Derfor vælter Det Skæve Tårn i Pisa ikke under jordskælv
Kilde: 
14 maj 2018

Det Skæve Tårn i Pisa ser ud til at kunne væltes af et vindpust, men det helt modsatte er tilfældet.

Tårnet har stået siden 1280 og har gennem tiden overlevet mindst 4 voldsomme jordskælv. 

Hvordan det kan lade sig gøre, satte et hold på 16 ingeniører sig for at finde ud af, og deres studier viser, at det handler om såkaldt 'dynamic soil-structure interaction', forkortet DSSI (dynamisk jordbundsinteraktion, red.). Det skriver Science Daily.

På baggrund af seismologiske og geotekniske data har forskerholdet, der inkluderer eksperter i jordskælv og jordbundsstruktur, fundet ud af, at tårnets betydelige højde og afstivning kombineret med den bløde jordbund gør, at tårnet ikke resonerer (svinger med) med jordskælv - vibrationerne ændres simpelthen.

Dette kaldes DSSI-effekten og er altså skyld i, at det 58 meter høje tårn, der hælder med en vinkel på 5 grader og i toppen opnår en forskydning på over 5 meter, ikke kollapser, når jorden ryster.

»Ironisk nok er det den samme jordbund, der oprindeligt forårsagede den ustabile hældning og bragte tårnet til randen af kollaps, der kan krediteres for at hjælpe det med at overleve den seismiske aktivitet,« siger professor George Mylonakis, University of Bristol, til Science Daily

Resultaterne af undersøgelsen er blevet præsenteret ved internationale workshops og bliver formelt annonceret på den 16. europæiske konference i jordskælvsteknologi, der finder sted i Thessaloniki, Grækenland, i juni.

ele

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.