DTU-forskere forfiner metode til at styre apparater med hjernens signaler

Her kan du se 'tankelæseren' i aktion. (Video: Danmarks Tekniske Universitet)

Kilde: 
14 november 2017

Forestil dig at du sidder i kørestol og er afhængig af andre, når du skal skifte kanal på fjernsynet eller bevæge dig ud i køkkenet. Det scenarie kan for mange kørestolsbrugere være fortid, efter man er begyndt at bruge hjernens signaler til at kunne styre kørestolen.

Nu har forskere på DTU været med til at forfine en af de metoder, der kraftigt kan forhøje kørestolsbrugeres livskvalitet. 

Det skriver DTU i en pressemeddelelse.

Den nye metode virker via et par elektroder, der registrerer hjernens signaler. Det betyder blandt andet, at man kan styre flere apparater samtidig og få mulighed for at slukke lyset, skifte kanal på radio og fjernsyn og ikke mindst bevæge kørestolen et sted hen imens. 

Hidtil har man brugt teknikken 'Brain Computer Interface', hvor signaler fra hjernen omdannes til kommandoer, til at bede kørestolen køre frem eller tilbage eller bruge en staveplade til at 'snakke', hvis man har mistet evnen til at tale. 

Den metode, de danske forskere har arbejdet med, hedder c-VEP. Fordelen ved den er, at den meget hurtigt kan tilpasses brugeren, så man ikke behøver lang tids træning, som det er tilfældet med mange andre metoder. Samtidig gør den det muligt at styre flere apparater på én gang. 

Studiet er udgivet i tidsskriftet PLoS One. 

sj

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.