen er i sin største afstand fra Solen, godt 30 millioner km uden for Marsbanen. Herfra vender den tilbage mod Jordens bane, som den vil nå august 2019. (Illustration: nagualdesign)

Teslaen og Jorden kommer ikke til at mødes igen

Teslaen kommer ikke til at tilbringe resten af sin tid ude i asteroidebæltet, og her bliver det nødvendigt med nogle få tal for at forstå Teslaens bane i Solsystemet.

For nemheds skyld angiver vi afstande i astronomiske enheder (AE), hvor 1 AE = Jordens afstand til Solen på godt 150 millioner km.

Målt i denne enhed har Mars en afstand til Solen på 1,5 AE, og de fleste asteroider har baner mellem 2 og 4 AE fra Solen.

Teslaens bane når ikke helt så langt ud. De nyeste banedata er:

  • Mindste afstand til Solen: 0,99 AE
  • Største afstand til Solen: 1,72 AE
  • Omløbstid: 18,8 måneder

Det betyder, vi skal frem til november 2018, før Teslaen er i sin største afstand fra Solen, godt 30 millioner km uden for Marsbanen.

 

Om artiklens forfattere

Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.

I snart 40 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.

De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.

Til gengæld er det er lige på grænsen til hovedbæltet af asteroider.

Men herfra vender den tilbage mod Jordens bane, som den vil nå august 2019.

På det tidspunkt er Jorden dog et helt andet sted i banen, så der bliver ikke tale om noget gensyn.

Teslaens bane er svær at beregne

Da banen for Teslaen passerer marsbanen, kan det ikke undgås, at den på et tidspunkt kan komme ganske tæt på Mars, og i teorien kan bilen endda ramme Mars.

Ifølge en beregning vil bilen passere inden for en afstand af 7 millioner km fra Mars i 2020.

Det må dog understreges, at tallene ikke er helt præcise.

Bilen sendte kun radiosignaler tilbage til Jorden nogle få timer, og det er neget lidt, når man skal bestemme en præcis bane.

SpaceX Elon Musk Tesla sportsvogn rød bil rummet solsystemet kredsløb om Solen

Suk! Den fine bil vil ikke være til at kende om få år. Kun metaldelene vil holde sig i meget lang tid – sikkert mange millioner år. (Foto: SpaceX)

Teslaen vil kredse om Solen i mange millioner år

Desuden siver der hele tiden luft ud fra bilen. Det sker fra bilsæderne, handskerummet og alle mulige andre steder.

Denne luft vil hurtigt eller langsomt sive ud i det tomme rum, og derved vil luften komme til at skubbe til bilen og ændre dens bane en lille smule.

Så den bane, bilen har om et år eller to, er nok ikke helt den samme bane, som vi har angivet her, selv om forskellen måske ikke er så stor.

Er Tesla-bilen rumskrot?

Teslabilen bidrager ikke til det, man normalt forstår ved rumskrot.

Det er et problem, at vi er i færd med at overfylde banerne omkring Jorden i nogle bestemte højder med satellitter – men Tesla kredser jo ikke om Jorden, men i god afstand fra os omkring Solen.

I den bane, Tesla bevæger sig i, er der tusinder af asteroider – og så kommer den endda ikke engang ud til selve asteroidebæltet.

Desuden er der meget god plads ude i solsystemet. Vi kommer med garanti aldrig til at hverken høre eller se mere til bilen. Den bliver desuden svær at finde, fordi vi ikke kender en helt nøjagtig bane.

I sammenligning med selve solsystemet er rummet omkring Jorden, hvor vores satellitter kredser, et meget lille område, og det er det, der giver problemerne.

Vi kan dog ret sikkert regne med, at Teslaen vil fortsætte med at kredse rundt om Solen de næste mange millioner år.

Over meget lange tidsrum gør tyngdekraften fra især Jupiter, Mars og Jorden det umuligt at beregne banen, så bilens endelige skæbne kan vi ikke forudse.

Hvad sker med bilen?

I rummet sker der to påvirkninger af bilen, nemlig stråling og mikrometeorer, og bilen har ikke godt af nogen af delene.

Solens ultraviolette stråling sammen med lidt ’sandblæsning’ fra mikrometeorer vil efterhånden få bilen til at miste sin pæne, røde farve – men det er kun begyndelsen.

Som alle biler indeholder Teslaen mange organiske stoffer som plastik og kulfiber, som bilen er fremstillet af. Og organiske stoffer har det bestemt ikke godt med at blive udsat for den kosmiske stråling fra rummet.

Den kosmiske stråling nedbryder de kemiske bindinger, og det betyder, at bilen gradvist vil falde fra hinanden.

Først ryger ting som sæder og gummihjul, mens kulfiber nok skulle holde noget længere.

Men om bare et par år vil bilen nok være svær at genkende. Kun metaldelene vil holde sig i meget lang tid – sikkert mange millioner år.

SpaceX Elon Musk Tesla sportsvogn rød bil rummet solsystemet kredsløb om Solen

Teslaens bane set fra Jorden. (Illustration: Marco Langbroek)

Asteroide-sammenstød bliver ikke et problem

Det eneste, bilen ikke skal bekymre sig om, er at støde ind i en asteroide.

Solsystemet er meget stort, og der er meget langt mellem asteroiderne.

Selvfølgelig kan det ske, men det er nok den mindste risiko overhovedet ved at flyve rundt derude.

Utopisk at få bilen på museum

Der tales allerede om, at Teslaen måske kan komme på museum, men det er nu meget lidt sandsynligt.

Som nævnt kender vi ikke den helt præcise bane, selvom vi i de kommende år nok vil have en ret god ide om, hvor bilen befinder sig.

Men som tiden går, bliver det mere og mere usikkert, hvor bilen er, og det er altså ikke spor let at finde en lille bil i et meget stort solsystem.

Finder vi den, så er det rent held, og desuden vil det koste en formue at hente de sørgelige rester af den engang så pæne bil hjem igen.

Men det har da været den mest specielle opsendelse i rumfartens historie, så den skal nok blive husket.

Bilen er et symbol på håbet om at kunne drive en kommerciel rumfart, og om det lykkes, vil vi først kunne se om årtier.

Sådan så det ud, da Teslaen kom i kredsløb om Jorden. I den røde Tesla-sportsvogn havde SpaceX plantet figuren Starman. (Video: SpaceX)

Ugens Podcast

Lyt til vores ugentlige podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.